Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Englesmilet breder sig

Englesmilet breder sig
Udgivet tor d. 29. apr 2021, kl. 13:42
Prædikener

Dagens salmer: Denne søndag er det første gang i mange måneder, vi kan synge sammen i kor. Dagens prædiken er ved sognepræst Pernille Østrem

408 Nu ringer alle klokker mod sky 234 Som forårssolen morgenrød 218 Krist stod op af døde (isf. Halleluja) Prædiken 236 Påskeblomst  241 Tag det sorte kors fra graven 540 En liden stund (mel. Du Herre Krist)

3. søndag efter påske 2021

Prædiken

SALMESANG. Jeg ved ikke med jer, men det giver mig en uendelig lykkefølelse at få lov at synge fællessang med jer for første gang meget længe. Jeg er i dette øjeblik slet ikke i tvivl om, at i evigheden, der synger Guds engle med, og alle dem der er gået foran os gennem døden, ja de synger salmer og lovsange i den evige stad, og fuglene vover igen at synge med i Danmarks skove, for det her at få lov at synge igen, det føles HIMMELSK. Som vi netop sang det: ”Thi synger lydt og sjæleglad hans menighed i allen stad, Ære være Gud i det høje.”

I mange måneder har vi om søndagen læst salmerne højt for os selv, sunget med inde hovedet og hørt vores dygtige kor synge for os. Og flere har sagt til mig, at det også var lærerigt at sidde i tavsheed. Det har været en lang fastetid ikke at kunne synge, at holde sig fra at gøre noget i en periode, af egen vilje eller fordi samfundsnormerne tilskriver det, og derigennem opnå en åndelig erkendelse af, hvad man mangler, hvad man kan undvære, og hvad det vil sige at få det tabte givet tilbage, og hvad der derud springer af længsel og taknemmelighed.

Men flere har også nævnt dette, at man i sang-fastetiden fik lejlighed til at se teksterne i et nyt lys, når man havde lidt ekstra opmærksomhed til overs, som ellers bliver brugt til at varetage medansvaret for at ramme de nogenlunde rigtige toner og holde takten.

Jeg tror disse tanker peger hen på den billeddannelse, som salmerne giver til os. I dag synger vi en masse af de påskesalmer, som vi ikke kunne synge i kor i de foregående uger og på de foregående højtidsdage, og netop de er fulde af billeder, der folder opstandelsen og evigheden ud for os.

Livet er et kort sekund, skrev Kai Normann, af godt og ondt. Måske havde han Jesu afskedstale fra Johannes-evangeliet med sig i sin eksistentielle rygsæk. Bare lige for en ordens skyld, så befinder vi os jo her i kirken påskeugerne efter påskedag og opstandelsen, men evangelieteksten tager os i et flashback med tilbage til skærtorsdag og det sidste måltid, hvor Jesus i Johannesevangeliets udgave af begivenhederne holder en overordentlig lang og imponerende tale.

Det begynder, mens han taler, at gå op for disciplene hvad Jesus hele tiden har sagt: Menneskesønnen skal tages til fange, pines og plages og henrettes. Guds søn vil gå i døden for menneskene og tage al deres råhed, forræderi, skyld og skam med sig ned i dødsriget. Den levende Gud skal dø. Og dødsangsten, separationsangsten, det store sorte tomme hul åbner sig i disciplenes hoveder. De sidder jo der og spiser middag så at sige ved dødslejet, og Jesus præsenterer sågar menuen således, at de forstår at hans legeme og blod er på menuen. Følelsen af, at de æder ham op med deres svigt og svig og indadkrogethed, men også deres frygt og længsler, er nærliggende.

Sådan bliver hans død: Den levende Gud bliver ædt op og dør af alt det, verden og mennesket er fyldt af.

Men den levende Gud LADER sig æde op, og den levende Gud GÅR i døden. Og hans ord både ved bordet og på korset er så milde og trøsterige og fulde af tilgivelse, mere end noget menneske tør håbe på i sit eget mørke:

Han siger: livet er et kort sekund af både ondt og godt, men døden er kun et blund: Vores tid sammen her er kort, men evigheden er lige om hjørnet. Og tænk at HØRE det og TRO det. Tænk at leve det korte sekund i lyset af evigheden! Tænk at leve det korte liv som en protest mod døden, i lyset af opstandelsen. Det er påskegaven!

Og det er her salmerne kommer ind i billedet, ikke mindst, for vi modtager påskegaven bedst og tryggest, når den trænger ind i vore hjerter, gennem ånd og billeder. At åbne sin mund og trække vejret ind og synge, som vi gjorde det i gudstjenestens begyndelse i ”Nu ringer alle klokker mod sky”; synge om at ”LIVSKONGEN løfter med sig op, til livet sin børnevrimmel”. Og det indre øje ser alle de små børn, der bliver båret op og frelst af LIVSKONGEN. Og i den meditative vejrtræknings-sekvens, som sang jo også er, bliver der blæst ånd ind i håbet om, at også jeg, at også du, at også du og jeg er en del af den børnevrimmel, der bliver løftet op og ind i lyset fra det mørke, vi har siddet i.

Oh tak Ingemann for dette mageløse malede stilleben, som vi kan æde os igennem og indoptage i hjertet gennem vores åbne syngende munde.

Og om lidt skal vi med forventning om den fælles nadverfejring synge ”Påskeblomst en dråbe stærk, drak jeg af dit gule bæger”, og straks bliver jeg løftet ind i nadveren og løfter mit lille plastikglas, som farves nu gult for mine øjne, og jeg drikker Jesu blod af påskeliljens lille takkede kop. Og som ved et underværk, den mig HÆVER, VEDERKVÆGER! Og ”vederkvæger” er sådan et drømmeudtryk, og hvis man ikke helt ved, hvad det betyder, kan man blot få lov at drømme om, hvad det er drikken gør ved en, når den hæver en OP, OP!

Og sådan bliver vi løftet og hævet og forbundet med evigheden gennem alt det, der kommer ud af vores mund og ind i vores mund denne søndag morgen. ÅND OG BRØD OG VIN OG SANG.

Efter nadveren skal vi synge om, hvordan Maria Magdalene mødte Jesus efter opstandelsen.

Og det sker, da han tiltaler hende, siger hendes navn, genkender hende, da genkender hun det, som ingen har set og som ingen kan komme til bunds i med forstanden, men som hjertet kan se og hjertet kan bade sig i: At Guddomsmanden er opstanden! Og hvor hun og vi før har grædt og stod fortabte tilbage, så får vi sammen med Maria givet to mageløse ting at gå fra kirke med i dag:

Da hun genkender Jesus i opstandelsens lys, så finder hun ikke bare sig selv, hun finder også ENGLESMILET, skal vi synge! Og når vi synger om det, må det da brede sig på vore læber.

Og så kan man næsten ikke andet end at begynde at røre uroligt på sig, for det begynder vokse og gro i os efter al den påskesalmesang:

For minsanten, om ikke, når vores fælles-stemme  klinger, så vokser SJÆLENS FUGLEVINGER ud på hver og en af os, når vi hører os selv synge i lyset af opstandelsen! Amen.