Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Nye ægteskabslov: Reaktioner

Viggo Julsgaard Jensen

Hele debatten afslører et ægteskabssyn og et syn på køn og seksualitet, som – set fra et queer-teologisk perspektiv – ikke er holdbart. Hvor debatten ofte tager udgangspunkt i menneskers køn og seksualitet, sætter queer-teologien spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi overhovedet kan tillægge identiteter som mand og kvinde, hetero- og homoseksuel nogen teologisk betydning.

Oprindeligt betyder det engelske ord ”Queer” noget i retning af ”afvigende eller skæv”, og er blevet brugt som et skældsord om især homoseksuelle mænd. Det man kan kalde queer-bevægelsen har så taget skældsordet på sig for at understrege, at man gerne afviger fra det såkaldt naturlige og normale.

Og på samme måde er det queer-teologiens påstand, at også teologien afviger fra det, vi forstår som naturligt og normalt. Derfor må teologien ikke fremme heteroseksualitetens status som norm og natur, men i stedet kritisere den.

Da queer teologien opstod i starten af 90’erne forsøgte man at flytte debatten om homoseksuelle. Man ønskede ikke længere blot at opnå accept og man ville væk fra at skulle forsvare sig imod få bibelske vers. I stedet begyndte man at sætte spørgsmålstegn ved de helt grundlæggende forudsætninger, som den homofobiske teologi bygger på.

Og en af de forudsætninger er netop forestillingen om det naturlige. Kristeligt Dagblads chefredaktør skriver i sin leder i torsdagens avis under overskriften ”Kirken som politisk gidsel”, at: ”Ægteskabet er i traditionel kristen forstand en forbindelse mellem mand og kvinde. En forbindelse, som også i andre religioner er en del af den naturorden, der sikrer slægtens og samfundets videreførelse og overlevelse.”

Han mener, at vielser af bøsser og lesbiske mere er ideologi end teologi, men spørgsmålet er, om det ikke i stedet er talen om ægteskabet mellem mand og kvinde som en naturorden, der er mere ideologi end teologi.

For kristendommen er ikke en naturreligion og vi kan ikke inden for kristen teologi tale om en naturorden eller om noget som naturligt. Og det kommer faktisk til udtryk i et af de mest centrale skriftsteder, der benyttes i fordømmelsen af bøsser og lesbiske. I romerbrevet skriver Paulus, at de, der har seksuel omgang med deres eget køn, handler mod naturen. Fordømmelsen af lesbiske og bøsser i dag begrundes altså med en forestilling om det naturlige. Men der er ikke tale om nogen moralsk fordømmelse af én specifik seksuel udfoldelse og Paulus skriver da også umiddelbart efter:

”Derfor har du ingen undskyldning, du menneske, som dømmer, hvem du så er. For med din dom over andre fordømmer du dig selv; du, der dømmer, gør jo selv det samme.”

 

Her gør Paulus det meget klart, at vi ikke kan stille os uden for de bibelske tekster og anvende dem som domsudsagn over ”de andre”. Og det er netop det, den homofobiske teologi gør – den konstruerer Paulus som et moderne heteroseksuelt subjekt, der i romerbrevet definerer identitet, og som placerer homoseksuelle som ”de andre” i modsætning til et ”os”. De tager det som en selvfølge, at de står på Paulus' side, og at de derfor med autoritet kan fordømme bøsser og lesbiske, uden tanke på at de selv kunne blive ramt af den kritik, Paulus kommer med.

Og Paulus konstaterer klart og tydeligt, at alle handler mod naturen, og det er helt grundlæggende og afgørende: For senere kan vi læse, at også Gud handler mod naturens orden, når Gud lader mennesker blive en del af sit folk. Det er altså Gud selv, der transcenderer det, der forstås som naturligt og hele tankegangen om det naturlige opløses.

Det rejser spørgsmålene, om det teologisk går an at opfatte én form for seksualitet som norm og natur i forhold til andre former? Og om det går an at tillægge køn og seksualitet en afgørende betydning for vores selvforståelse som kristne?

Vi kan i hvert fald konstatere, at vi teologisk ikke kan betragte køn og seksualitet ud fra en forestilling om det naturlige. Når Kristeligt Dagblads chefredaktør alligevel gør det, er det med baggrund i skabelsesberetningen, hvor der står:

Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den.«

Her finder man igen en guddommelig autoritet for én bestemt livsform. Der er mange problemer med sådan en læsning, men den største er, at man gør menneskers køn og seksualitet til udgangspunktet og det primære. Det bliver bestemte normer for, hvad naturligt køn og naturlig seksualitet er, der bestemmer hvad det vil sige at være menneske og hvad det vil sige at være skabt i Guds billede. Men det er ikke gennem bestemte normer og ideologier, vi skal forstå os selv som kristne, men gennem Gud.

Queer-teologiens påstand er, at vores kristne identitet overskygger alle andre former for identitet, når Gud realiserer en ny form for unaturlig tilhørsforhold. Det kommer til udtryk i dåben. Paulus formulerer det i sin dåbsformel i Gal. på følgende måde:

For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus .

Vores køn har altså ingen betydning i forhold til Gud.

Kønsforskelligheden mister sin berettigelse, når livet i Kristus virkeliggøres. Talen om, at det ikke kommer an på at være mand og kvinde, er en ordret gengivelse af den første skabelsesberetning om, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde. Grundtanken er, at skabelsesprocessen her falder i to dele, på den måde at mennesket skabes i Guds billede og først derefter får tildelt den kønsdifferentiering, der alene har til formål at gøre mennesket reproduktivt.

Vi bliver da i dåben til Kristus ført tilbage til det før-kønnede menneske og er ikke længere bestemt af køn og seksualitet, men som mennesker skabt i Guds billede. Dåben kræver altså af os, at vi formår at se bag om alle identitetskategorier og i stedet tager udgangspunkt i vores relation til Gud og hinanden. Og det er kirken selvfølgelig i særlig grad forpligtet på.

Den relation finder bla. sted i nadveren. Her forenes alle i et stort kærlighedsfællesskab med hinanden og Gud. Det er i nadveren, at dåbens tale om, at alle bliver ét i Kristus bliver virkeligt. Her sker der en forsoning og forening mellem dem, som ellers var fremmede for hinanden og fremmede for Gud. Alle står lige over for Gud og kan ikke distancere sig fra hinanden. Man bliver ét legeme, der er en mangfoldighed af køn, seksualitet og alle andre former for sociale identiteter. Og i det legeme er der ikke plads til hierarkier på baggrund af køn og seksualitet af nogen art. For hvis vi skaber hierarkier og hvis vi distancerer os fra hinanden og deler hinanden op i f.eks. homo- og heteroseksuelle, kvinder og mænd – og giver det en afgørende betydning – så bryder vi det fællesskab, Gud har skabt til fordel for tilfældige fællesskaber, der er menneskeskabte.

Derfor er det også helt afgørende, at der med den nye ægteskabslov bliver lavet ét vielsesritual i kirken og ikke som meget tyder på to – et ritual for heteroseksuelle og et for homoseksuelle. Bliver der lavet to vil den for homoseksuelle utvivlsomt komme til at fremstå som et vedhæng til den for heteroseksuelle. Og der vil blive lagt alt for meget vægt på de to parters seksualitet. Og det er altså ikke seksualiteten, der velsignes. Det er heller ikke ægteskabet som en orden, Det er den kærlighed, der stammer fra Gud, som velsignes.

Og den kærlighed kan vi ikke begrænse til ægteskabet. Kirken må aldrig glemme, at det ikke er ægteskabet, der er helligt, men Guds kærlighed, som forener mennesker. Og den manifesterer sig på alle mulige måder. Og ægteskabet er hverken den eneste eller mest rigtige måde at udleve sit køn og sin seksualitet på. Og det nytter ikke noget, at vi spærrer den kærlighed, der kommer fra Gud, ind i et ritual, der er afhængig af køn. Og det nytter heller ikke noget, at vi begrænser den til kun at gælde det monogame parforhold.

Det bør ikke for kirken være afgørende, hvem vi har sex med, hvor mange vi har sex med, og hvordan vi har sex, men om vi i vores relationer anerkender det andet menneske som ligeværdigt.