×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Søndag d. 7. juni 2020, kl. 11:00

Trinitatis søndag. Vi fejrer nadver sammen og Pernille Østrem prædiker.
Dagens prædikentekst er fra Matthæusevangeliet kapitel 28: De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Hvis du ikke har mulighed for at komme fysisk i kirke, kan du læse søndagens prædiken her:

I dag fejrer vi Trinitatis søndag. Det vil sige Treenighedens søndag. Faderen, sønnen og Helligåndens søndag.

Forud er gået seks måneders forventnings og fordybelsestid. Adventstiden er tid til at vente på Jesu fødsel. Fastetiden er tid til at vente på påske, og så snart opstandelsen er indtrådt, befinder vi os i en lidt urolig mellemtid, som peger frem til himmelfarten og Helligåndens under i pinsen. Det hele Guds fortælling, der intenst bliver oprullet fra fire uger før jul til nu. Vi får fortalt at Gud, som er altings livgiver, har åbenbaret sig i historien gennem sin søn, Mennesket Jesus Kristus, og vi får fortalt at han stadig virker i verden ved Helligåndens kraft. Efter seks måneder forvente-fortælle-fordybelses-tid kommer så Trinitatis-tiden.

Trinitatis-tiden er ikke nogen ventetid, det er en levetid, en spiretid og voksetid, en høstetid. En fuldkommen tid. En kirkens tid.

En tid hvor alle byggestenene til kristendommen igennem Guds fortælling er på plads. Det er tiden hvor det kristne menneske bliver sendt ud for at fortælle Guds historie videre, sådan som dagens evangelium siger, disciplene skal gøre det.

Og hvordan fortæller man nu Guds historie videre: Jo det gør vi først og fremmest med vores eget levede liv, simpelthen, når vi sår og vander og høster og gør det bæredygtigt, så der er plads til andre end os selv.

Og efter den indledning vil jeg nu tage jer på en lille vandring – det er en bjergvandring, skal jeg sige på forhånd. Så på med de åndelige vandrestøvler.

Der er så mange bjerge i den bibelske beretning.

Det første bjerg, jeg kommer til at tænke på er Ararats bjerg, hvor Noahs ark lander, da vandene begynder at trække sig tilbage efter syndfloden. Bjerget kommer til syne som et lille helle midt i alt vandet, vandet som blev fremkaldt af Guds vrede og forbitrelse. Den Gud er myterne og ateisternes Gud: En Gud som det ærlig talt ikke er værd at tro på. En Gud, der spejler sig i det værste og mest smålige i mennesket, og en Gud som har udslettet alt, på nær en lille flok i Arken. Men som vandene trækker sig tilbage, og Ararat kommer til syne, kommer også en ny side af menneskets forestilling om Gud til syne: For Gud lover ifølge 1. Mosebog aldrig mere at gøre sådan igen, det var alligevel for skrapt, og han sætter regnbuen på himlen som et tegn på sit løfte.

Langt senere i den gammeltestamentlige sagnomspundne fortællekreds kommer Moses til syne på vej ned fra det egyptiske bjerg Sinaj med to stentavler under armen. Først andet forsøg lykkedes det at få tavlerne med videre på vandringen mod Palæstina og det forjættede land. Men det er en anden historie.

Selv vores menighedshus her ovre i Vedbækgade er opkaldt efter et bibelsk bjerg: nemlig Karmel, et bjerg ikke langt fra kysten midt imellem Tel-Aviv og Beirut, hvor den gammeltestamentlige profet Elias holder styrkeprøve med sine modstandere – og vinder, simpelthen fordi modstandernes løgneguder aldrig møder op, fordi – må vi forstå – fordi de ikke eksisterer. Men det gør Elias’ Gud.

Og hvis vi så vender blikket mod det nye testamente, så skal I lige få tre bibelske bjerge i rap, som vi finder i Matthæusevangeliet, nemlig Eremos, Tabor og så til sidst dagens bjerg, hvor Jesus har sat sine disciple i stævne:

Først Eremos, som er en bakketop, der hæver sig cirka 200 meter over Genesarets sø, og hvor Jesus ifølge Matthæusevangeliet holder sin berømte bjergprædiken, hvor han dels udsiger de ni saligprisninger, dels giver fadervor og en række andre åndelige retningslinjer til tilhørerne, men ikke mindst så skærper han loven, som man plejer at sige det. Altså, de gamle sagde: Du må ikke begå drab, men jeg siger jer, enhver der bliver vred på sin bror er skyldig. Og de gamle har sagt, du må ikke begå ægteskabsbrud, men jeg siger jer, den der så meget som ser lystent på sin næstes hustru har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.

I det perspektiv må alle almindelige dødelige jo må erkende, at de ti bud ikke kan opfyldes, hvis det er målestokken. Det kunne jo være en stor byrde, som de troende skulle forsøge at løfte med overmenneskelige kræfter. Men det kan der også være en stor frisættelse: For vi kan i det perspektiv godt have de skærpede som et moralsk målestok, men vi kan aldrig pege fingre af hinanden, og vi kan være sikre på at alle har brug for tilgivelse, omsorg og storsind. I det kristne perspektiv har den største synd brug for den største tilgivelse, ikke den største straf. Det står i kontrast til de mytiske beretninger om en vred og hævngerrig Gud fra det gamle testamente, og selvfølgelig også i kontrast til mange af vores umiddelbare tanker og følelser i forhold til menneskelig retfærdighed.

Og så lige et eneste sidste bjerg, før vi når til dagens bjerg.

Nemlig forklarelsens bjerg, Tabor, ikke langt fra Jesu barndomdsby Nazaret. Jesus bestiger sammen med tre af sine disciple det under en kilometer høje bjerg, som ligger som en mærkværdig halvkuppel midt i det mere flade landskab vest for Galilæa-søen. Her åbner himlen sig, og disciplene ser Jesus i hvide klæder sammen med Moses og Elias. Disciplen Peter vil bygge hytter til dem, så de kan blive oppe på bjerget. Men før der bliver indhentet byggetilladelser, hører de Guds stemme og de falder ned på deres ansigter, og så er det hele ovre igen: De skal ned i verden igen.

Og selvom det måske stod mere lysende klart i det himmelske lys – der oppe tæt på himlen at Jesus virkelig er Gud åbenbaret, så må vi forstå, at Guds nærvær ikke er mindre, når vi er tæt ved jorden, snarere tværtimod. Han bøjer sig derned, hvor ingen andre vover at gå, spiser med de syge og smittede, hænger ud med kriminelle og sindssyge. Sådan har disciplene jo mødt ham, fulgtes med ham, delt vilkår med ham. Sådan er skaberen, sådan er Gud!

Og nu til dagens bjerg: Et navnløst bjerg oppe i Galilæa

Måske husker I, at der påskemorgen sad en engel i den tomme grav og sagde til kvinderne, som var de første opstandelsesvidner, at ”Jesus er ikke her, han er opstået, som han har sagt det, Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa.

Og nu er de 11 disciple nået frem til Galilæa, en vandring på et par hundrede kilometer ad farbar vej. Og her møder de Jesus for sidste gang i Matthæusevangeliets fortælling. Og de får deres kald: At gå ud i verden og gøre alle folkeslagene til hans disciple, idet I døber dem. Og idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer, og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Det er missionsbefalingen – en befaling som vi læser op ved dåb i kirken endnu i vores tid, og som traditionen siger gælder alle kristne. Og der er jo måder nok at føre det kald ud i livet, og nogle måder, som ikke er så hensigtsmæssige, har historien lært os. Men en måde at føre missionsbefalingen ud i livet kunne være fortælle Bibel-bjergenes historie fra Noahs Ararat og helt ind til det navnløse bjerg, hvorfra vi sammen med disciplene blev sendt ud i verden, ned fra bjerget, ind i livet, ind under huden, og sendt af sted med Gud som tro følgesvend, alle dage indtil verdens ende. Amen.


Medvirkende
Pernille Østrem
Sted Nørrebrogade 191, 2200 København N