Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Nattevagt

Denne prædiken holdt sognepræst Pernille Østrem 2. søndag i advent 2019 i Stefanskirken. Dagens evangelium er fra Matthæusevangeliets kapitel 25, vers 1-13

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Amen.

Prædiken:

Dagens evangelium er en lignelse. Det betyder at Jesus fortæller en beretning, som ikke er sand i historisk henseende eller som dokumentarisme. Og der er heller ikke tale om en dystopisk forudsigelse af nogle virkelige brudepigers fremtid. Beretningen er sand i evighedens perspektiv og holder en åndelig klarhed frem, som man kan få del i. De ti brudepiger er ikke virkelige personer, som har levet, de er lige så virkelige som den lille pige med svovlstikkerne eller Klods Hans. Altså fantasivæsener, der skal fortælle os noget om os selv og hinanden. Og på den måde kan man så sige, at menneskene i både lignelserne og eventyrerne sådan er helt og aldeles virkelige, fordi de er os, spejler os eller taler til os i et sprog, der krydser tid og rum.

Som ung studerende var lignelsen om de ti brudepiger den første tekst jeg nogensinde prædikede over. Prædikenen tog form på en kursus i prædikenskrivning hos Svend Bjerg i begyndelsen af årtusindet. Lignelsen har fulgt mig siden som en kernetekst, og ved mit arbejdsbord har altid hængt William Heinesens papirklips-fortolkning af de ti.

Og i denne uges forberedelser og arbejde med teksten, har den grebet mig igen med velkendte genkendelige farver og med nye og glædelige nuancer.

På bibelsk tid foregik et bryllup således at brudgommen på bryllupsdagen gik til brudens familie og for at man kunne blive endelig enige om en medgift. Når det var på plads, gik gommen, og til tider også bruden, ud og mødte brudefølget for at gå til festen. Det kunne meget vel blive nat, før man så noget til de nygifte, for desto høfligere brudgommen ville være, desto længere trak han det ud at få pruttet prisen på plads. Så ikke noget mærkeligt i, at brudepigerne falder i søvn. Der er da heller ingen bebrejdelser at spore.

Den søvn som de ti brudepiger falder i, er faktisk dødens søvn! Sådan har nogle læsere og fortolkere af teksten igennem tiden hævdet. Hvis vi tager den tanke op, skal vi forestille os at lignelsen er et blik ind i evigheden. Ind i det forunderlige, at vi bliver lovet et liv et efter døden. At døden ikke er det sidste der sker med os. Altså er pigernes møde med brudgommen spejler mødet med den korsfæstede og opstandne frelser. Med Gud i opstandelsens lys.

Altså en tro på at hvert eneste menneske efter sin død står ansigt til ansigt med sin skaber og sin frelser og ansigt til ansigt med alt, hvad man i sit liv har gjort og ikke gjort.

Vi kan ikke slå det fast med nogen som helst sikkerhed, at pigernes søvn absolut skal forstås som deres død. Men der er flere forskere, der peger på det. Måske behøver vi ikke sådan lægge os fast på det, måske kan det være ét aspekt af lignelsen, hvis vi accepterer at den åndelige klarhed gives i et væld af nuancer og ikke lader sig rumme i nogen som helst enstrenget tolkning.

Brudepigerne har også et andet skær over sig, som man kan tage med. Nemlig som brude, der venter på deres udkårne. Rene jomfruer, som skal forenes med deres kærlige og omsorgsfulde ægtemand. Sådan har man gennem tiderne ofte beskrevet de kristne og den kristne menighed i forhold til Gud, helt tilbage fra det gamle testamente og også i salmedigtningen.

Ikke så sjældent vil der i disse digtninger også indgå et element af, at bruden er utro eller uværdig efter datidens og patriarkatets samfundsnormer.

Men den kærlige brudgom tager i dette klassiske billede bruden til sig, tilgiver og drager omsorg på trods af overtrædelserne. Altså en måde at tale om den guddommelige tilgivelse og nåde, i en opsætning som ikke er comme il faut vor tid. Men måske kan vi alligevel godt genkende nogle farvetoner, hvis vi ikke hænger fast i mand-kvinde stereotyper, men mærker i dybt i hjertet, hvordan det er at opnå sand og omsiggribende tilgivelse, hvis man trænger til det.

Lad os i øvrigt lige sætte scenen: Vi befinder os i Jerusalem i påskeugen. Hvis man går hjem og tager sin bibel og læser fra kapitel 21 i Matthæusevangeliet og frem til og med kapitel 25, som vi står midt i idag, så vil man se, at Jesus har en serie af skænderier og opgør med datidens magthavere, politikere og præster. De samfundsspidser som lige præcis har bygget et vel-etableret samfundssystem op, hvor alle står i fare for at blive dømt ude i kulden, og de få der kan, holder fast på at være inde i varmen. Jesus udfordrer deres autoritet og latterliggør deres institutioner. Vi ved at han senere vil blive dømt og henrettet for gudsbespottelse, ved netop deres mellemkomst.

Her er vi langt fra lignelsens univers – vi bevæger os i det historiske univers – selvfølgelig fortolket af de der så det og de der skrev det ned og af redaktionschefen. Sådan som det er med alt, hvad vi ellers læser af historiske og journalistisk materiale, hvad enten det er fra fordums tid eller breaking news.

Balladen starter allerede om søndagen, palmesøndag som indledning til påskeugen. Og så fortsætter det ellers der ud af de kommende dage med uddrivelsen af kræmmere og pengemænd fra tempelpladsen. Og ind i mellem de verbale og fysiske opgør fortæller Jesus lignelser på livet løs. Til dem han skændes med blandt de magtfulde, fortæller han. Han fortæller til de store folkeskarer, der forsamler sig for at høre ham, og så fortæller han i hemmelighed til disciplene alene på Oliebjerget i dagene før de skal spise den sidste nadver sammen. Og det er fra denne fortællekreds til disciplene at lignelsen om de ti brudepiger er taget.

Og da han har fortalt den lignelse, fortæller han dem en anden om de betroede talenter og så en tredje om verdensdommen.

Lad mig lige kort ridse dem op: Altså den anden beretning går i sin enkelhed ud på: Hvordan skal man bruge de talenter, man bliver givet?

Skal man grave dem ned og beskytte dem, eller skal man investere dem. Der er ingen tvivl i lignelsens univers: Man skal sætte sine talenter på spil.

Og i den tredje beretning, der i den danske oversættelse har overskriften ”verdensdommen” siges det: at der er to muligheder for mennesker: Enten har man i sit liv hjulpet de fattige, de fængslede, de syge og de mest udsatte, eller også har man ikke. Og der trækkes et skel der mellem de to grupper, fårene og bukkene. Men ingen af de to grupper har, da de stilles til ansvar for deres gerninger, forstået, at når man tager imod og hjælper den svage, tager man samtidig også imod Gud, og når man afviser den svage, så afviser dermed også Gud.

Og om alle tre historier gælder det at de bevæger sig ind og ud af tid og rum: Ind i de dødes rige, for at fortælle noget om hvordan vi kan tro, et menneskeliv bliver set i evighedens perspektiv. Ind i de levendes verden for at fortælle noget om, hvad vi skylder hinanden og hvad vi skylder Gud at gøre.

Hvordan vi skal gøre vores bedste for at holde lys i lampen, bruge vores talenter og se den gudsgivne værdi i hvert et menneske.

Og som jeg sagde til at begynde med, tror jeg det er ret afgørende at holde sig for øje at kunne se forskel på en lignelse og på dokumentarisme. Og ikke forfalde til at gøre lignelserne til en eller anden form for datidens evighedshoroskoper, der forudsiger konkrete menneskers endeligt i evigheden. Lignelser er et led i vores åndelige øvelse i ikke at dømme efter menneskelige målestok. Gøre åndeligt oprør mod det der forhindrer liv og vækst og lys. Forstå os selv som mennesker nu og her, der også lever i lyset af evigheden og i lyset af hvordan Gud ser på os.

Lad mig til sidst vende mig til lignelsens afslutning: Pigerne uden olie på lampen siger: ”Herre, herre, luk os ind!” Men brudgommen svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke, våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

I en prædiken fra begyndelsen af årtusindet spørger en ung cand.theol.:

Hvorfor skulle der lyde dette ”våg derfor” til dem, hvis døren var endegyldigt smækket i? Ja de har handlet sådan, at de kom for sent den nat. Men de bliver opfordret og udfordret til blive ved med at tage nattevagter: Der kommer nye nætter at våge i, nye nætter at holde lampen klar, og når tiden er inde, vil deres lys skinne og de vil finde vejen til den åbne dør. I den udlægning kan vi tro på en Gud, der aldrig lukker døren endegyldigt i for noget menneske, og vi kan tro på os selv som mennesker, der har fået talenterne til at kaste lys over livet og til at hjælpe vor næste. Og i det lys er det aldrig for sent. Selv i evigheden – og ikke mindst i evigheden bliver der kastet lys over og tilgivelse på det, som vi ikke magtede og det vi ikke nåede. Amen.