Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Nøgen sandhed eller afklædt løgn?

Nøgen sandhed eller afklædt løgn?
Udgivet fre d. 20. aug 2021, kl. 09:40
Prædikener

Nøgen sandhed eller afklædt løgn?

11. søndag efter Trinitatis over Lukasevangeliet 18,9-14

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 15. august 2021

 

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/11-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke  

---

 

Sidste søndag hørte vi fortællingen, om dengang Jesus gik op på tempelpladsen i Jerusalem, og drev kræmmerne og købmændene ud med ordet om, at templet skulle være et bedehus, og ikke den røverkule som de handlende havde gjort det til.

En af de mest berømte fortolkninger af denne scene, hvor Jesus driver kræmmerne ud, skete den 29. maj 1969 kl. 15.30.

Her går en nøgen kvinde - med et stort hvidt kors, som hun holder i venstre hånd - gennem Børsen i København.

Kontrasten er påfaldende: Det offentlige mandsdominerede rum, de formelle, ulasteligt klædte mænd, storkapitalen beskyttet bag slips og cigar -  over for den enlige skrøbelige nøgne kvinde.

Aktionen og kunstværket kaldes, Den kvindelige Kristus. Det er Bjørn Nørgaards og Lene Adler Petersens værk, og Lene Adler er kvinden – og jeg kan ikke huske det – mon ikke Bjørn Nørgaard er fotografen.

Billedet af den nøgne kvinde med korset er blevet ikonisk. Med det kristne symbol henviste aktionen til Bibelens fortælling om Jesus, der uddrev kræmmerne fra templet, men - som en prædiken - omfortolkedes historien til en kritik af den nutidige virkelighed.

Ja, billedet er nok i kunstnernes øjne et frivilligt kommentarspor til da Jesus gik gennem handelsboderne på tempelpladsen. Men billedet af den nøgne kvinde, der går igennem børshallen kan i ligeså høj grad fungere som et ufrivilligt kommentarspor til dagens fortælling, hvor vi hører om den hellige religiøse farisæer, der takker sin Gud for ikke at være som den ynkelige anløbne tolder.

En farisæer var mådeholden og i datiden en respekteret figur; tolderene det modsatte, grådig udbyttende, så ham så man ned på. Så det har virket som et chok, da Jesus siger at den kapitalistiske tolder tilsiges at gå retfærdiggjort hjem, og ligeså chokerende at farisæren ikke får ros for alt det kød han ikke spiser.

Lad mig vendte tilbage til billedet af den nøgne kvinde, der går igennem børshallen. Har man ikke set billedet kan man stille det op på denne måde. På den ene side har du: Ung-nøgen-skrøbelig-kvinde-progressiv-kors; dvs. alt vi finder godt. Og på den anden side har du gammel-slips-velpolstret-mænd-konservativ-penge; dvs. alt vi finder ondt.

Man kan sige at kvindens nøgenhed både afspejler den naturlige krop, den uskyldsrene seksualitet – rent ud sagt, det autentiske. Alt imens synes mændene indespærrede bag konventionens habitter, der undertrykker kroppens naturlighed og befinder sig i en kunstig inautentisk tilstand. Kvinden er ægte. Mændene er uægte. Kunstværket taler sit tydelige sprog, der er ikke plads til tvivl.

Det er de gode mod de onde - herligt ukompliceret – og med et kors i hånden – som en runde for de tungnemme – lader man forstå, at man selvfølgelig har Gud på sin side.

Og jeg må sige, at jeg i mange år fandt Bjørn Nørgaards og Lene Adler Petersens værk uendelig smukt. Jeg frydede mig over at se chokket i de gamle hvide mænds ansigter. For findes der noget værre end gamle hvide mænd. Jeg frydede mig over se ungdommen og oprøret sejre. Jeg frydede mig over at være på de godes side. Jeg frydede mig over at være på det godes side. Jeg frydede mig over at være på den rigtige side af historien.

Jeg tror næsten jeg takkede Gud for ikke at være som mændene i børshallen. Tak at jeg ikke var som de forurenende klimasvin. Tak jeg ikke var som de hensynsløse bygherrer, der ødelægger vores natur. Tak jeg ikke var som de grådige spekulanter, klædt ud i den gamle verdens gevandter.

Hmm, men man skal vel være forholdsvis godtroende, for at overse at de gamle mænds velklædthed mere end matches af kvindens udklædthed – nøgen med et kors – og at kvinden og den progressive kunstnerduo – for at få bekræftet deres egen identitet som ægte og naturlige – må takke deres gud og skaber for at der findes børsfolk i habitter, for intet kan vel bedre illustrere fantasien om hvor uskyldsren og autentisk man selv er.

For, for at kunne smigre sig af sin egen unikke naturlighed og autenticitet, har man brug for at hovedparten af alle andre mennesker består af småborgerlige ligusterhækfascister: Se mig – jeg er det modsatte af hvide mænd i slips – tak Gud jeg ikke er som den gamle klamme verden.

Men sådan kunne vi ikke finde på at sige det, her ved Stefanskirken. Kunne vi? Kunne vi finde på at sige tak for at vi ikke er ligesom dem ovre i Kingos Kirken? … nej, vel? Sådan er vi ikke her på Nørrebro. Så her kunne vi heller ikke på at sige tak for at vi ikke er ligesom speltmødrene på Østerbro. Eller sige, tak for at vi ikke er som de toppolitikere der ikke holdt fingrene for sig selv og faldt for deres egen moralisme.  Eller kan vi overhovedet lade være at hovere?

Det er ikke altid, man er så heldig at selveste Søren Kierkegaard har taget livtag med søndagens tekst, men med denne dagens tekst om tolderen og farisæeren har han.

Og her gør han en simpel iagttagelse af de to personer, som altså var gået op til templet for at bede. De står ved siden af hinanden – med lidt afstand godt nok – men ved siden af hinanden. Men det er kun den ene – Farisæren – der lægger mærke til det. For hans øjne spejder ikke op mod Gud eller ydmygt ned i jorden. Hans øjne går til siden for at finde en han kan sammenligne sig med. Den anden – Tolderen – lægger ikke mærke til det, for hans øjne ser kun ned jorden, og havde han villet eller kunnet, var det mod himlen, han havde løftet sit blik. Altså farisæerens blik går fra side til side; tolderens blik går op og ned.

Og hvad betyder det nu. Det betyder at Farisæren, selvom han står alene, ikke er alene. Han har tolderen med, som en mellemmand mellem ham og Gud. Han takker Gud for han ikke er som Tolderen ved sin side; hvilket vil sige at han sammenligner sig. Hvilket jo altid er en bekvem øvelse.

Anderledes med tolderen, selvom han ikke stod længere væk fra Farisæeren, end Farisæeren fra tolderen – stod han i en anden forstand helt alene – for han kiggede ikke til siden. Han sammenlignede sig ikke. Han satte ikke sit liv i forhold til nogen anden. Han kiggede ned og havde han kunnet, havde han måske kigget op. Og der stod han. Ubekvem. Nøgen for Gud, så at sige.

Her var der ikke skudt nogen ind. En der kunne være et værre eksempel, så han selv kunne fremstå bare lidt bedre… så vidt Kierkegaards iagttagelse.

Jeg kan huske ungdommens fester i Aarhus, hvor der altid var en der var særlig fordelagtig at have med til fest; for han skejede altid lidt mere ud end alle andre; og det var alle godt tilfredse med; ja, for da fremstod man jo nærmest civiliseret…

I dag lyder teksten, at farisæren takkede Gud for ikke at være som tolderen der; men mon ikke han i sit sind takkede for at tolderen dog var der… som den perfekte baggrund at udstråle sin godhed. Og mon ikke kunstnerne, der dengang skulle tage fotografiet af den nøgne kvinde, takkede Gud for at der dog fandtes gamle hvide mænds i slips – en vidunderlig baggrund.

Men tolderen i fortællingen havde derimod ikke en udsvævende ven, eller en hoven farisæer eller børsfolk i slips eller en anløben politiker at skyde ind foran sig – eller også var han holdt op – i en erkendelse af, at spørgsmålet jo er et andet og helt enkelt; at det ikke handler om de andre, men handler om dig: Hvem er du, når du står alene for Gud? Det er kristendommens spørgsmål til dig. Hvem er du når du ikke sammenligner dig med andre, men blot er dig?

For, som skrevet står: enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.