Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Udstilling: Natur og Drømme - Ove Carlsen

Dato
Søndag d. 9. maj 2021 (hele dagen) til søndag d. 16. maj 2021 (hele dagen)
Sted
Stefanskirken, Nørrebrogade 191, 2200 København N

Med denne udstilling ønsker Stefanskirken at ære et langt og frugtbart samarbejde og venskab med kunstner og psykolog Ove Carlsen, som i en menneskealder har sat sit præg på Stefanskirken, både fysisk og menneskeligt. Han er manden bag kirkens altertæppe og lysskulptur, og om søndagen bærer præsterne på skift de farvestrålende messehagler i forbindelse med nadveren, som Ove har designet. Ove Carlsen og hans mand sognepræst Ivan Larsen var frem til 2012 med til at tegne Stefanskirkens profil som en moderne, broget, aktivistisk folkekirke midt på stenbroen. Intet regnbuebanner var for stort, intet korssting var for lille, når kunstprojekter skød op og ideerne blev ført ud i livet.

Ove Carlsen har i mange år også været udøvende billedkunstner og haft en række udstillinger i Storkøbenhavn . Et gennemgående tema har for ham været Natur og Drømme, hvor naturalismen får lov at folde sig helt ud og helt ind i menneskets drømme- og fantasiverdener, set med Oves øjne og malet og tegnet med hans pensel og farvekridt.

Søndag den 9. maj kl. 12.30 efter højmessen afholder vi fernisering i Stefanskirken, og der vil under udstillingsperioden være mulighed for at bese (samt købe) værkerne i kirkens åbningstid i Stefanskirkens kirkerum.