Hvad var det dog der skete? Nyt orgel i Stefanskirken

Hvad var det dog, der skete?

Hvis man færdes jævnligt i Stefanskirken, har man nok bemærket, at der i løbet af marts måned er skudt et større møbel op på kirkens højre pulpitur. Det er det gamle og hæderkronede orgelbyggeri Frobenius, der huserer.

Der er tale om et mellemstort orgel, som kirken har fået foræret af Gethsemane Kirke på Vesterbro, og som kan restaureres og opsættes takket være gavmilde donationer fra Wroblewskis Fond og Augustinus Fonden.

Orglet, der er bygget af Frederik Nielsen i 1890 og udvidet af A.C. Zachariasen i 1916 er et såkaldt romantisk instrument, hvilket vil sige, at det klinger mørkt, varmt og bredt, i modsætning til de barok-idealer, der ligger bag kirkens hovedorgel, hvor det er de lyse, friske, karske klange, der dominerer. Orglerne supplerer på den måde hinanden utrolig godt, og Stefanskirken vil herefter være en af de mest interessante kirker i landet rent orgelmæssigt.

Det "nye" orgel kan spilles fra pulpituret, hvor der sidder et spillebord i den gavl, der vender mod kirkens alter. Men det vil også kunne spilles fra et helt nybygget spillebord, der placeres på gulvet bag døbefonten, og som efter behov kan rulles ud i midten af kirken, f.eks. i forbindelse med koncerter.

Stefanskirken får altså ikke kun et instrument, der kan spille musik fra romantikken, altså fra tiden omkring 1830-1930. Vi får også et orgel, som vi kan bruge, når organist og sangere ønskes at være nær alteret, f.eks. når menigheden ikke er så fuldtallig som om søndagen - til begravelser, dåbsgudstjenester og mindre andagter. Orglet vil være den naturlige ledsager til fyraftensgudstjenesterne hver onsdag kl. 17.

I disse dage rettes der en mængde fejl i det gamle instrument. Dernæst skal det stemmes og intoneres - et krævende arbejde, der fordrer tålmodighed og stor erfaring - og til sidst skal det nye spillebord tilsluttes.

Hele herligheden indvies ved en festgudstjeneste på Kristi Himmelfarts dag, den 25. maj 2017 kl 17. Derefter vil der være spisning i Karmel og til sidst festkoncert kl 19 med den amerikanske stjerneorganist Nathan Laube. Vi håber, så mange som muligt vil deltage i festlighederne.