Dette er det andet portræt i Stefanskirkens portrætserie, hvor vi hver måned portrætterer en af Stefanskirkens mange og forskelligartede brugere. Denne gang er der fokus Iben Andersen, som sidder i menighedsrådet.

Her er plads til alle – det kan jeg godt lide

Iben Andersen arbejder frivilligt i Stefanskirken som medlem af menighedsrådet, hvor hun er kontaktperson. Herudover er hun at finde bag kødgryderne, når kirken holder måltidsgudstjenester, og som en del af kirkens jule- og høstmarkeder, som hun er med til både at planlægge og at afvikle.

Iben har været en formel del af Stefanskirken siden 1. april 2016, hvor hun løste sognebånd. Dvs. hun valgte Thomas Høg Nørager som sin præst, selvom hun rent geografisk hører til i et andet sogn.

”Som yngre havde jeg læst teologi i Aarhus i tre år, jeg betragter mig selv som kristen, og jeg har altid gået til gudstjeneste i den lokale kirke, hvor end jeg boede. Undervejs i et udfordret ægteskab mistede jeg min tilknytning til kirken. I min proces med at genfinde mig selv efter en hård skilsmisse genfandt jeg også kirken i form af Stefanskirken: Først gik jeg til et par gudstjenester, og siden deltog jeg i en studiekreds om teologen Johannes Sløk, som Thomas holdt. Her blev jeg klar over, at jeg skulle tilbage til folkekirken, så efter nogle samtaler med Thomas løste jeg sognebånd.”

Iben befandt sig så godt, at hun ikke bare blev kirkegænger, men også begyndte som frivillig, især med madlavning ved større arrangementer, og i det hele taget fik kirken stor betydning.

Kirken som modvægt til arbejdet

”Jeg arbejder i en fagforening. Det er barsk arbejdsplads, hvor jeg bl.a. arbejder med tunge personsager og store institutionssager. Så Stefanskirken fungerer som en modvægt til mit arbejdsliv og giver mig et fællesskab med en masse forskellige mennesker, som har dét fælles mål at gøre Stefanskirken til den bedste kirke.”

”Desuden er jeg glad for at kunne bringe min viden i spil i arbejdet som kontaktperson, hvor jeg kan trække på min faglige viden om fx ansættelsesret, arbejdsmiljø og andet relevant,” forklarer Iben.

Kirken som en del af det samlede Nørrebro-billede

Når Iben tænker på Stefanskirken, er fællesskab en vigtig faktor:

”Jeg synes, at kirkens årlige ramadanmiddag er en meget meningsfuld aktivitet, hvor mennesker kan mødes uanset trosbaggrund og dele et måltid og en aften med hinanden. Ramadanmiddagen, hvor kirkepladsen er dækket op med borde og summer af liv før, under og efter det fælles måltid, udgør en del af det samlede billede af Nørrebro, hvor der er plads til alle. Det samme er tilfældet ved kirkens måltidsgudstjenester til påske og pinse, hvor jeg har været med til at lave mad de to sidste år.”

”Jeg nyder også Stefanskirkens 1. maj-fejring, hvor kirken serverer gratis kaffe på kirkepladsen, og hvor Kevin, vores organist, spiller revolutionær musik på orglet og med forstærkere ude på pladsen. ”Jeg har set et rødt flag smælde” og ”Internationale” lyder fantastisk på kirkeorgel! Jeg føler virkelig, Stefanskirken er min kirke, når den også på denne måde kan være en del af det verdslige liv og fællesskab.”

”Og jeg synes, det er dejligt at tale med folk i bydelen. For det er ikke kun kirkegængerne, der kender kirken. Folk siger ”Ja, Stefanskirken kender vi godt. Det er en fed kirke”. Det er dejligt, og for mig er det vigtigt at bidrage til, at det kan fortsætte,” slutter Iben Andersen.

Iben Andersen sidder i Stefanskirkens menighedsråd, hvor hun er kontaktperson. Kontaktperson fungerer som bindeled mellem kirkens medarbejdere og kirkens ledelse. Kirkens ledelse udgøres af menighedsrådet, som er den formelle arbejdsgiver, og Pernille Østrem, som er kirkens daglige leder. Iben har siddet i menighedsrådet siden efteråret 2016, først som suppleant og det sidste år som ordinært medlem. Hun har været kontaktperson siden december 2017.

Privat er Iben enlig mor til to store sønner, bosiddende på Nørrebro og ansat i Landsforeningen af Socialpædagoger, der er en del af FOA. Her er hun uddannelsesansvarlig og underviser tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.