Muslim og kristen på Nørrebro, anmeldelse

Anna Eskelund

Der var en helt særlig stemning og varme i Stefanskirken denne ellers kolde januaraften, hvor Fatima Osborne, muslim, og Pernille Østrem, kristen, fortalte om deres liv med tro, tilbage fra deres første erindringer om tro og frem til i dag.

Fatima og Pernille havde struktureret aftenen med tre temaer, som de fortalte om på skift:

  • Vores spirituelle arv/baggrund/familiehistorie/barndom
  • Vores personlige spirituelle vandring som unge og voksne - hvad vi tror på
  • Vores praksis i dagligdagen

Umiddelbart var det forskellene, der sprang i øjnene: Den ene er sort - den anden er hvid; den ene er muslim - den anden er kristen; den ene er opvokset som nomade i Somalia, flygtede fra borgerkrigen og kom til Danmark som analfabet, 12 år gammel – den anden kommer fra trygge, danske kår.

Men de fælles temaer gjorde det utrolig klart, hvor store ligheder der også er. At taknemmeligheden for livet, trangen til at forbinde sig med noget større end sig selv, at forsøge at dykke ned i det, der ligger ud over det materielle liv, var fælles for de to kvinder, ligesom også de værdier, der er basis i både aftens to og de øvrige verdensreligioner, er de samme.

Det, der gjorde aftenen til noget særligt, var de to kvinders evne til at fortælle ærligt og nærværende om sig selv, så vi lærte dem at kende – også som de piger og helt unge kvinder, de var engang.

Det var rørende at høre hvordan Fatima hver aften som lille pige hørte sin bedstefar bede, når han kom hjem til teltet efter dagens arbejde – en bøn, som havde fæstnet sig dybt i hende, selvom hverken hun eller hendes familie ud over bedstefaren betragtede sig selv som troende. Det var gribende at høre Fatima recitere bønnen for os, selv om alle vi hvide danskere, der var der, ikke forstod arabisk.

På samme måde var det både rørende og sjovt at høre Pernille fortælle om, hvordan hun som bare halvstor pige var god til at fungere som ordstyrer til de møder, som hendes kommunistiske far holdt i deres hjem. Umuligt ikke at forestille sig en lille rødhåret pige, som sad koncentreret mellem de voksne, opmærksom på at registrere, hvem der ønskede ordet.

Det var også interessant at høre om, hvordan både vilje, vildspor og tilfældigheder - lige som hos os alle sammen – havde været med til at bestemme spirituelle vandring gennem livet.

Fordi Fatima og Pernille fortalte åbent og tillidsfuldt om sig selv, blev der skabt en varm, intim stemning, der omsluttede os alle sammen. Det blev en aften, som var milevidt fra der, hvor dialogen om tro og kultur ofte foregår, nemlig på de sociale og andre medier. Her er tonen rå, og de færreste ønsker i virkeligheden at forstå nogen ud over sig selv.

Her, i Stefanskirken var Fatima og Pernille mennesker af kød og blod for hinanden og os. Derfor blev vi alle sammen lidt mere åbne, lidt mere venlige, lidt mere nærværende, lidt mere taknemmelige og gik berigede hjem.

Og måske kunne det ses på os. I hvert fald blev jeg og de veninder, jeg fulgtes med, stoppet på kirkepladsen af en fremmed kvinde, som gerne ville vide, hvad der egentlig foregik i Stefanskirken!

Anna Eskelund, formand for Tro i Harmoni