ÅRETS HOLD ER FYLDT OP

Det er desværre ikke længere muligt at melde sig til sæsonen 2019-2020. Holdet er helt fyldt op og tilmeldingsfristen var med udgangen af august. 

HVAD GØR MAN SÅ?

Hvis man gerne vil konfirmeres i denne sæson henviser vi fx til Anna Kirke på Bjelkes Alle nr 19-21, 2200 Kbh N. Og man kommer frem til hjemmesiden her. Man kan også ringe til Anna Kirke på tlf 35831320. Man er også velkommen til at ringe til os og få vejledning på tlf 35868620 man, tors og fredag kl. 9 - 13

HVAD ER KONFIRMATION

Konfirmationen er en bekræftelse af dåben. Vi fejrer at Gud bekræfter – altså siger ja til - at man tilhører ham og er hans barn. De fleste bliver døbt som små, og kan derfor ikke huske dåbsdagen, hvor forældrene bar barnet hen til kirken. Det kan blive en livsbekræftende og vigtig dag, når konfirmanden selv går op ad kirkegulvet på konfirmationsdagen og hører ordene igen.

Konfirmationsdagen

Konfirmation i Stefanskirken ligger på den sidste søndag i april. Til selve konfirmationen er begge sognepræster er til stede. Konfirmanderne er med til at tilrettelægge gudstjenesten, og der er tradition for, at nogle af konfirmanderne selv læser tekster og bønner, synger eller spiller til konfirmationen, og man kan selvfølgelig tage alle sine gæster med i kirken.

Konfirmationsforberedelse i Stefanskirken

I Stefanskirken er det sognepræst Pernille Østrem og sognepræst Thomas Høg Nørager der står for konfirmationsforberedelserne. De lægger vægt på en varieret undervisning, der indeholder historiefortælling, rollespil, udflugter, praktik i kirken med mere.

Konfirmationsforberedelsen er en dåbsundervisning med 13–15 års forsinkelse. Man kan sagtens begynde til konfirmationsforberedelse selvom man ikke ved endnu om man vil fejre konfirmation, selvom man ikke er døbt, og man kan også fortsætte med at gå til præst og deltage i de sjove og udfordrende aktiviteter med kammeraterne, hvis man henad vejen skulle finde ud af, at man ikke vil konfirmeres.

Formålet med forberedelserne er at give konfirmanderne indblik i kristendommens historier og temaer, at sætte ord på etiske dilemmaer og livets og dødens mange spørgsmål i en kristen kontekst.
- Pernille Østrem

Forberedelserne starter hvert år i september. Konfirmationsforberedelsen finder sted:

Hver torsdag kl 16.00-18.00 med mindre andet er aftalt (fx. efterårsferie og vinterferie hhv uge 42 og uge 7)
Lørdag eller søndag 1-3 gange måneden i dagtimerne
Lejlighedsvis hverdags-aftenarrangementer.

Alle konfirmander kan også komme i praktik som kirketjener, sanger, organist, præst eller kordegn. Hvad har du lyst til? Ringe med kirkens klokker? Være med til at skrive søndagens prædiken? Eller synge med i kirkens kor?

Dåb før konfirmationen

Hvis du ikke er døbt, skal du døbes før din konfirmation. Præsterne tilrettelægger en hyggelig og festlig dåb, fx en søndag i eller efter højmessen, sammen med konfirmanden og familien. Læs mere om dåben.

Forløb frem til jul

Oversigt over efterårets konfirmandundervisning



D. 5. september kl. 16.00-18.00 – Informationsmøde og intro (Thomas og Marie-Louise)

 

D. 8. september kl. 11.00 – Gudstjeneste (Marie-Louise)

D. 12. september kl. 16.00-18.00 – Undervisning i kirken (Thomas og Marie-Louise)

 

D. 15. september kl. 14.00-15.30 - Bilfri Søndag - Fællessang på pladsen (Thomas)

Arrangementet er frivilligt at deltage i men vi opfordrer både konfirmander og forældre til at komme forbi og opleve stemningen omkring kirken en dag hvor hele Nørrebrogade emmer af liv og kreativitet.

Vi stiller borde og stole frem på kirkepladsen og synger af karsken bælg, så alle engle får luft under vingerne. Kirkens kor synger for, når stemmerne opløftes til fælles fryd.

Og så er der kaffe, the og kildevand.

 
D. 19. september kl. 16.15 - 18.00 Udflugt til den jødiske synagoge i Krystalgade (Thomas)

Vi mødes foran Rundetårn kl. 16.15. 2 frivillige voksne ledsager.


D. 22. september kl. 11.00 Høstgudstjeneste med børnekor og Stefantastic (Thomas)

Oplev en stemningsfuld og festlig gudstjeneste i den smukt pyntede kirke.

Tag frugt og grønt med i kirke. Vi deler ud til hinanden og til sognet efter gudstjenesten.

Det er særligt vigtigt at alle kommer, da vi byder årets konfirmander velkommen med navns nævnelse.

 

D. 26. september Ingen undervisning

D. 3. oktober kl. 16.00-18.00 Undervisning i kirkesal (Marie-Louise)

Vi får besøg af MindU som kommer og sætter spot på det at være ung, med hvad det indebærer af tanker, følelser og sårbarheder.

​​​​​​​D. 6. oktober kl. 9.00-12.30 Bedsteforældredag (Thomas)

Vi mødes i Karmel, Vedbækgade 12 til en croissant og et glas juice; konfirmanderne skal have ”én bedste” med (højest én); en bedsteforældre der også kunne have lyst til at fortælle lidt om hvordan konfirmationen eller nonfirmationen foregik ”dengang”. Og så går vi til gudstjeneste. Hvis man ikke har en bedsteforældre, aftaler vi en anden person, du har med.

 

D. 9. oktober kl. 17.00-18.30 Syng efterårets sange (Thomas)

Vi synger årstidens sange og salmer fra højskolesangbogen sammen med kirkens kor, organist og sognepræst Thomas Høg Nørager. Undervejs bliver der altid tid til ønskekoncert og til at nyde et glas. Både børn og voksne er hjerteligt velkomne.

 

D. 10.oktober kl. 16.00–18.00 Udflugt til varmestue og natherberg bestyret af KIRKENS KORSHÆR (Thomas og Marie-Louise)

Vi mødes ved kirken og tager sammen afsted. Det er i Nordvest og i gåafstand.

 

D. 17. oktober Efterårsferie

 

D. 23. oktober kl. 19.00-21.00 Kim Larsen fødselsdags- og mindegudstjeneste (Thomas)

Kongen er død, men vi fejrer og mindes Kim Larsen med en gudstjeneste på dagen hvor skjalden ville være fyldt 74 år. Med livemusik og DJ-musik og prædiken over temaer i hans sange. Mange af sangene er moderne salmer der bragte os sammen høj som lav og stadig gør det og så ligger der et budskab under det hele: at være solidarisk med samfundets mindste! Det er godt at huske.
 

D. 24. oktober Ingen undervisning

 

D. 31. oktober kl. 16.00 – 18.00 Udflugt til krematorium på Bispebjerg (Thomas og Marie-Louise)

Vi mødes ved hovedindgangen på Bispebjerg Kirkegård Frederiksborgvej 125, 2400 KBH N (Bus 66)

 

D. 3. nov kl. 9-11 - Gåtur på Assistenskirkegården (Thomas) Vi får brug for 2 frivillige forældre til at deltage. Info følger.

Med et spørgsmålsark i hånden går vi både til de kendte og de ukendte. Vi mødes foran kirken.

D. 3. november kl. 19.00 Allehelgens-gudstjeneste (Thomas og Marie-Louise)

Vi læser navnene på dem, vi har mistet i årets løb, højt og tænder lys for dem. Gudstjenesten bæres af bønner, tekstlæsning, prædiken og smuk klassisk musik, som fremføres af kor og organist. Hvis du har et navn, du ønsker læst op, kan du skrive til thn@km.dk.

 

D. 7. nov. kl. 16.00–18.00 Undervisning i kirken (Thomas og Marie-Louise)

Vi samler op på Allehelgenstidens store spørgsmål.

 

D. 14. november Ingen undervisning

 

D. 17. november kl. 11.00 – Gudstjeneste (Thomas)

 

D. 20. november kl. 17.00-18.30 Syng ind i mørket (Thomas)

Vi synger årstidens sange og salmer fra højskolesangbogen sammen med kirkens kor. Undervejs bliver der altid tid til ønskekoncert og til at nyde et glas. Både børn og voksne er hjerteligt velkomne.

 

D. 21. november kl. 16.00-18.00 – Undervisning i kirken (Marie-Louise og Thomas)

 

D. 28. november Ingen undervisning

 

D. 1. dec. kl. 9.00–12.30 Bedsteforældredag (Thomas)

Vi mødes i Karmel, Vedbækgade 12 til en croissant og et glas juice; konfirmanderne skal have ”en bedste” med, som også kunne have lyst til at fortælle lidt om hvordan jul og advent foregik ”dengang”. Vi går til gudstjeneste den 1. søn i advent. Hvis man mangler en ”bedste”, kan man tage en anden med.

 

D. 5. december kl. 16.00-18.00 – Undervisning i kirken (Pernille)

 

D. 7. december kl. 16.00-18.00 – De Ni Læsninger i kirken (Pernille)

 

D. 12. december kl. 16.00-18.00 – Undervisning i kirken (Pernille)

 

D. 13. december kl. 17.00 – Lucia gudstjeneste (Pernille)

 

D. 14. og søndag den 15. december kl. 12.00-15.00 Julebazar (Pernille)

Kom og køb hjemmelavede julegaver, pynt og godterier, nyd dejlig julemusik med Dunkeldirks til gløgg og æbleskiver. Julemanden kigger forbi søndag. Du kan donere strik, pynt, julebag og kager fredag den 7. kl. 10-15, hvis du ønsker at bidrage. Du kan allerede nu kontakte sognepræst Thomas Høg Nørager thn@km.dk, hvis du gerne vil strikke, sylte eller bage til basaren.

 

D.18. december kl. 17.00-18.30 Syng julen ind (Pernille)

Vi synger i fællesskab med kor og organist årstidens sange og salmer fra højskolesangbogen. Undervejs bliver der tid til ønskekoncert og til at nyde et glas.

 

D. 19. december kl. 16.00-18.00 – Undervisning i kirken (Pernille)


Der er mødepligt til alle aktiviteter og undervisning. Det er vigtigt at man møder til tiden. Bliver man forhindret i at deltage skal ens forældre/værge melde afbud til præsten. Ved afbud aftaler man med præsten en erstatningsgang. Vi forventer at både konfirmander og forældre orienterer sig i livet i og omkring Stefanskirken og også deltager i arrangementer der ligger udenfor undervisningsplanen. Eksempelvis vil der være præmier til dem der deltager i flest julegudstjenester fra juleferien begynder til juleferien slutter.

Med venlig hilsen

 

Sognepræst Thomas Høg Nørager                         

Tlf. 61 22 41 26 Email: thn@km.dk   

 

Sognepræst Marie-Louise Impgaard Sørensen

Tlf. 22 83 24 24 Email: mlos@km.dk

 

Fra 1. december

Sognepræst Pernille Østrem

Tlf. 30 36 09 25 Email: poes@km.dk