Fredags-rundstykker

Sidste fredag i måneden fra august til maj byder vi inden for kl. 9:30-11:30 til en god fortælling & friskbagt brød med sange fra Højskolesangbogen.

Vi mødes i Karmel, Stefanskirkens menighedshus, i Vedbækgade 12. Der er også adgang med elevator.

Hovedsagen er fælleskab og sange fra højskolesangbogen. Hver gang krydrer vi formiddagen med friskbagte rundstykker og kaffe.

Dertil skal vi have en god fortælling. Hver gang har vi inviteret en person til at fortælle, og det kan være om alt muligt. Om livet og om døden, om byen og om landet, eller bare et særligt kapitel i et almindeligt liv.

Program

Fredag den 26. august kl. 9.30–11.30: Byggeren

Den gode fortælling kommer denne dag fra lokalhistoriker Uwe Brodersen. Han vil fortælle om »det særlige Nørrebro« med udgangspunkt i kampen om »Byggeren« der blev til Folkets Park. Måske du var der og kan supplere Uwe; eller blot få genopfrisket det hele for en stund.

Fredag den 30. september kl. 9.30–11.30: De gule sporvogne

Den gode fortælling kommer denne gang fra sporvognsentusiast Finn Erik Larsen. Med mange billeder vil vi blive ført tilbage til dengang København og de gule sporvogne var utænkelige uden hinanden. Det bliver herlig nostalgi.

Fredag den 28. oktober kl. 9.30–11.30: Døden

Den gode fortælling kommer denne gang fra hospitalspræst Lotte Blicher Mørk. Hun vil fortælle os om døden, men på den mest livsbekræftende måde. En ting er sikkert: vi skal alle herfra, men hvordan forholder vi os bedst dertil? Måske er døden netop det, der gør vores liv meningsfuldt?

Fredag den 25. november kl. 9.30–11.30: Pavernes Rom

Den gode fortælling kommer denne gang fra Stefanskirkens organist Kevin Edelvang. For ud over at være ferm på tangenterne har han også en særlig kærlighed for Pavernes Rom. Ja, skal man forstå os europæere, så skal man forstå Rom; og dertil hjælper Kevin os med fortælling og billeder.

Fredag den 27. januar kl. 9.30–11.30: Peter Elversang

Den gode fortælling kommer denne dag med musiker og sangskriver Peter Elversang. Som nogen vil vide var Peter medlem af beatgruppen Bifrost, som opnåede et stort publikum herhjemme. Dertil har Peter altid selv digtet og sunget om livet både gennem egne og andres kompositioner. Og ja, Peter tager guitaren og sangstemmen med.

Fredag den 24. februar kl. 9.30–11.30: Vågekonen

Den gode fortælling kommer denne gang fra Pernille Stokholm. Ung, studerende og »vågekone«. Pernille er helt tæt på mennesker, der ikke har lang tid igen. Hvordan er det? Hvad tænker disse mennesker på, når livet snart ikke er mere? og hvad tænker Pernille på, når hun holder dem i hånden? Pernille siger selv, at det er noget af det mest livsbekræftende, der findes.

Fredag den 31. marts kl. 9.30–11.30: Birthe Folkerman

Den gode fortælling kommer denne dag med Birthe Folkerman. Fra socialpædagog til stjernereporter. Pludselig stod Birthe og interviewede Victor Borge og alle de andre af tidens store personligheder på en nyopstartet lokalradio i Aalborg. Et sjovt livskapitel der bringer os tilbage til 1980’ernes og 1990’ernes Danmark.

Fredag den 28. april kl. 9.30–11.30: Betty and the Beast

Den gode fortælling kommer denne gang fra duoen Betty and the Beast, der består af Elisabeth Børch & Eyolf Østrem. Med udgangspunkt i sørgmuntre viser fra den store sangskat, der ikke nødvendigvis er at finde i højskolesangbogen, vil vi blive udsat for en stemningsfuld formiddag i ord og toner. Og vi må godt synge med, hvis vi kan.

Fredag den 26. maj kl. 9.30–11.30: Erik Lindsø

»Livet er i det mindste en historie værd.« Mød Erik Lindsø, som du måske kender fra radioens P1, eller fra et af de utallige foredrag han holder landet over hvert eneste år. For Erik har en pointe: I fortællinger og historier finder tilværelsen form. Det er vigtigt, at vi får vores personlige historie med os. Historier knytter sammen og skaber forbindelser. Her bliver vi klogere på os selv, på hinanden og på livet. Kom og hør om den gode livsfortælling!

Kontaktperson: sognepræst Thomas Høg Nørager, thn@km.dk, 61 22 41 26

Ældreklubben i Anna kirke

I Anna Kirke på Bjelkes Allé 21 synger de også fra Højskolesangbogen. Det gør de den anden tirsdag i hver måned kl. 14.00–16.00 året rundt (undtagen juli), og alle er velkomne. Udflugt tirsdag 30. maj 2017 kl. 10.00–17.00.

Hvert år arrangerer Stefanskirken og Anna Kirke en fælles udflugt ud i det sjællandske, med god mad og spændende seværdigheder. Der er afgang og ankomst ved Anna Kirke. Set kryds i kalenderen nu og tilmeld dig, når vi nærmer os – til den tid ved vi også, hvor årets tur går hen.