Konfirmation

Konfirmationen er en bekræftelse af dåben. Det er her vi fejrer, at Gud bekræfter – altså siger ja til - at man tilhører ham og er hans barn. De fleste bliver døbt som små, og kan derfor ikke huske deres dåbsdag, hvor deres forældrene bar dem hen til kirken. Det kan derfor blive en livsbekræftende og vigtig dag, når konfirmanden selv går op ad kirkegulvet på konfirmationsdagen og hører ordene igen.

Konfirmation i Stefanskirken ligger fra 2025 på den sidste lørdag i april. Konfirmanderne er med til at tilrettelægge konfirmationsgudstjenesten, og der er tradition for, at nogle af konfirmanderne selv læser tekster og bønner, synger eller spiller til konfirmationen, og man kan selvfølgelig tage alle sine gæster med i kirken.

Stefanskirkens sognepræster står for konfirmationsforberedelserne. De lægger vægt på en varieret undervisning, der indeholder historiefortælling, rollespil, udflugter, praktik i kirken med mere.

Konfirmationsforberedelsen er egentlig en dåbsundervisning med 13–15 års forsinkelse. Du kan sagtens begynde til konfirmationsforberedelse selvom du ikke er døbt eller hvis du ikke ved, om du vil konfirmeres eller ej. Du kan også fortsætte med at gå til præst og deltage i de sjove og udfordrende aktiviteter med kammeraterne, hvis du henad vejen skulle finde ud af, at du ikke vil konfirmeres.

Formålet med forberedelserne er at give konfirmanderne indblik i kristendommens historier og temaer, at sætte ord på etiske dilemmaer og livets og dødens mange spørgsmål, i en kristen kontekst. Konfirmationsforberedelsen i sæsonen 2024/2025 begynder torsdag d. 29. august 2024. Det er Pernille Østrem og Thomas Høg Nørager, der varetager undervisningen. Når vi kender holdets størrelse, tager vi stilling til, om de skal deles i to grupper i forbindelse med undervisningen.

I sæsonen 2024/2025 er det muligt at melde sig til konfirmationsforberedelse, når man går i 7. eller 8. klasse.

Fra sæsonen 2025/2026 vil konfirmationsforberedelse i Stefanskirken være forbeholdt elever i 8. klasse.

Konfirmationsforberedelsen finder sted:

    • Hver torsdag kl 16.00-18.00, medmindre andet er aftalt (fx. efterårsferie og vinterferie, hhv uge 42 og uge 7). Der vil blive udsendt en undervisningsplan.

    • Lørdage eller søndage 1-3 gange om måneden, i dagtimerne

    • Lejlighedsvis ved hverdags-aftenarrangementer.

Tilmeldingen til konfirmantionsforberedelse 2024/2025 kan ske fra d. 1. maj via dette link.

 

Konfirmationen ligger den sidste lørdag i april. I 2025 er konfirmationsdagen altså d. 26. april.

 

Tilmeldingen skal laves af en forælder og der skal logges ind med Nem-ID.

 

Tilmeldingsfrist: 31. august 2024.

 

Alle konfirmander kan også komme i praktik som kirketjener, sanger, organist, præst eller kordegn. Hvad har du lyst til? Ringe med kirkens klokker? Være med til at skrive søndagens prædiken? Eller synge med i kirkens kor?

Hvis du ikke er døbt, skal du døbes før din konfirmation. I Stefanskirken holder vi drop-in-dåb for alle de konfirmander, der endnu ikke er døbt. Drop-in-dåben ligger d. 5. april 2025. Præsterne kan naturligvis også tilrettelægge en hyggelig og festlig dåb, fx en søndag i eller efter højmessen, sammen med konfirmanden og familien. 
Læs mere om dåben her.

Hvis I har nogle spørgsmål forud for eller i forbindelse med tilmeldingen, er I velkomne til at kontakte os på kirkekontoret på tlf: 2425 9600 eller mail: sanktstefans.sogn@km.dk.