Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

"Giv os større tro"

Denne prædiken er holdt søndag en 26. januar 2020 i Stefanskirken af sognepræst Pernille Østrem.

Dagens tekst er fra Lukasevangeliet:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«

Prædiken:

Når jeg som barn besøgte mine bedsteforældre, hentede min bedstefar mig ved busstoppestedet og sammen vandrede vi nogle kilometer ad en lille vej med marker og stendyser så langt øjet rakte. Undervejs lærte han mig blomsterne og afgrødernes navne, efterhånden lærte jeg at genkende dem på alle stadier i deres vækst, og at kende forskel på hvede, rug og byg, og på raps og sennep, og dengang fandtes der også mange vildtvoksende grøftekantsblomster, som man kunne lære at kende. Egentlig var det hele meget fremmed og måske unødvendigt for et storbysbarn som mig. Men det blev og er stadig nært, og var og er livgivende og opbyggeligt.

Også de bibelske tekster bugner af afgrøder og blomster og træer, der har noget at fortælle og sige os. Her i hellig-trekongers-tiden går vi blandt korn og såsæd, ukrudt, sennepsfrø, hvedekorn og morbærtræer, og der sås, vandes og høstes.

Et lillebitte sennepskorn har en hovedrolle i dag. Disciplene ønsker sig STØRRE tro, siger de til Jesus. Vi må forstå at den de har er for lille, den slår simpelthen ikke til efter deres målestok.

Kan I se sennepsfrøet for jer? Det lillebitte brune frø? Jeg ved ikke om det er anerkendt i bibelforskningen, men jeg tror faktisk Jesus fortæller en vittighed i dag: For disciplene tror de har alt for lidt tro, og de vil gerne have noget mere. Så Jesus går ind på den præmis, ”Ja okay der er ikke meget tror dér, men hvis I bare havde så meget, som man kan stoppe ind i et sennepsfrø, SÅ ville I virkelig kunne urette det uudrettelige.” Som om man kan måle tro på den måde – som om det giver mening at forfalde til troens kapitalisme, altså hvis noget tro er godt, så må dobbelt så meget tro være dobbelt så godt. Som om troen kan vejes eller har en massefylde? Det er jo latterligt.

Men ikke desto mindre spørger folk tit hinanden, ”nå tror du så meget på Gud?”, ikke desto mindre vejer og måler folk hinandens tro og dermed vejer og måler vi hinanden, ikke desto mindre viser historien, både den forgangne og den der sker nu til dags, at mennesker dømmer og tager magt og liv på baggrund af, hvem der siger han har mest og størst tro. Det er virkeligt. Men det gør jo sådan set ikke at det er mindre latterligt i Jesu øjne.

”Hø hø ja okay, hvis I havde præcis 0,2 gram tro, så kunne I få et morbærtræ til at rive sig selv op med rod og plante sig i havet – jamen helt klart, et sennepskorns værd af tro skulle kunne føre til morbærtræs-selvmord.” Det latterlige bliver mødt med et lige så latterligt billede – bliver gjort til en vittighed.

Jamen hvad er så alternativet? Hvor er alvoren? Jo alternativet til at veje og måle og dømme hinanden er at være tjener, vel at mærke Guds tjener: Og hvad vil det så sige, jo det vil sige alvorligt at modtage livets gaver, afgrøder, mad, viden, alt hvad verden indeholde, bruge det til noget fornuftigt, noget der giver liv, noget der bygger op. Det er at være tjener.

Og når vi virker som hans tjenere, og dermed også hinandens tjenere, så skal vi ikke tænke at vi har været særligt flittige, fordi vi byggede op i stedet for at bryde ned, vi skal ikke forfalde til at vi tænke vi skal have særlig ros, fordi vi gav liv i stedet for at tage liv. Nej så skal vi sige tak for at vi kan bygge op, tak for at vi kan være livgivende.

Det er Jesus i en ret barsk udlægning af menneskets opgave i verden. Der er ikke nogen, der bliver strøget med hårene denne morgen. Ingen stjerner i karakterbogen, ikke flidspræmier ved skoleårets eller livets afslutning. At være troende er allerførst at gøre sit bedste for at føre livets mening ud i livet, så at sige. At bygge op, vande, så, høste, give føde. Og i det lys er tro en drivkraft, en bevægelse, et blik på livet.  

Og så er vi måske tilbage ved sennepsfrøet, hvedekornet, morbærtræet, blomsterne i grøftekanten, ja også ukrudtet. Vi kan få et fornemmelse for at den drivkraft, den bevægelse netop også er lagt ind i sennepsfrøet, ja at troen er lagt ind alt, hvad der vokser og gror. Og det er derfor det vokser og gror, helt uden at overveje at lade være.

Sennepsfrøet er i det perspektiv i sandhed fuld af tro på dets potentiale for at vokse og gro, der er ingen slinger i valsen. Men i det perspektiv er den troens drivkraft også er indlagt i os på samme dybe og gudsgivne måde. At vi er skabt til at skabe, at vi er givet liv for at være livgivende.

Og troen kan virke i os som en dyb trang, en længsel, og en omgang med verden. Og vi kan også søge den i vores hjerter og vores forstand, i vores fællesskaber og vores bøn.

Gudstjenesten er som skabt til at vise os troens åndelige råderum. Kan vi forestille os, at vi kan vandre åndeligt her, sådan som vi kan vandre mellem bølgende marker og fortidsminder ude i naturen? Så vandrer vi i sjælen her i gudstjenesten som på åndens landevej, der er vækst og rigdom og liv så langt øjet rækker.  Ritualet, salmesangen og bibelordet peger på den samme gudsgivne tro og mening, som sennepsfrøets spirren og kornets aks og vipper.

Om lidt skal vi fejre nadver sammen, og uanset hvad vi hver især formår, så vi bærer sammen jordens gaver frem, kornets og druen bærer det kulturelle, menneskelige aftryk som brød og vin. Og bærer den gudsgivne tillid til livet. Som guds tjenere og hinandens tjenere dækker vi bord og som fællesskab skænker vi op, så både hjerte og mund må smage troens sprødhed og sødme. Amen.