Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Jeg har endnu meget at sige jer

Jeg har endnu meget at sige jer
Udgivet fre d. 21. maj 2021, kl. 14:47
Prædikener

Jeg har endnu meget at sige jer 

4. søn efter påske over Johannesevangeliet 16,5-15
Prædiken af Thomas Høg Nørager
Holdt i Stefanskirken den 2. maj 2021

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke

---

Der er en sætning som jeg altid har hæftet mig særlig ved i den tekst vi just har hørt. Der hvor Jesus siger; Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden;

Det jeg hæfter mig ved, det er, at ikke alt er sagt. Tit tænker man religion som noget der ligger fast en gang for alle. En åbenbaring – et dokument – et ritual, som har ligget fast siden tidernes morgen eller i 2000 år. Men sådan er det ikke her. Her er alt endnu ikke sagt: for når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden.

Jeg kommer her til gentage hvad litteraturprofessor Erik A. Nielsen skrev i sin doktorafhandling om det kristne billedsprog:  ”Den åndelige udviklingsgang der initieres ved Jesu gerning, lære, død opstandelse og himmelfart munder inden for den bibelske ramme ud i den vidtåbne Pinseberetning, der i enhver henseende er det modsatte af en slutning. Den er en begyndelse – og det er ganske afgørende at fastholde at biblen slutter med en begyndelse…”

Filosoffen Hannah Arendt er ikke kristen, men hun ser alligevel et potentiale i det kristne billedsprog. Hun skriver et berømt sted: ”miraklet er med andre ord fødslen af nye mennesker, den ny begyndelse og den handling, som de i kraft af at være født er i stand til at udrette. Kun den fulde erfaring af denne evne kan forlene de menneskelige anliggender med tro og håb, disse to væsentlige kendetegn ved den menneskelige eksistens som antikkens grækere fuldstændig overså,” siger Hanna Arendt.

I modsætning til al anden natur kan menneskets handle spontant – det kan tilgive og dermed række ind i fortiden; og det kan love noget og dermed række ind i fremtiden – mennesket kan derved i modsætning til anden natur begynde på ny.

Og så kan det tro og håbe. Og Arendt ser belysningen af disse fænomener som en arv fra kristendommen. Arendt skriver: Troen og håbet på verden finder måske sit fremmeste og mest koncise udtryk i evangeliets glade budskab: Et barn er født os! – Behøver jeg her at nævne, hvor tit de kristne evangelier taler om at blive født på ny;  at turde tro på at det giver mening at starte forfra – at der altid er et håb

Det er altid interessant, når en der ikke kalder sig kristen, finder potentiale i det kristne billedsprog. Så ved man, at det på en eller anden måde er universelt – taler til og om noget grund menneskeligt… og sådan opfatter jeg egentlig også kristendommen: ikke at den vil skabe en eksklusiv klub af troende, men at den vil belyse og oplyse det grundmenneskelige.

Det gør kristendommen ved at lade os få øje på troen og håbet som, Hannah Arendt taler universelt om; og så ved at indføre to ting som verden endnu ikke er kommet sig over. Det er den anerkendte tyske teologi Gerd Theissen der i nyere tid har kogt kristendommens grundværdier ned til to ting: 1) statusafkald og 2) næstekærlighed. Med de to sammen, har du kristendommens virkningshistorie. Statusafkald og næstekærlighed!

Om den virkningshistorie har den – heller ikke kristne - britiske historiker Tom Holland skrevet en nylig global bestseller – på dansk hedder den Herredømmet.

Bogen indeholder en for mig åbenlys – men for mange åbenbart en overraskende - tese: Kristendommens ideer har influeret den vestlige tankegang i så massiv grad, at vi er blevet blinde over for den. Den er for vores verden det vand, fisk svømmer i.

Gerd Theissen sagde statusafkaldet. Vi kan med Hannah Arendt vende tilbage til den ikoniske julenat hvor barnet fødes. Hvad ser vi for os? Tilbedelsen af afmagten. Tom Holland krydsklipper til i dag, hvor kristendommen nok på en måde er på retur i Vesten, men på den anden side ikke, for kristendommens ide om statusafkaldet og magtesløshedens værdi -  dominerer i vor tids betydeligste kulturkampe.

I 2011 blev direktøren for IMF, Den Internationale Valutafond, fældet efter at have forgrebet sig på en ung stuepige på et hotel i New York.  Mellem de to kunne der ikke være større forskel i indkomst og status, og alligevel blev det sturepigen, der fældede en af klodens mægtigste mænd. Herefter kunne MeToo-bevægelsen tage sin begyndelse med flere store fald til følge. Men tanken om kvindens kropslige ukrænkelighed blev, skriver Tom Holland, udbredt af oldkirken. Og dermed også det krav, mænd stadig har svært ved at efterkomme, beherskelsen af driftslivet.

Impulserne fra kristendommen falder også på George Floyd, den sorte amerikaner, der i marts 2021 blev kvalt under en hvid betjents knæ. Tom Holland minder os om, hvor grænseoverskridende et symbol korsfæstelsen var for oldtidens kristne. Det tog næsten et årtusind, før kunstnere turde afbilde den lidelse, den døende Jesus gennemlever. Det var for traumatisk et syn.

Men Jesus på korset har bedøvet det moderne øje, forklarer Holland. Og alligevel var drabet på George Floyd, ifølge Holland, næppe blevet en så omvæltende begivenhed, hvis ikke den mimede den to tusind år gamle historie, som ligger og skvulper i den vestlige bevidstheds grundvand.

Kamp mod undertrykkelse finder ofte klangbund i de bibelske grundfortællinger. Fra fortællingen om Moses der førte slaverne ud af Faraonernes jerngreb – til Jesu ord om, at hvad I har gjort imod af en af mine mindste, det har I gjort mod mig.

Af kristendommens grundværdier - statusafkald og næstekærlighed - opstod det naturstridige begreb om ligeværd.

Det er Paulus – kristendommens første teolog – der formulerer den i grunden universalistiske tanke: Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus. Et tidligt opgør med identitetstænkningens ekskluderende træk, kunne man også sige. Og det fik vidtrækkende betydning. Det flød ind i tiden.

Tiggeren stod lige med kejseren, kvinden med manden. Darwinistisk var det ikke. Som Holland forklarer, fnøs Nietzsche ad denne fordærvende omsorg for alt, hvad der var forarmet og sygt, og han gennemskuede, at den tanke ikke stammede fra den franske revolution eller den amerikanske uafhængighedserklæring. Han kunne med foragt konstatere, at det var i kristendommens fejring af det sårbare – statusafkaldet - at ideen om menneskerettigheder blev født – en kristen moral uden kristendom.

I Romerriget, hvor kristendommen blev til, stod tyendets kroppe til rådighed for de velstående. Forbrydere blev naglet på korset til offentligt skue langs vejen. Uønskede spædbørn blev kastet i kloakken. Slaver smidt for løverne. Her gjaldt de stærkes ret.

At den amerikanske betjents drab og IMF-præsidentens overgreb i dag ses på med forfærdelse, er derfor ingen selvfølge. Det er heller ingen »selvindlysende sandhed«, at alle mennesker er født lige og i besiddelse af en iboende værdighed, som Uafhængighedserklæringen hævder.

Holland betoner, at det er noget, vi har valgt at tro på. Han mener, at det er kulturarrogance at bilde sig ind, at man andre steder på kloden naturligt lever efter samme principper.  En af Tom Hollands pointer er sjov; han siger: Gud behøver man ikke tro på for at være kristen. Man behøver ikke engang være kristen for at være kristen. Grundværdierne består, også selv om kirker i den vestlige verden tømmes. Det sidste tror jeg ikke han har ret i.

Nu er det længe siden jeg har set Stefanskirken tom; og jeg tror vi har brug for at gå i kirke og høre fortællingerne igen og igen for ikke at glemme dem.. for at blive fyldt med tro og håb for nye begyndelser og for at minde os om at sandhed ikke er noget vi har, men noget der kommer: Med løftet om tilgivelse - statusafkald og næstekærlighed.