Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Jeg bærer usynligt det tabte

Jeg bærer usynligt det tabte
Udgivet man d. 10. maj 2021, kl. 12:11
Prædikener

Pernille Østrem prædiker 5. søndag efter påske 2021. Du kan læse dagens tekster her.

Jakob bliver født som tvilling. Allerede i moders liv slås han med sin bror Esau. Måske om at komme først ud. Han kommer ud som nummer to, men med sin hånd fast om sin brors hæl. Da Jakob er blevet en ung mand, stjæler og lyver sig til sin fars velsignelse, som han bror Esau, som førstefødt egentlig skulle have haft. Og da Esau kommer til deres blinde fars dødsleje, har Far Isak simpelthen ikke mere velsignelse tilbage til ham, den havde Jakobs snuppet. Jakobs bedrag bestod i at udgive sig for at være en anden end han egentlig var. Han forklædte sig nemlig og udgav sig for at være sin bror. 

Da bedrageriet bliver opdaget, flygter Jakob fra sin brors vrede. På sin vej ud i verden møder han Laban. Jakob forelsker sig vildt og inderligt i Labans datter Rakel, og han må virkelig kæmpe for kærligheden. Han ender med at få både Rakel og hendes søster Lea. Og da hans liv rigtig er kommet på skinner, begynder han at blive grådig, Jakob er en snu mand, så han får med snilde og lidt avls-snyderi franarret Laban alle hans bedste får og geder. Og nu må Jakob selvfølgelig flygte fra Labans vrede den anden vej igen. Hjemad. Nu kommer han i tanke om sin brøde mod sin bror Esau, og han får kolde fødder. For at forsøge at formilde sin bror sender han i hold al sin ejendom – incl. koner og børn i forvejen hjem. 

Om natten, som han tilbringer i ensomhed, nedbrudt og i dybt krise, må han kæmpe med Gud. Lige der i ingenmandsland mellem al mulig svigt og tab sker det. Sjælekampen, der angår hans samvittighed og hans selvforståelse, og hans dårlige evner som familiefar. Men samtidig også en fysisk kamp, hvor Jakob bliver skadet slemt. Om morgenen er kampen til ende, og han får frit Guds velsignelse. Uden at snyde og bedrage, uden at udgive sig for at være noget andet end han er. Nu er han blevet et halt og alligevel et fuldstændigt menneske, der ikke har forstillet sig for at få velsignelsen.

Halt: Det er hvad kampen med livet og Gud gør os.  Hele: det er hvad vi bliver, når vi kæmper. Hvis vi ikke gør det, er vi kun halve. Således hel og halt på samme tid, kan Jakob nu endelig komme tilbage til sin bror og bede om hans tilgivelse. Tiden har læget mange af Esaus sår, og blot dette at Jakob kommer til ham, gør at Esau kan tage imod ham med åbne arme. Men kun fordi Jakob kæmpede sin sjælekamp med Gud, kunne han rent faktisk kunne gå tilbage.

Nå så fik han nok hvad han bad om, kunne man sige, men først til sidst, da han bad om det Gud vil give.

”Endnu har I ikke bedt om noget i mit navn”, siger Jesus. Og sådan er det vel egentligt. Helt naturligt og forståeligt beder vi næsten altid i vores eget navn, om det vi trænger til, længes efter, mangler. At bede i Jesu navn det er en livsrejse, en lang kamp med Gud og livet, en kamp der varer hele livet, en kamp som vi både blive hele og halte af.

Hvad vil det sige at bede om noget i ”Jesu navn”? sådan som Jesus taler om i dagens tekst fra Johannesevangeliet? Hvad vil det sige, at bede til Gud i Jesu navn?

Et svar ville være, at det er Fadervor – nemlig ”ske din vilje”. En bøn i Jesu navn vil være en bøn om, at Guds vilje sker – og dog også en kamp med Gud, en kamp om at bringe min og Guds vilje i overensstemmelse. Det er en sjælekamp.

Luther siger i sin forklaring til Fadervor i sin lille Katekismus: »Guds gode, nådige vilje sker ganske vist uden vor bøn, men vi beder i denne bøn, at den også må ske hos os«. At Guds vilje må ske HOS os, at den må ske I os, MED os.

I går spurgte en kvinde mig, hvilken Bibel-tekster, der skulle prædikes over i de danske kirker her søndag morgen, og jeg fortalte hende om den tale, som Jesus holder til sine disciple den sidste aften før tilfangetagelsen og hans korsfæstelse, hvor han altså siger, at de skal bede til Gud Fader i hans navn, og at de skal tro på, at Jesus er vejen til at indse, at Gud elsker os, at vi er hans, at han vil sin vilje med os. Og jeg fortalte hende også om Jakob, som kæmper med Gud hele natten, kræver hans velsignelse, og kæmper hele natten og bliver halt.

Da vi havde talt lidt om det, fortalte kvinden mig en meget personlig historie, som jeg har fået lov at gengive: Hun udbrød eftertryk: "Jeg tror nogle gange, at man kan forveksle det at overgive sig til Guds vilje med, at man på en eller anden umulig måde skal ligge sig fladt ned på ryggen eller bukke og takke og bare tage imod og acceptere selv det uacceptable.

Da jeg mistede min datter helt til slut i graviditeten, klagede jeg og råbte og bad jeg først til Gud om at forstå, hvad jeg havde gjort, siden det skulle overgå mig, siden jeg ikke kunne få lov at passe på hende. Og jeg mødte endda et familie medlem, der sagde, at det nok var Guds vilje, at det var sket, og at min lille pige var et bedre sted nu. Det blev jeg meget forfærdet over, og senere også meget vred.

Men jeg har bedt og bedt til at jeg skulle få givet et andet syn, en anden tro, jeg har læst og læst i Bibelen, talt præstens øre af, siddet kirkebænkene flade, og jeg er kommet frem at jeg ikke tror på den Gud, der straffer sine mennesker på den måde med sin vilje med nålestiks-aktioner af så grusom og terroragtig karakter, som det føltes og stadig føles at miste sit barn.

Men jeg er ikke den samme mere. Jeg er halt, går ligesom lidt skævt og ser lidt mere nedefra og har fået en ny synsvinkel. Det har fået mig til at se Guds vilje med mig i det helt store perspektiv, jeg og alle andre mennesker og min lille pige er en del af hans skaberværk, som han har lavet sådan, at vores eksistens er så skrøbelige og værdifulde, at vi skal bruge hele vores liv på at passe på det. Uanset om det lykkes eller ej.

Der er lagt en kærlighed ind i den skrøbelighed. Og noget så smukt og fint kan også godt gå i stykker, det kan gå galt, og til sidst dør vi jo alle. Det er Guds vilje, at det hele skal være så dyrebart og elskeligt. Det er den vilje jeg lægger mig ind under, og så kæmper jeg og græder og slås for hans sag og hans vilje, som er blevet min egen. Sådan så jeg faktisk også nu kan bede ham om og endda stole på, at han faktisk passer på min datter i sin himmel." Sådan talte kvinden til mig, og nu også til jer.

Bagefter gik jeg ind og skrev ned, hvad jeg kunne huske, og jeg har ligget meget vågen i nat og forsøgt at genkalde mig hendes ord. Jeg håber hun vil tilgive mig min gengivelse efter bedste utilstrækkelige evner. Og med det:

Lad os nu sammen bede i Jesu navn:

Tak at du ser os og er med os fra nu og til evig tid, at du ser på os i al vores skrøbelighed og utilstrækkelighed. Tak for at du går med os, mens vi halter og krykker os igennem livet. Tak for din velsignelse og din oprejsning. Lad tillid kysse vores frygtsomhed. Lad omsorg og vores kampe omfavne hinanden.

I Jesu navn: Vi beder for alle der ikke fandt hvile i nat, de der ikke har noget sted at kalde hjem, de der ligger i ingenmandsland, og kun har sten som hovedpude.

I Jesu navn: Vi beder for vores demokrati, magthaverne have åbne øjne og ærlighed, må despoter og diktatorer falde på knæ og bede om vejledning i dit navn.

Lad aldrig vore hjerte forhærdes over for verdens nød og menneskers lidelse. Lær os at åbne vore arme, at dele ud af vores overflod og standse op, når der er brug for os.

I Jesu navn: Vi beder for familierne, de sammenbragte familier og kernefamilierne, for alle der skilt fra dem, de holder af, må der vise sig nye veje til gensyn.

Vi beder dig: Lad os alle en gang samles hos dig under dine vinger, i din favn i dit himmelske lys.

I Jesu navn beder vi: Må din vilje ske. Amen.