Det er dagen hvor vi mindes Guds død på korset. Henrettelsen, Forhånelsen og ydmygelsen af tømrerens søn Jesus af Nazaret. Forrådt af Judas og svigtet af Peter og forladt af sine nærmeste.

Og lad os være ærlige: mon ikke vi også havde tilsluttet os den pøbel der råbte korsfæst ham; korsfæst ham. Jo, nogle gange er der grund til at puste lysene ud, så vi husker, ikke bare hvor langt kærligheden strakte sig men også hvor dybt vi er i stand til at falde hvis ikke vi er os selv pinligt bevidste.

Her følger samevers – afbrudt af korte refleksioner – for igen at følges op af salmevers. Her følger langfredagsprædiken fra Stefanskirken.

 

Den danske salme bog nr. 191: Gak under Jesu kors at stå

1

Gak under Jesu kors at stå,
hans sidste ord at agte på;
fra korsets træ hans nådes røst
skal lyde dig til liv og trøst.

2

Han først for sine fjender bad:
»O kære Fader, dem forlad,
thi hvad de gøre, ved de ej,
så blinde gå de syndens vej!«

3

O Jesus! bed du og for mig,
du ser, hvor blind og skrøbelig
jeg er i al min vej, mit værk;
men ved din bøn jeg bliver stærk.


Præstens ord:

Det er Søren Kierkegaard, der i sit lille skrift – Til Selvprøvelse, Samtiden Anbefalet – sammenligner de bibelske skrifter med et kærlighedsbrev. At vi skal modtage disse beretninger med samme lidenskab, som når en elsket modtager et kærlighedsbrev.

Og måske er kristendommens historie, fortællingen om et kærlighedsbrev, en kærlighedssang fra kærligheden selv, en kærlighed der længes således, at den går ud til jordens fjerneste egne, opspore og finde det tabte.

Den australske punkveteran, digter og filmskaber Nick Cave som om nogen har undersøgt kærlighedssangens væsen, siger:  Kærlighedssangene kommer i mange forklædninger; der findes exalterede sange lovprisningssange, raserisange, fortvivlelsens sange, erotiske sange, sange om at blive forladt og sange om tab. Men alle bejler de til Gud, thi det er i længslen den sande kærlighedssang bor.

Kærlighedssangen må findes i det irrationelle, det absurde og det ødelæggende, den må søges hos den melankolske, den besatte og i den vanvittiges virkelighed -

Og så siger Cave noget særligt interessant: den forfatter der nægter at undersøge hjertets mørke sider vil aldrig kunne skrive overbevisende om underet, magien og glæden ved kærlighed. For retfærdighed og godhed kan man ikke stole på, hvis de ikke ånder af den samme luft som ondskaben.

Var det mon derfor

Den himmelske Gud, lod sig føde i en stald midt i kreaturers ekskrementer, måtte begynde livet som flygtning og pleje omgang med den melankolske, den besatte og vanvittiges virkelighed og måtte udstilles ydmyget omkranset af kriminelle udskud på korset, for som Cave formulerer det: retfærdighed og godhed kan man ikke stole på, hvis de ikke ånder af den samme luft som ondskaben.

Den danske salme bog nr. 191: Gak under Jesu kors at stå

7

Den røver, som sin synd fortrød
og trøsted sig i Kristi død,
for hannem brød han dødens brod
og gav i Paradis ham lod.

8

Lad mig og i min sidste stund
det høre af din egen mund:
»I dag du være skal med mig
i Paradis, i Himmerig!«


Præstens ord:

På et tidspunkt hvor Jesus hænger på korset og lider råber han noget dybt hjerteskærende og i grunden ubegribeligt: Min Gud min Gud hvorfor har du forladt mig, Og Ordene som Jesus råber fra korset imens han hænger der og lider, har altid fascineret mig helt vildt.

Hvad er det for en Gud der går så langt ud at han selv mister troen. Og tvivler på sig selv. Hvad er det dog der sker når selv gud tvivler? Jo, hørte jeg et klogt menneske sige, at her får alle tvivlere en allieret, en gud som mister troen på sig selv, som tvivler på sig selv og som gør sig en erfaring af at være forladt Gud, herved udstrækkes solidariteten og kærligheden til at også at rumme den tvivlende, den vantro og den gudsforladte.

Gud strækker sin kærlighed ud til det gudløse, gudsforladte menneske ved selv at blive et. Og på den måde bliver der også plads til alt det grumsede.

Og på den måde kan man sige at der finder opstandelse sted allrede langfredag. Man kan i hvert fald kalde det for en oprejsning af det grumsede grimme og gudsløse – det er vi nogen der godt kan være glade for.

Den danske salme bog nr. 191: Gak under Jesu kors at stå

9

Det fjerde ord var frygteligt,
og aldrig hørte Himlen sligt:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
i denne nød forladt mig nu?«

10

For min skyld blev du så forladt
og af Guds vrede taget fat,
at aldrig jeg forlades skal
i dødens grumme, dybe dal.


Præstens ord:

Nogle gange når man ser på kirkemalerier fra 1800-tallet, der handler om Jesu opstandelse så kunne man næsten få den tanke, at alt der sker Langfredag er lykkeligt glemt. Ofte ser man sådan en supermands lignende flyvende helt, der hverken lider eller tvivler. Som om korsets solidarsik lidende Kristus bare var en parentes. Og man kan, når man ser de malerier, tvivle på om der stadig er solidariet med den grumsede grimme og gudsløse.

Så er jeg så glad for biblens fortælling om den vantro discipel Thomas, som ikke tror på at Jesus er opstået fra de døde. Derfor vil han gerne stikke sine fngre og hænder ind i de sår Jesus har fået på korset langfredag for at sikre sig at det er ham. Det får han så lov til. Og han overbevises. Nu er denne fortælling gjort til et spørgsmål om, om Thomas dog bare havde troet uden at mærke. Men det er forkert. Det geniale ved den historie er at den fortæller os at langfredagens virkelighed fortsætter med ind i opstandelsen. Ligesom der er opstandelse i langfredag er der også langfredag i opstandelsen.

Det er ikke en supermand der står op af graven. Men en såret lidende og arret Gud.

Solidariteten med og oprejsning af det grumsede det grimme og det gudsløse står ved magt … også i dag. Heldigvis. Så har man da en chance.

 

Den danske salme bog nr. 191: Gak under Jesu kors at stå

15

Hans sidste ord, hans sidste råb
var fuldt af livets store håb,
han sagde: »Fader, i din hånd
befaler jeg min sjæl og ånd!«

16

Det ord, det ord sig trænger ind
udi mit hjerte, sjæl og sind;
gid det og blive sidste ord
jeg tale skal på denne jord!