Så er dagen kommet, hvor gåden fra 7. december skal afsløres. Hvad i alverden gik det lige ud på? Hvad er det for en kontrovers noget så uskyldigt som et glas vand med olie og et glas vand med vin har kunnet skabe?

Og hvad med glasset kun med vand?

Og hvad er det for en due, der tales om?

Spørgsmålene er mange og vi skal forsøge at nå frem til nogle svar. Så hold tungen lige i munden og følg med på en rejse tilbage til Kirkens teenageår, hvor den mistede sin uskyld.

Fra forfulgt minoritet til magtfuld rigskirke i splid med sig selv

Men inden gåden afsløres går vi tilbage til begyndelsen. I kirkens første århundreder var det ikke en let sag at bekende sig til kristendommen. Kristne blev forfulgt og slået ihjel for et godt ord, men i starten af det fjerde århundrede ændres de kristnes situation radikalt. Konstantin den Store, kejser i det romerske rige, omvendes til kristendommen i 312.

Dermed ophører de kejserlige kristenforfølgelser, men så snart de ydre fjender er besejret, opstår der nye indre fjendskaber. Der er strid om kirkens dogmer, og bølgerne går højt. Konstantin er sig bevidst om, at kirkens stridigheder hurtigt kan skabe splid i hans storrige. Han nedsætter derfor store kirkemøder, hvor de stridende parter har til opgave at nå til enighed.

Striden om i’et

Det første af disse kirkemøder foregår i Nikæa i år 325 og omhandler blandt andet et af kirkens første store stridspunkter, nemlig den arianske strid. Denne strid handler kort fortalt om, hvem Jesus var, og stridens omdrejningspunkt var vokalen i.

Stridens hovedperson er den ægyptiske præst Arios, som ikke opfatter Jesus som guddommelig. Jesus er, ifølge Arios, skabt af Gud og derfor kun homoiousios (af lignende væsen som Faderen).

Denne lære blev afvist og fordømt som kættersk og den nikænske trosbekendelse, som står bagerst i Salmebogen, bliver vedtaget. I den fordømmes i’et i homoiousios, som derved bliver til homoousios (af samme væsen som Faderen). Hermed er Kristi guddommelighed sikret.

Svaret på gåden om de to glas vand

Tror man da, at det er slut med stridighederne, bliver man slemt skuffet. For hvordan kan Kristus både være Gud og menneske? Og så er vi endelig nået frem til gåden om de to glas vand.

Nestorius var en syrisk munk, der blev patriark af Konstantinopel -- på det tidspunkt den vigtigste kirkelige post. Han undrede sig også over, hvordan det hang sammen, at Jesus på én og samme tid kunne være både menneske og Gud.

Løsningen findes i gådens første glas – det med vand og olie. For som vandet og olien er klart adskilte i glasset, sådan er det også, ifølge Nestorius, med Jesu menneskelige og guddommelige person. Jesus er på denne måde to forskellige og klart adskilte personer: en helt igennem menneskelig og en helt igennem guddommelig.

Jesu menneskelighed kunne mennesket identificere sig med og Jesu guddommelighed kunne skænke mennesket evigt liv. Men de to er klart adskilte som olie og vand!

Dette brød Kyrillos, patriark af Alexandria sig bestemt ikke om. Han mente ikke, man sådan kunne dele Kristus op i to væsener. Kristus er én, og Kristi menneskelige og guddommelige natur kan ikke anses som to adskilte personer.

Løsningen findes derfor ikke i glasset med vand og olie, men i det andet glas – det med vand og vin. For som vandet og vinen bliver ét samtidig med, at vand og vin bevares, sådan er også Kristi menneskelighed og guddommelighed én.

Igen måtte uoverensstemmelserne løses ved et stort kirkemøde, denne gang i byen Chalkedon i år 451. Her nåede man frem til et kompromis, men Kyrillos løb dog i store træk af med sejren, idet man i en ny trosbekendelse bekendte, at Jesus Kristus, “kendes i to naturer uden sammenblanding, uden forandring, uden deling, uden adskillelse”. Kristus er altså mere vand og vin end han er vand og olie.

Uden adskillelse var direkte vendt mod Nestorius, og Kyrillos greb straks muligheden og fik ham forvist og fængslet for kætteri.

Glasset kun med vand

Og hvad med glasset kun med vand? Ja, det var ikke kun Nestorius’ glas med vand og vin, der blev afvist på mødet i Chalkedon. En anden gruppe blev også afvist. Deres Kristus kunne godt betegnes som lidt af en tynd kop vand. Det var monofysitterne (af græsk monos ene og physis natur).

De var lidt af en modsætning til Arios. Hvor Arios ikke betragtede Jesus som guddommelig, betragtede monofysitismen Kristus som kun guddommelig. Kristus havde altså kun én natur, den guddommelige og var slet ikke menneskelig, så derfor var der hverken brug for olie eller vin til at forstå Kristi natur, men blot rent vand. Men den gik altså heller ikke!

Og hvad med duen?

Ja, hvad med duen? Og her er der altså ikke tale om den fredsdue, Pernille havde siddende øverst på træet i sin barndoms jul, men Helligånden. For ligesom Sønnen er homoousios (af samme væsen som Faderen), er også Helligånden af samme væsen som Faderen og Sønnen.

Det er treenigheden i en nøddeskal – tre naturer men kun én guddommelig væren, på samme måde som Kristus er to men alligevel kun én.

Mon det gjorde os meget klogere på gåden eller i stedet mere forvirret? Eller er alle stået af i dette dogmatiske vanvid? Og hvad med dig, kære julekalender-læser, hvis du stadig hænger på? Bekender du dig til den sande Kristus? Eller er der gemt en nestoriansk kætter i dig? Eller måske en lille monofysit?

I Stefanskirken ekskommunikeres kættere ikke. Her er både plads til Arios, Nestorius og alle de andre kættere, der ikke er plads til andre steder.

Og mon ikke Kristus kommer sig over, at vi ikke altid har helt styr på hvad og hvem, han er!