Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

O at være en høne

O at være en høne
Udgivet man d. 8. feb 2021, kl. 09:43
Prædikener

O at være en høne

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 7. februar 2021

Søndag seksagesima  over Markusevangeliet 4,1-20 Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/seksagesima-fra-foerste-raekke

”O at være en høne”, sådan begynder Frank Jæger, sit vidunderlige digt Være-digtet, som digter over det at være til. For det at være til, er ikke sådan lige at sætte på formel. Men det ved regnedrengene i finansministeriet sjældent, så derfor har vi brug for poeter der kan sætte sprog til det der ellers ikke kan siges.

Og Frank Jæger er en af de store i den genre. Kim Larsen sagde om Jæger: ”Han kan skrive om ingenting og alting på engang. Du kan ikke forklare hvad der står i hans tekster, men du ved det …. Det siger alt for mig, men det er uforklarligt. Det er det jeg plejer at kalde poesiens blå blomst – Den har Jæger altså check på.”[i]

Og måske vi kommer det hele nærmere hvis vi belyser det ene digt med det andet digt; Være-digtet over for lignelsen, for lignelsen repræsenterer den genre du ikke kan forklare, men som har den evne at den kan forklare dig.

O at være en høne[ii], (begynder Frank Jæger og fortsætter) ingen kan finde, hvor er. Gemme sig dybt i en have, pikke et rødhudet bær.

O at være en tøjhund, kysse en blankøjet dreng, bo i hans venlige arme, . sove sig mæt i hans seng.

O at være et æble, svulme i rigdom og mag. Suge begærligt i stilken, slippe en sensommerdag.

O at være en stodder stedt på den regnvåde vej. Ensom, fordrukken og sølle. Sådan en stodder er jeg.

For er det ikke netop gaven ved at være, er at vi er som hønen. For hvad gør hønen? Den går og finder korn. Måske endda et guldkorn. Som når man finder en digtsamling og intet siger en noget, indtil et af dem står frem og siger det hele. Så har man fundet et guldkorn.

Jeg synes det er en vidunderlig lignelse vi har hørt. Det vidunderlige er ødselheden. Bondemanden der går kaster om sig med korn. Det er Jesus der digter og vi ved jo godt at digte er billedsprog. Og bondemanden er billedet på det guddommelige, det der giver liv. Og hvad er kornet billedet på. På tro, på håb, på kærlighed, på alt muligt; nåde og velsignelse. Og går vi med ind i billedet er det et dybt revolutionerende billede.

Bogstaveligt læst, er det jo en fuldstændig uduelig bondemand. Ødselt og ubetænksomt kaster han kornet til højre og venstre, uden tanke for om det han kaster lander i god jord. Var han ansat, blev han fyret. Og regnedrengene i finansministeriet var de sidste der ville ansætte sådan en ødsler.

Og går vi ind i det religiøse billedsprog er det ikke meget bedre. Enhver lærd med respekt for sig selv ville mene at kornet, Guds kærlighed og Guds velsignelse, skulle gives til dem der virkelig ville have det. Dem der havde fortjent det. Dem der havde gjort sit hjerte klar til det og troede på det, for den sags skyld.

Men i kristendommen sprænges alle religiøse rammer. For skal vi følge lignelsen så kastes kærlighed og velsignelse i grams. Kastes blandt tidsler og på den ufrugtbare klippe. Blandt kværulanter og hårdhjertede, og ja, mon ikke også der falder lidt til den fordrukne stodder, som Frank Jæger digter om.

Og så kan man jo spørge hvad den fordrukne stodder mon drikker. Mon ikke det er bryg af kærlighedens og velsignelsen korn – den drik der netop gør stoddertilværelsen til at bære. Og er vi egentlig ikke alle stoddere for Vor Herre?

Og selvom du ikke er bedre end et fristelsens æble på et kundskabens træ får du alligevel lov til at suge næring af livet hver eneste dag… og som et tøjdyr der lægger sig i sin ejers venlige barnearme, kan også du hver aften lukke dine øjne, velvidende at også i morgen må du kalde dig selv for et Guds barn.

For kornet blev ikke kun givet til de få, men spredt og spildt ud på enhver; egentlig imod enhver orden hvis man tænker efter. Men hvem har nogensinde sagt, at der skulle være orden. For sådan er det jo slet ikke at være, for det er at være høne, måske gemme sig dybt i en have, pikke et rødhudet bær.

Og husk så at blind høne også kan finde et korn; og den der har øre at høre med, høre. Amen

[i] Citeret efter Peder Bundgaards Kim Larsen biografi Larsen udgivet på Lindhardt og Ringhof 1. udg 2002

 

[ii] Digtet stod første gang trykt i Morgenens trompet (1949), men blev for alvor kendt som en af de 19 Jægerviser (1953), en samling viser med tekst af Frank Jæger og musik af Tony Vejslev.