Dobbeltkoncert: Stefantastic & DunkelDirks

tir 12. dec 2017 kl 20:00

Stefanskirkens spritnye rytmiske kor synger sin første sæsonkoncert. Koret tæller over 100 medlemmer og har lagt ud med en imponerende lyd og niveau. Koret har ingen optagelsesprøve men køres ambitiøst af kirkens korleder, og den unikke sammensætning kræver til dels at koret har unikke arrangementer af kendte sange, kun lavet til dem. Musikken spænder bredt, og visionerne er mange. I denne ombæring kan man bl.a. høre en sang fra den kendte musical Rent, en få år gammel popsang der gik verden rundt med danske MØ som vokalist, dansk rock og andre spændende sager.

 

Da koret er sat i verden så sent som i august i år, så slår de denne aften kræfterne sammen med vokalgruppen DunkelDirks som til hverdag øver i kirkens lokaler. Gruppen består af 4 suveræne mandlige sangere som vil forkæle os med a cappella sang den første lille halve time. Derefter går Stefantastic på og vil på samme måde synge i en lille halv time med det der er nået på sæsonen.

 

Koncerten er, som alle andre i Stefanskirken, gratis at overvære.

 

Koret holder efter koncerten juleferie, men starter op igen tirsdag d. 16. januar hvor der i en begrænset periode vil være åbent for nye medlemmer. Mere info om dette vil komme her på kirkens facebookside.