Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Menneske først

Menneske først
Udgivet fre d. 21. maj 2021, kl. 14:30
Thomas Høg Nørager vintage

Menneske først

2. søndag efter påske over Johannesevangeliet 10,11-16
Prædiken af Thomas Høg Nørager
Holdt i Stefanskirken den 18. april 2021

 Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke 

---

Der er noget ved den kristne bibels gudsbilleder som bliver ved med at fascinere. Ikke sandt? Jeg ved ikke om man kan huske scenen hvor Jesus vasker disciplenes fødder. En vidunderlig scene. Men hvad sker der egentlig? Magten tjener den magtesløse. Den rige tjener den fattige. Kongen tjener sine undersåtter. Det er i grunden et stykke absurd teater.

Jeg kan huske da punkere og andre rebeller på Nørrebro havde skrevet med hvid maling på deres sorte læderjakker: Foragt for magt! Og der råbt ned med USA, Sydafrika og Shell – og sikkert med god ret. For her kom en rå ideologisk magt til syne. Hvor den stærke trynede den svage.

Og man må her spørge om ikke det ordspil på en eller anden måde spejler hvad der også udtrykkes i det kristne evangelium. En foragt for magt – foragt for den stærke der tryner den svage.

For i det kristne evangelium er det pludselig den stærke der lægger sig fladt ned. Vasker den svages fødder, og i samme moment udtaler de bemærkelsesværdige ord: Jeg kalder jer ikke længere mine tjenere – jeg kalder jer mine venner. Hvilken Gud gør det?

En Gud der abdicerer – afstår fra sin almægtighed – for at komme til syne i kærlighed. For kærlighed kan ikke være almægtig.

Kærligheden er altid afmægtig og sårbar - fordi dens dimension er relationen -  i kærligheden er vi i den andens hænder – et sårbart sted – et sted hvor vi kan tabes og afvises, men også et sted hvor vi kan løftes – men vi kan aldrig med magt tvinge den.

Kristendommens Gud viser ikke sit virke igennem en tvingende almagt men ved en kærlighedsrelationens afmagt. Som en hyrde der sætter sit liv til for fårene. Som en lærer der sætter sit liv til for eleverne. Som en konge der sætter sit liv til for undersåtterne.

Det er det som altid har fascineret mig ved kristendommen. Symbolkraften i billederne. Bevægelsen i dem og at de bevæger. Og har noget at sige ind i ethvert samfund til hver en tid. Jeg mener:

Hvad nu hvis meningen med Gud er at afbryde og forstyrre, forvirre og modsige og konfrontere den etablerede menneskelige orden, mænds autoritet over mænd – og over kvinder, over dyr og over jorden selv – mennesket besiddertrang og beherskelse –

Men denne forstyrrelse er vel også en form for magt – en slags afmagtens modmagt. Teologen Lars Sandbeck har et sted foreslået at forstå denne forstyrrende almagtens modmagt som en subtil magt. Som en magt der sådan nærmest virker i det skjulte. Vi kunne kalde det Guds undergravende virksomhed: Den evige forstyrrelse af de til enhver tid gældende magtstrukturer.

Så kan man selvfølgelig spørge om hvor den rå menneskemagt viser sig i dag. Skal man lave en grov generalisering er fokus skiftet. Indtil murens fald i 1989 var de store spørgsmål ideologiske. Boede man på Nørrebro så var socialisme af de gode og kapitalisme af det onde. Men det var godt at være kritisk. Sådan at de forskellige anskuelser ikke blev totalitære. Derfor var god kristendom også kritik af ideologier.

I dag er fokus skiftet. Det drejer sig i hovedsagen ikke længere om idelogi men identitet. Det handler ikke om hvad vi tror på men om hvem vi er. Identitet er blevet vigtigere end ideologi.

Hvor man før gjorde sig og følte sig menneskeligt usårlig bag et ideologisk skjold – socialismen siger – liberalismen siger. Så er der sket en forskydning men tendensen er den samme – jeg er dansk – jeg er verdensborger – jeg er sort – jeg er hvid – jeg er muslim – jeg er kristen – ikke bare som en konstatering – ikke som en glæde over at være skabt i Guds billede – men som en skyttegravsstilling, som en modsætning til det man ikke er – som ender med at påstå at vi ikke længere kan mødes i den samme vireklighed fordi vi tilhører forskellige identiteter. Der må insisterer på at en fælles identitet findes – at vi er mennesker, skabt i Guds billede – som Grundtvig sagde: menneske først.

I dag er det ikke bare ideologierne der må kritiseres – også identitetsforsnævringen må kritiseres.

Fordi de låser os fast og gør os fremmede for hinanden. Fordi det gør os endimensionelle. Fordi ethvert menneske er så meget mere end dansk – verdensborger - sort – hvid – muslim – kristen - kvinde - mand

Så hellere fri leg med alle vores identiteter - vi er alligevel menneske først

Og til identitetslegen kan man måske så igen finde inspiration i den bibelske udvikling – hvor Gud engang sagde om sig selv; jeg er den jeg er – så omtaler Gud nu sig selv i et væld af metaforer: Jeg er livets brød – jeg er verden lys – eller som vi har hørt det i dag, jeg er den gode hyrde… men aldrig kun én ting…

Og den gode hyrde sætter sit liv til for fårene – lader sin ideologi og sin identitet gå til grunde – sårbart -  for at lade kærligheden leve og lege og opstå… som en evig forstyrrelse af tidens magt.