»Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte hver gang du gjorde vort liv til en fest.«

Bo Chen


Og fest var der i søndags til konfirmation i Stefanskirken. Solen skinnede over kirkepladsen, og Nørrebrogade var så småt ved at vågne efter de stille morgentimer. Men kirken havde på det tidspunkt længe været fyldt med energi og forventning, i en forstand allerede siden september da konfirmanderne tog deres første skridt på vejen mod denne dag.

Alt var gjort klar: instrumenterne stemt, stemmerne smurt, lysene tændt, gaveposerne placeret. Fællesbillederne blev taget foran alteret før konfirmanderne tog skjul i dåbsværelset mens gæsterne ankom.
Bedeslagene ringede, orglet klingede, dørene åbnede, menigheden rejste sig, og ned ad kirkegulvet gik dagens ti hovedpersoner, to og to, til de fandt deres pladser. Bøn, salme og læsning afløste hinanden indtil Stefanskirkens Unge Stemmer leverede deres gave konfirmanderne: en rørende udgave af Bob Dylans »Forever Young«.

Ungdommen, med alt hvad den indebærer af koder, forandringer og forventninger, blev temaet for prædikenen. Derefter fulgte den frygtindgydende eksamen som i Stefanskirken er forudsætning for konfirmationen. En efter en blev de bedt om at gøre rede for kirkekunsten, græske og latinske termer, begreber som tilgivelse og næstekærlighed, eller god gammeldags udenadslære af Bibelen og navnene på de tolv disciple. Spørgsmålene blev besvaret til store bifald, skønt en kyniske iagttager kunne mistænke den søde præst for at have afsløret spørgsmålene på forhånd. Men censorerne på bænkerækkerne havde ladet enhver flig af kynisme forblive uden for kirken, og selve konfirmationen kunne begynde.

Konfirmationen er en velsignelse. Den er en bekræftelse af den gave som modtages i dåben: at man optages i et evigt og ubrydeligt fællesskab af kristne til alle tider og på alle steder. I Stefanskirken markeres det ikke mindst ved at konfirmanderne skriver deres navne under kirkebænkene som tegn på deres plads i kirkens historie. Fællesskabet blev yderligere understreget af nadveren. Med toner af Bach og Mozart fra pulpituret blev menigheden ført hen til brødet og vinen, til at blive styrket og få kraft til atter at komme ud i verden. Og to salmer, to bønner og en velsignelse senere var det tid til netop at komme ud og fortsætte livet med alt hvad det måtte bringe. Dørene åbnede, og til temaet fra Indiana Jones trådte konfirmanderne ud på kirkepladsen – klar til nye eventyr.

I disse dage diskuteres der på livet løs om kirkens relevans i dagens Danmark. Især konfirmantionen har stået for skud. Nogle betvivler konfirmandernes motivation, andre anser det for udelukkende et overgangsritual som ikke behøver kirkens religiøse ramme. Men sidder man i en stuvende fuld kirke med ti unge mennesker langs kirkegulvet, med et børnekor der synger om den evige ungdom, med forældre og præster der kæmper for at holde tårerne tilbage, så mærker man noget som svært kan forklares uden det religiøse sprog. Man mærker hvordan hver og en bærer på deres egen historie om konfirmationen, både dem der har været og dem der endnu skal ske. Man mærker fortiden, nutiden og fremtiden smelte sammen. Man mærker evigheden i et øjeblik.

Stort tillykke til Anjulla, Harise, Freja, Selma, Cecilie, Birk, Sally, Hannah, Cecilie og Magda. Og på gensyn i Stefanskirken.