Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

En ørkenvandring

En ørkenvandring
Udgivet lør d. 12. dec 2020, kl. 22:44
Prædikener

3. søndag i advent 2020. Pernille Østrem prædiker. Læs dagens tekst her.

Kære alle sammen. Jeg vil tage jer med på lidt af en ørkenvandring i dag. Det håber jeg I vil tilgive mig.

Først skal vi ud i ørkenen uden for byen Nineve , tæt på der hvor Tyrkiet, Syrien og Irak møder hinanden. Her sidder en profet ved navn Jonas og surmuler. Han er det man kalder en modvillig profet. Gud har sendt ham til at profetere Nineves undergang og Guds hævn over byen, såfremt indbyggerne ikke reformerede deres levevis. Det har vist aldrig været en særlig attråværdig opgave at begive sig ind i løvens hule på den måde. Nu ved vi ikke præcis hvad der foregik i byen, der var så slemt i Guds øjne, men hvis man vil have et lille billede for sit indre blik at arbejde videre med, kan man måske forestille sig, at Jonas var blevet uset til at gå op til mafiaens bord i restauranten og sige: ”Så er det altså tid til at holde op med at skyde folk i knæskallerne, hvis de ikke kan betale deres dummebøder og beskyttelsespenge.” Og: ”Gud vil ikke mere se jer køre vanvidskørsel og i jeres klamme Audier og BMW’er op og ned ad hovedgaden! Stop så!” Det havde Jonas faktisk ikke mod på, hvor meget man end kunne have lyst.

Men efter en tur med høj sø og en tre dage i havdyrets bug, hvor han svedte tran i forsøget på at undgå sin profetskæbne, blev Jonas spyttet ud og endte med at overgive sig og gå til Nineve. I parentes noget af en rejse, da der nok er en 600-800 km fra enten det Kaspiske hav eller fra Middelhavet til byen.

Men frem kom han, godt rasende må vi forstå, og han svovlede over al skørlevned og trak sig i profetskægget over al slags misbrug, som Nineve kunne diske op med. Eder og forbandelser: Han talte sig vældigt op, det appellerede på en eller anden måde til ham at være dommedagsprofet, da det kom til stykket. Retfærdig harme og dybfølt forargelse – og truslen om Guds straf! Så var det sagt!

Og så gik han ud af byen, hvor vi nu møder ham i ørkenen. Han sad der og ventede på, at hans ord skulle gå i opfyldelse. Men det gjorde det bare ikke, Gud viste byen barmhjertighed, og det gjorde Jonas edderspændt rasende midt i middagsheden. Gud lod en palme vokse op over hans hoved for at forsøge at give ham lidt lindring, og Jonas’ humør steg også betragteligt. Og i bogen om Jonas får vi også at vide, at Gud om natten lod en orm stikke palmen, så den gik ud igen næste dage, og da solen stak Jonas, brød hans depression ud igen og han udbrød: ”Jeg vil hellere dø end leve.”

Men Gud sagde til Jonas, Er det med rette, du er vred for palmens skyld? Du ynkes over palmen, som du ingen møje har haft med eller opelsket, men som blev til på en dag og gik til på en nat? Og skulle jeg så ikke ynkes over Nineve, den store by, en del af mit skaberværk, selvom de ganske vist ikke engang kan kende forskel på godt og ondt, på højre og venstre og ubetinget vigepligt?

Det var første ørkenvandring. Nu rask videre til endnu nogle flere.

Ørken og hede skal fryde sig, ødemark skal juble og blomstre, som rosen og juble af fryd. Libanons herlighed, Karmels og Sarons pragt. Sådan skal vi synge om til sidst i dagens gudstjeneste, og sådan læste jeg for jer fra Esajas for lidt siden. Og ikke nok med det: Styrk de svage hænder, lad de vaklende knæ få fodfæste, lad de ængstede hjerte finde ro og være modige. Og de blindes øjne åbnes, de døves øre lukkes op. Og den halte hjort springer igen, for vandet vælder frem i ørkenen.

Og den tørstige hjort, som har skreget efter vand, får læsket sin tunge, og den søgende sjæl får stilnet hjertet i mødet med Gud, som vi sang om det i den første salme.

Sådanne længselsbilleder har den jødiske og den kristne tradition båret med sig – at det er denne befrielse vi ser henimod – enten som en politisk befrielse, fra enhver besættelsesmagt eller undertrykkelse, eller som en åndelig befrielse, eller begge dele. Og denne længsel efter udfrielse har drevet mange hen imod det tørre land, den udgåede palme, det golde landskab, det asketiske – for det er her i længslen og afmagten, at Gud kommer og tager den tørstende sjæl til sig i sin barmhjertighed.

Og også Johannes og Jesus har været på ørkenvandring. Johannes Døberen var måske en af essæernes ledere. Essæerne, var en kult, som netop havde bevæget sig ud i ørkenen for at komme tættere på Gud ved Dødehavet vest for Jerusalem på Jesu tid, og i vis skriftruller vi finder den ældste afskrift af netop dagens Esajas.

Var man en del af den sekt, skulle man bære tøj af kameluldshår (det modsatte af mohair), et læderbælte og spise honning og græshopper, leve ugift og hade sine fjender. Johannes lever til fulde op til sekten regler og til dommedagsprofetens karakteristika. ”Øgleyngel, hvem har givet jer den tanke, at I kan flygte fra den kommende vrede?” ”Øksen ligger allerede for træets rod, han der kommer efter mig skal brænde avnerne med en uopslukkelig ild.” råbte han til de nysgerrige og søgende mennesker, der bevægede sig ud i ørkenen og ned til Jordanfloden, for at få vasket deres synder af sig. Og Johannes døbte Jesus, før denne selv bevægede sig ud i ørkenen for at kæmpe kampen mod det onde og for Gud. Men det skal vi høre om en anden gang.

Og nu er Johannes i fængsel, hører vi i dagens evangelium, og snart vil hans hoved blive serveret på et fad. Og der i sit fangehul ligger og bliver overvældet af tanken om, hvordan det hele hænger sammen, hvor han selv, og hvor Jesus skal placeres i Guds plan. Han kommer i tvivl. Og derfor sender han sine disciple ud for at spørge Jesus: ”Er du virkelig den der skal komme, eller skal vi vente en anden?” For han, som så mange andre med ham, venter et hårdt opgør med samtiden, en ubarmhjertig sidste tid, hvor alting rives op med rode, og alting rives ned, når dommens dag nærmer sig.

Man får lyst til at citere Tom Christensen: ”Min angst må forløses i længsel, og i syner af rædsel og nød. Jeg længes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død,

Jeg længes mod brændende byer og mode menneskeracer på flugt, mod et opbrud, som ramte alverden, og et jordskælv, som kaldes Guds tugt.” Og hos Tom Kristensen er længslen mod Guds tugt og straf forbundet til digterens egen angst. Måske tør han ikke længes efter noget bedre end det værste – sådan kan angsten gøre med os.

Men Jesus svarer os alle, Jonas og Johannes, Tom og disciplene og alle, der har brug for at høre hans ord: Gå hen og sig til Johannes: ”blinde ser, lamme går, spedalske renses, og salig er den, som ikke forarges på mig”. Det er jo det, vi har set Jesus udrette med den enkelte, han har mødt. Undere og helbredelser. Guds rige er i frembrud. I det er der ingen grusomhed og ingen tilintetgørelse. Guds rige er noget andet end Guds vrede.

Evangeliet forkyndes for den fattige og den der sidder i mørke og dødens skygge, for dem, der ikke ved hvor de skal vende sig hen, dem hvis ret er taget fra dem, for den forbitrede, den forurettede, for dem, der føler at livet er ingenting. Også for alle, der føler det i øjeblikket eller som slet ikke tør tænke angstens tanke til ende, men helst bliver på overfladen. Og evangeliet forkyndes for dem, der sidder i ventesalen, efter toget er kørt, for dem der har kasseret sig selv og sat sig selv ud til storskrald.

Det er glædesbuddet, der forkyndes, som vi venter på i denne adventstid. Vi hører det klarest, når vi langsomt nærmer os i tanke og sjæl, forsigtigt åbner hjertet, og til sidst øjner krybben med det lille barn.

Glem ikke, at Jesus selv blev født som landevejsridder i en stald, langt væk hjemmefra, og at han fra første åndedrag blev flygtning og måtte på ørkenvandring med sine forældre. Men det er en anden historie, som vi må vente på lidt endnu. Amen.

Meddelelser

Hvis man nu ikke kan vente med at læse om den forestående julebegivenhed, der slutter med en ørkenvandring, så kan man gå på jagt efter Selma Lagerlöfs retning ”Flugten til Ægypten”, som ebog, i boghandlen eller i bogreolen, eller skriv mig en besked, så skal jeg hjælpe med at du får den lille fine novelle: poes@km.dk

I dag har vi ikke nadver, sådan vil det være frem til efter nytår. Kirkekaffen måde her og på Stefanshus er også sat på pause. På den måde kan vi forhåbentlig komme sikkert ind til julen og gå lysere tider i møde.