Konfirmanderne anmelder gudstjenesten

Der var mange mennesker i kirke denne søndag morgen, på den måde at den virkede fuld. Præsten var Thomas Høg Nørager. Først bød han velkommen og vi lyttede til de ni bedeslag fra klokkerne i tårnet.

Vi har lagt mærke til at der er mange børn i kirke og mange er fra 30 og opefter til de midaldrende og de meget gamle.

Der kan være mange grunde til at folk kommer i kirke: Fordi de tror på Gud, vil bede til Gud eller fordi de gerne vil føle sig tættere på Gud. Eller simpelthen fordi det er hyggeligt.

Folk havde generelt meget pænt tøj på, måske fordi nogle af dem var i familie med barnet, der skulle døbes. Men det var også mest afdæmpet tøj folk havde valgt. Folk i kirken virker spændte, glade, snakkende, stolte, tillidsfulde, håbefulde og troende. Man kan også mærke at nogle er følsomme eller lidt kede af det.

Denne søndag var der en barnedåb. Nogle mennesker var også kommet primært fordi de kendte dåbsbarnet og dets forældre.

Dåbsbarnet kom til at hedde Leif. Fordi hans forældre bor i USA, er navnet ekstra specielt. Det var overraskende at de fik en gave af kirken, familien virkede både glade og rørte, ja ligefrem lykkelige. Leif havde ikke en traditionel dåbskjole på, men en dragt, med hvidt og gråt strik, og så havde han lidt overraskende zebrasko på.

Dåbsritualet har mange ord og tegn. Og der meget at sige om dåbens betydning: Når man bliver døbt, får man mulighed for senere at blive konfirmeret, og man bliver fejret som et af Guds børn og får en navn. Ved dåben bliver man renset, og det svarer til da Johannes Døberen døbte Jesus. Dåben betyder at man bliver kristen. Når man bliver voksen kan man vælge sin tro til eller fra.

Leif græd da han blev døbt, men det var vel meget naturligt med alle de mennesker og opmærksomhed.

Efter dåben holdt præsten en prædiken. Den var ikke for lang, og det var godt: Den handlede om at Jesus siger ”Herrens hånd er over mig”. Det skal forstås sådan, at noget passer på mig uanset hvad der sker. Den handler også om at have håb og blive velsignet.

En af os, Magda, havde været med til at skrive prædikenen sammen med præsten. Det var en god ide. Det flere af os godt kunne lide var at præsten flettede nutidens verden sammen med verdenen på Jesus tid. Men det var også en god prædiken, fordi den nogle gange var sjov. Det er også rart med en god prædiken, hvor man bare kan slappe af og lytte.

Et tema som kan undre i forbindelse med prædikenen og den bibeltekst, der blev prædiket over, er: Hvorfor er nogle mennesker ikke velkommen i deres hjemby. Det er faktisk sørgeligt at det er sådan.

Efter prædikenen giver folk i kirken hånd til hinanden med ordene ”Guds fred”. Det er god ide, det er en måde at vise at man accepterer hinanden og få hilst på vores medmennesker og nogle nye mennesker. Det kan også godt føles akavet at hilse på fremmede. Nogle af os føler os helt glade bagefter. Måske fordi vi har givet hinanden Guds fred.

Musikken i gudstjenesten, det vil sige orglet og korsagen, fyldte rummet godt ud og meget af det lød smukt og blidt. Det er ikke nødvendigvis vores musiksmag, men derfor kan det godt være flot.

Nogle af salmerne og sangene var lange, men de var glade og smukke. Vi kunne blandt andet rigtig godt lide ”Vær velkommen herrens år” og ”Noget om Kraft”. Kirkesangerne synger virkelig godt og deres tre stemmer arbejder godt sammen. Ja de rammer faktisk perfekt.

Hen imod slutningen af gudstjeneste går mange folk i kirken til nadver. Under salmen før nadveren går præsten ind og skifter tøj til en fornem hvid/gul/guld-messehagel (som vi har lært det hedder), som han tager på ud over sin almindelige præstekjole + en anden hvid ”underkjole”, der hedder en alba (som betyder ”hvid”). For det er jo en fest!

Det føles godt, ja helt dejligt, at knæle ved siden af alle mulige forskellige mennesker, blandt andet fordi man føler man får et slags bånd med fremmede og at alle er ens. Man kan gå til nadver, fordi man tror på det hjælper og man kommer til at føle sig mere fri bagefter og få en følelse af at blive renset. Når man ligger der på knæ, føler man at der bliver taget hånd om en. En enkelt af os kommer til at tænke på, at man ligger som hvis man skulle henrettes og at det virker grænseoverskridende at ligge så tæt.

Brødet man spiser hedder oblater. De smager ikke af så meget, men alligevel godt, har konsistens som af tørt pap, næsten som en lille chips, som hurtigt smelter på tungen.

Nogle af os valgte alkoholfri druesaft i stedet for portvin, fordi vi ikke er voksne endnu eller fordi det var så tidligt om morgenen. Andre er vant til at få et lillebitte glas portvin til nadveren om søndagen og synes at det er det, der føles mest rigtigt.

Druesaften smager af stærk saft, som det rent faktisk også er. Nogle synes det smager af solbærsaft.

Kirkekaffen er velbesøgt. Vi tror folk bliver, fordi det er hyggeligt. Og fordi det er gratis.

Til kirkekaffen gik vi rundt og talte med folk og spurgte dem, om de havde haft en god gudstjeneste. Det havde folk generelt, de synes det havde været en god oplevelse, nogle syntes også at det havde varet ret lang tid. Folk var også glade for, at vi havde været hjælpsomme til nadveren, når folk skulle op og ned ad trappen.

Småkagerne til kirkekaffen var lidt tørre. Men pebernødderne var gode, men vi kunne ønske os flere kager og flere slags kager.

Alt i alt var det en god oplevelse, som kan anbefales.