Reformation og revolution – 1517 og 1917! Foredrag ved Karsten Fledelius

ons 15. nov 2017 kl 19:00

Menneskets håb og drømme om forandring og frihed har mange gange været knyttet til revolution og reformation, og det er sjældent gået stille for sig. Oplev denne aften den blændende kloge Karsten Fledelius trække tråde rundt i Europa og Mellemøsten og gennem 500 års historie.

2017 er et jubilæumsår på mere end én måde. Luthers åbne opgør med Pavekirken, som startede i oktober for 500 år siden, fylder naturligvis meget i vores bevidsthed. Mindre kendt er det, at samme år underlagde den osmanniske sultan Selim I sig Egypten og Arabien med Islams vigtigste hellige steder og gjorde sig til Sunni-Islams overhoved. Det cementerede den dybe splittelse mellem de to hovedgrene af Islam, Sunni og Shia, som er en realitet den dag i dag. Tyrkerne satte sig 1517 på kalif-institutionen og beholdt den indtil 1924, hvor den sidste kalif blev afsat af den tyrkiske præsident Atatürk. Siden da har kalifatet været en drøm, senest IS i Irak og Syrien har budt ind på, men uden at nogen er blevet almindelig anerkendt.

Også 1917 blev et vigtigt og afgørende år. Ikke blot pga. de russiske revolutioner, hvoraf den sidste indførte den ateistiske kommunisme som officiel ideologi i verdens største sammenhængende land, men også USA's indtræden i Første Verdenskrig. Hermed ændredes verdenskrigen fra en kamp mellem imperier til en kamp om værdier og retfærdighed. Samme år lovede briterne jøderne et nationalt hjem i Palæstina. Og den 9. december 1917 holdt den britiske general Allenby sin indtog i Jerusalem, efter 401 år under tyrkerne.

Man kan roligt sige, at årene 1517 så vel som 1917 har sat nye dagsordener og været vendepunkter af dybtgående betydning for verden i dag.