Jeg har et par gange eller tre i mit private liv prøvet at være inviteret med til en fest for at fejre nogle andre menneskers store skønne livsbegivenheder, og så fundet at jeg ikke helt kunne svinge mig op til den store begejstring.

Ikke fordi der var noget ved begivenheden eller de mennesker, der fejrede den, der burde mindske eller stå i vejen for glæden. Dejlige mennesker, dejlige begivenheder, bryllupper, dåb, fødselsdage, eksamensfester osv. Men fordi det føltes som om, der var...

Den anden dag stod jeg ude i præstegårdens have og så på en meget sølle plante, som jeg for nylig har plantet om, fordi jeg havde bestemt at den skulle stå et andet sted end der hvor den hidtil havde slået sine rødder. Jeg havde en ide med det, da jeg foretog omplantningen.

Men allerede efter en måneds tid så planten forpint og plaget ud, ja faktisk mente jeg at kunne konstatere at den var nået til det stadie, hvor jeg måtte indrømme at jeg simpelthen havde slået den ihjel....

Alt det jeg taler om her er vores livsvilkår: At mennesker bliver skilt fra ting, steder og mennesker, som de i grunden holdt af, elskede og slet ikke ønskede at skille sig fra.

Teksten jeg skal prædike over, begynder på en MEGET mærkelig måde, som jeg først må kommentere. Skulle det være kristendom at hade sine forældre, sine børn, sine søskende, sin partner, ja sit eget liv?

Umiddelbart er det da også helt i modstrid med, hvad man kan læse og høre så mange andre steder, både i Det gamle og Det nye Testamente. Ær din far og din mor, står der i de ti bud, og det refererer også Jesus adskillige gange til. Så hvad er det her?

Det er nok værd at...

Vi har fra altret hørt Paulus sige: ”vi håber på det vi ikke kan se”. Jeg tænker det kan bruges som en overskrift for denne prædiken som insisterer på at se kristendommen som en verdens- og fremtidsåben religion.

Vedr. Johannesevangeliet som vi netop har hørt fra, da bliver prædiken ikke en lang analyse af de enkelte afsnit. Jeg har valgt at tage en enkel sætning ud og belyse den, da jeg mener den kan kaste lys over essensen.

Jeg...

Her kan du høre julegudstjenesten i Stefanskirken:

I skal elske hinanden. I skal passe på hinanden. I skal se hinanden i øjnene. Skal. Man kan lige prøve at sige det om sig selv først: Du skal elske dig selv. Du skal passe godt på dig selv. Du skal se dig selv i øjnene. Så forstår man også bedre hvad skal betyder: Det er et kærligheden ansvar – en kærlighedens gave. Du skal elske din bror.

Juleaften 2010 kl. 1500: kirken er stuvende fuld til sidste plads på pulpiturene. De fire hundrede programblad er som bortblæst. En måneds forberedelse og venten er endelig over, og Ivan Larsen kan gøre sig klar til sin syttende og sidste julegudstjeneste i Stefanskirken.

Til indgang synger koret Her kommer, Jesus, dine små, i arrangement af Michael Bojesen:

Først må jeg tale et alvorsord med alle I der skal med til Andrea's dåbsfest: Har I husket at købe en gave til hende? Måske er der også nogle af jer der har strikket eller hæklet eller lavet noget selv til hende? Har I husket at pakke den ind og skrive et kort? Jeg ved jo ikke hvad Andrea får af jer, og jeg ved ikke heller ikke hvad hendes forældre har ønsket sig til hende.

Måske har de gjort lige som nogle jeg kender, der havde skrevet en meget udførlig ønskeseddel med mærker og...

Der er noget utroligt tilfredsstillende ved at drysse karsefrø på vat og vande det og et par dage efter har man karse til æggemaden. Måske fordi det bare altid lykkes, når man gør -- jeg mener, hvem har sidst slået sin karseplante ihjel?

“Børnene i Bullerby kunne godt lide deres skole. Især når det var sommerferie.” Jeg forsøgte mig en gang med en udtalelse om, at når det kommer til stykket, så drømmer vi vel alle inderst inde om at leve i Astrid Lindgrens Bullerby. Et harmonisk sted, hvor man behandler hinanden ordentligt og hvor jordbærrene altid er modne. Og når den en gang imellem sker noget sørgeligt, hvis fx. det lille kælelam dør, så bliver man trøstet ordentligt. Og man holder sammen og deler og leger godt med...