Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Højdeskræk på verdens tag

Højdeskræk på verdens tag


# Stefanskirkens ansigter
Udgivelsesdato Udgivet onsdag d. 4. marts 2020, kl. 12:30
Højdeskræk på verdens tag

Hvert forår afholder Folkekirkens Nødhjælp sogneindsamling på tværs af landet for at rejse midler til konkrete projekter i nødlidende dele af verden. I Sankt Stefans sogn er det for 4. år i træk Vildana Coralic, der som indsamlingsleder står i spidsen for arrangementet.

De tre foregående år har vi i Sankt Stefans indsamlet knapt 75.000 kr. I år skal vi gerne have 25.000 kr. i raslebøsserne for samlet set at nå op på 100.000. Herefter har vi indsamlet penge nok til etablering af et vandværk med til hørende rørlægning i en mindre landsby samt til uddannelse af rørlæggere og VVS’ere og til sundhedsplejersker, der videregiver vigtig viden om hygiejne.

Vildana har en uddannelse i sociologi og økonomi fra CBS og arbejder med cybersikkerhed hos Deloitte hvor hun primært rådgiver offentlige instanser om, hvordan de bedst beskytter deres infrastrukturaktiver.

Et overskud skal deles - ellers er det spildt

Vildana kom alene med sin mor med flygtningestrømmen fra Ex-Jugoslavien til Danmark i 1992, så hun ved hvor mange ressourcer, det kræver at etablere sig på ny i ukendte omgivelser i en kultur, der måske ligger langt fra den man kender. Hun ved også, hvor få både personlige ressourcer og økonomiske midler, der kan være at gøre godt med. Derfor er hun meget bevidst om, hvor meget den hjælp, hun har modtaget, har betydet for, at hun i dag er en ressourcestærk kvinde med overskud. Et overskud, der - hvis man spørger hende - er spildt, hvis ikke det deles.

En del af overskuddet manifesterer sig i de timer, Vildana bruger som frivillig indsamlingsleder i Folkekirkens Nødhjælp.

Højdeskræk på verdens tag  

I november måned 2019 rejste Vildana med Folkekirkens Nødhjælp til Nepal. ”Som altid og som alle andre frivillige i Folkekirkens Nødhjælp betalte jeg min egen rejse,” forklarer Vildana, der oplever det som meget vigtigt, at mennesker uden for organisationen ved, at ingen beriger sig af de indsamlede midler, men at de virkelig går til nødhjælpsprojekter.

Sammen med andre indsamlingsledere var hun 10 dage i Nepal for at få et førstehåndskendskab til de projekter, vi samler ind til igen i år, og for at møde de lokale samarbejdspartnere, som sikrer, at de indsamlede penge bliver brugt, hvor behovet er størst.

Som et led i arbejdet med at skabe nye afgrøder og afsætte dem blev der nogle år tidligere etableret en hængebro over en stor kløft med en flod, så det blev lettere for de lokale at komme til markedet. Et af projekterne, der skulle besøges, bragte gruppen over en af disse.  

”Det var et fantastisk vigtigt stykke infrastruktur. Før var der bare en slags rebbane med en kurv til transport af mennesker og varer, hvilket på grund af manglende vedligehold var både sårbart og farligt. Vores jeeps var kørt 4 timer i forvejen og ventede på den anden side af broen. Jeg kunne vælge at blaffe mig tilbage Katmandu eller bogstaveligt bevæge mig ud på gyngende grund og krydse de par hundrede meter, som broen var. Jeg har virkelig meget højdeskræk, så det var en reel overvejelse. Men når de lokale kunne bruge den og var så glade for den, så syntes jeg, at jeg også skulle kunne bruge den. Og det lykkedes. Jeg krydsede den faktisk flere gange, men det var ikke let, især ikke første gang.”

Jordskælv og klimaforandringer

I 2015 var der et stort jordskælv i Nepal, som dræbte over 8.000 mennesker, sårede over 20.000, ødelagde infrastruktur, udtørrede vandforsyninger og efterlod byder uden elektricitet og rindende vand. Et jordskælv af denne art rammer Nepal omtrent hver firsindstyvende år. Oveni har klimaforandringerne betydet, at både tørke og regntid har ændret sig. Disse er ændrede livsvilkår, nepaleserne må agere på. For ellers risikerer man ikke alene at udviklingen går i stå, men at hele befolkningsgrupper dør af sult, tørst eller infektionssygdomme som følge af dårlig hygiejne. Folkekirkens Nødhjælps projekter i Nepal er fokuseret omkring de grupper af befolkningen, der er værst ramt af kriser.

Kvinder driver og udvikler landsbyer

Målet med alle projekter er at gøre landsbyerne uafhængige af udviklingsbistanden. Landsbyerne får således penge til materialer og undervisning, men udfører alt arbejde selv, ligesom de efterfølgende betaler for vand, frø etc. ”Det var enormt bekræftende at se, hvor taknemmelige og arbejdsomme folk var. De følte sig privilegerede over at modtage hjælp, men tænkte konstant ud fra, hvad de selv kunne gøre for at højne levestandarden. Flere af landsbyerne havde for eksempel sparet op til at kunne købe en bil, så de kunne køre deres vare på markedet uden at skulle betale en mellemmand,” siger Vildana og fortsætter:

”I mange af landsbyerne byerne er de stærke og handlekraftige mænd væk. De er taget ind til byerne for at finde arbejde eller rejst ud af Nepal. Det betyder, at driften og udviklingen af landsbyen er overladt til kvinderne. Det er altså dem, der lægge rør, sår og høster afgrøder, bygger drivhuse, forsamlingshuse, vandværk og uddanner sig til VVS’ere, elektrikere og får kurser i administration. De passer også børnene og de ældre og alligevel havde de tid og overskud til at lave lange blomsterkranse, forberede lækre retter og fortælle os om de projekter, de havde gang i. Det var ikke en kamp om ligestilling, men om overlevelse.”

Vildana sammen med en af de nepalesiske sundhedsplejersker

Kirken som forsamlingshus

Når Vildana fungerer som indsamlingsleder, befinder hun sig i Karmel, hvor festsalen er omdannet til indsamlingscenter. Kirken og lokalerne er ikke fremmede for Vildana ”Jeg kan virkelig godt lide at komme i Stefanskirken, især Skærtorsdag, hvor der er fri bar og loungemusik. Der er altid en helt særlig stemning. Og så kommer jeg også til Ramadanmiddag på kirkepladsen. Jeg elsker, at kirken også fungerer som forsamlingshus og rummer alle, der har lyst til at deltage– om det så er fredagsrundstykkerne eller gudstjeneste – Stefanskirken rummer os alle” slutter Vildana, indsamlingsleder i Folkekirkens Nødhjælp.

Gå for klimaet!

Den 8. marts samler Folkekirkens Nødhjælp ind til projekter i Nepal, Etiopien og Zimbabwe, hvor befolkningen lider under klimaforandringerne, og hvor tørke, oversvømmelser og mudderskred smadrer livsgrundlaget for mennesker.

Meld dig som indsamler her: https://blivindsamler.noedhjaelp.dk/

Kom til Karmel, Vedbækgade 12 mellem kl. 11 og 13.00 Her får du en rute og en indsamlingsbøsse af Vildana. Når du kommer tilbage og afleverer de indsamlede penge, er der varm suppe, kaffe, te og en småkage.