Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

​Rør blot ikke ved min bededag

​Rør blot ikke ved min bededag
Udgivet fre d. 21. maj 2021, kl. 14:45
Thomas Høg Nørager vintage

Rør blot ikke ved min bededag

Bededag 4. fredag efter påske
Prædiken af Thomas Høg Nørager
Holdt i Stefanskirken den 30. april 2021 

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/store-bededag-fra-foerste-raekke

---

Vi holder hinandens liv i vores hænder. Når vi taler så forventer vi at nogen lytter. Når nogen taler, så forventer den talende, at jeg lytter. Jeg kan skuffe vedkommende ved ikke at lytte; eller jeg kan gengælde tilliden ved at lytte. Jeg holder den andens livsopfyldelse i mine hænder.

Når vi rækker hånden for at få hjælp, så forventer vi at en anden vil gribe vores hånd; når en anden rækker hånden ud, så kan jeg skuffe vedkommende ved ikke at gribe hånden; eller jeg kan gengælde tilliden ved at gribe den. Jeg holder den andens livsopfyldelse i mine hænder.

Men vi ved også at vores liv er fyldt med situationer, hvor vi ikke lyttede; hvor vi overhørte hvad den anden sagde; vi ved at vores liv er fyldt med situationer, hvor vi ikke greb den hånd der strakte sig ud efter hjælp. Og ligeså vel som livsglæden kan boble tynges vi så ofte af skyld; men hvor skal vi gøre af skylden?

I dag hedder bededag eller storbededag bliver den også kaldt. Bededagen er fra gammel tid, den dag hvor man kunne gøre bod; man kunne fremlægge sin skyld – at man ikke havde grebet den hånd der var strakt frem. Og man kunne bede om tilgivelse; og lettere om hjertet kunne man begynde på en frisk. Man havde gjort bod, man havde bedt, man var blevet tilgivet. For sådan er det guddommelige mysterium. Man kunne igen ånde frit.

Og livet går igen fremad og vi kan mærke vi bliver ældre og mere erfarne; og så er der noget dybt fascinerende ved de erfaringer vi efterhånden får optjent. Vi lægger mærke til hvordan ting – selvom livet går fremad - kan gentage sig, hvordan ting kan gå i ring.

Der er noget meget fint over bededag; at den dukker op her 4. fredag efter påske år efter år. Der er taget højde for at vi er mennesker, der gentager vores fejl, der gentager alt det som vi så gerne ville vokse fra. Det er som om, at der i dette rum, med udspring i den kristne grundfortælling, er taget højde for at vi ikke er perfekte; og deri synes jeg der ligger en kæmpe befrielse: At træde ind i et rum, hvor jeg ikke skal være perfekt, hvor jeg må være med alt hvad jeg er; også det jeg ikke er stolt af.

Med det in mente kunne man måske her knytte en kommentar til at der fra tid til anden har været tale om at sløjfe bededag som en helligdag – for at samfundet kunne blive rigere. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er tilfældigt det lige er bededagen der står for skud – hvorfor ikke fx 2. helligdagene efter jul påske og pinse. Måske fordi bededag ikke knytter sig til en særlig begivenhed – som fx Jesu, fødsel, død og opstandelse.

For i et samfund som vores, hvor kravene om effektivitet og overskud både menneskeligt og økonomisk er det alting måles efter, hvor arbejdsløse og syge bebrejdes for deres tilstand, da synes det frygteligt symptomatisk at det er bededag der står for skud – den dag der minder os om at vi ikke er perfekte – ikke skal være det – og aldrig bliver det.

Den måske mest anerkendte nulevende filosof, tyske Hartmut Rosa, nævner kirken i sin lille bog Fremmedgørelse og Acceleration – som er oversat til dansk - hvor han skriver:

”Gennem århundreder har man bebrejdet kirkerne at de bebyrdede de troende med skyldfølelse og skam. Men kirkerne har tydeligvis også givet folk håb og en vis befrielse: For det første lærer de os, at mennesket er skyldigt af natur, således det reelt ikke er et personligt nederlag, hvis man er svag, og for det andet at Jesus påtog sig vores synd og døde for vores skyld: så der er altså håb uanset hvor skyldige vi er (…) [Kirken har] i kraft af syndsforladelsen udstyret de troende med udstyret de troende med et middel til at lindre skyldfølelsen. Sådan er det ikke i de moderne samfund: Det producerer skyldige subjekter, nådesløst og uden mulighed for tilgivelse. [Det moderne menneske] må selv betale prisen for alle [dets] fejl og mangler, og det voksende antal mennesker, der ekskluderet fra hamsterhjulet (…) minder os om hvor høj den pris kan være”

Jeg vil for mind sag mene, at man kan sløjfe nogle helligdage om det er det der skal til – men, siger jeg, rør bare ikke bededagen – for den sætter et uundværligt perspektiv for vores tilværelse – det der gør det muligt at være menneske

Denne dag viser at der stadig er rum i samfundet hvor der er højt til loftet. Her kan jeg tale frit, om glæden ved at være til og om erfaringen af ikke altid at slå til; om angeren over ikke at have grebet den hånd der strakte sig efter hjælp. Denne dag viser at der findes rum der tager højde for mennesket.

I disse uger åbner samfundet igen mere og mere. Og snart vil vi høre de gammelkendte krav om effektivitet og vækst vende tilbage

Så kære Nørrebro, her er min bøn til på denne bededag 2021:

”Når Coronaen har lagt sig, vil du så stadig synge fra dine altaner ind i lejlighederne til alle dem, der sidder alene? Vil du stadig sætte tempoet ned på fortovet, så det igen kan blive en by også for den gamle og den langsomme? Og vil du stadig hjælpe din nabo og din genbo med at købe ind? Vil du stadig råbe godmorgen og godaften til hende nede fra fortovet? Og vil du stadig spontant samle dit affald op, fordi vi jo er fælles om byen uanset baggrund? Og vil du blive ved med at skænke de lokale butikker din tak, fordi de sætter kulør på vores gader? Vil du blive ved at ringe til dine gamle og høre, om de har det godt? Vil du stadig vise hensyn til dine børns følsomheder? Vil du, også når Coronaen har lagt sig, lægge alt ned for at passe dem der har behov – og vil du give dig selv og dine medmennesker lov til at fejle; er du parat til at tilgive og er du parat til selv at blive tilgivet?”

Jeg tror at noget af det bedste vi kan gøre for hinanden det er at give hinanden en bededag – en dag i ny og næ hvor der er frit lejde – en dag hvor vi tør erkende for hinanden at vi blot er mennesker – sådan som vi har fået lov til at være det med udgangspunkt i dette rum. Amen.