Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Til middag hos...

Til middag hos...
Udgivet tor d. 1. apr 2021, kl. 18:42
Prædikener

Skærtorsdag 2021: Pernille Østrem prædiker. Læs dagens tekster her.

Vor Herre Jesus, i den nat hvor han blev FORRÅDT, tog brødet og TAKKEDE, GAV dem det og sagde, TAG dette og spis, det mit legeme sig GIVES for jer. Gør dette til min IHUKOMMELSE

Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, TAKKEDE, GAV dem det og sagde, drik alle her af, denne kalk er den ny PAGT i mit blod, som udgydes for jer til SYNDERNES FORLADELSE. Gør det så ofte som I drikker den til min IHUKOMMELSE.

Sådan skal vi op lidt ved nadveren høre indstiftelsesordene. Det er mystiske, mageløse ord, som lyder til os fra vor Herre Jesu Kristi egen mund, sagt skærtorsdag i lyset af alt, hvad der snart skulle ske, i lyset af svigt og forræderi. Tænk engang, Jesus inviterer dem til middag, som han ved vil sigte ham og forråde ham.

Der er nok mange mennesker, der har prøvet at aflyse en middagsaftale, fordi vi har mærket et retfærdig harme stige i vores indre. Eller helt har undgået at invitere, fordi vi har følt en åbenbar uretfærdighed brænde i vores hjerter.

Men dette er et guddommeligt måltid, hvor Gud inviterer dem, og også os, midt i vores svigt, hvad end vi selv har svigtet, og hvad end der er synd for os. Og han inviterer os og serverer sit eget ord på sit eget bord for os, løst fra al jordisk retfærd og uretfærdighed. Sådan bliver vi givet syndernes forladelse.

Måltidet han rækker os er sit eget ord legemliggjort ved Jesu blod og kød. Vi får del i den korsfæstede, og han har del i os, vi får del i hans opstandelse. Et rigt og blodigt måltid, som altid undslipper vores fornuft. Vi må spise med ånden og med hjertet og med kroppen, ikke med forstanden.

Og det er et måltid vi indbydes til netop i bydeform. Tag det! Spis! Gør det! Drik! Gør det! Glem det ikke! Husk det! Det er den myndige husmor, der øser rigeligt op, og vi spiser, og vi spiser op, fordi det bliver os budt, ja endda påbudt, kunne man sige.

Det er ikke meget populært at gøre noget - andet end ud af egen fri vilje, men lige her hører vores vilje op: Lige som det altid gør sat på spidsen i liv og i død:

Vi kan ikke ville at blive skabt, det hele er os givet. Vi kan ikke undslippe vores død, den er givet. Viljen nytter intet, vi må adlyde, vi må overgive os, kun deri findes friheden – i at mærke at vi er bundet til Gud og til vores næste, som vi spiser sammen med.

Det modsatte er et nærsagt latterligt perspektiv: At vi skulle være Herrer over vores egne liv, at vi ikke skulle være bundet til Gud og vor næste.

Vi sidder ved det længste bord, som vi ikke kan se nogen ende på, det peger ind i evigheden. Nadverbordet er det bedste sted at mindes vores døde. Nadverbordet er det bedste sted at huske, hvor vi kommer fra, også åndeligt og kulturelt. Nadverbordet er det bedste sted at vedkende os vores ansvar for hinanden.

Nadveren er som et arvestykke, et smykke om vores hals med et miniaturebillede af den elskede i en lille amulet. Et pant på pagten om, at vi hører den elskede til, og at den elskede hører os, gennem tid og evighed, at kærligheden aldrig hører op.

Nadveren rimer på noget i vores skabte hjerte: Taksigelsen er mulig for det menneske, der tror sig skabt. Taksigelsen rimer ikke altid på verdens utak og smerte, men den rimer på en ganske særlig vis på den tak Jesus gav, da han bød ALLE disciple at spise og drikke skærtorsdag, og når han indbyder enhver af os til at spise, og hjertet da udbryder som Kingo digtede det: Tak for dødens bitre ve, Tak for din opstandelse! Amen.