Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Nu falder der lys i de stuer

Denne prædiken er holdt i Stefanskirken første søndag i fasten af sognepræst Thomas Høg Nørager. Du kan læse dagens bibeltekster ved at trykke her (nyt vindue åbnes).

Lige nu er der en fantastisk udstilling på Statens Museum for kunst som man skal unde sig selv.

Anna Ancher hedder udstillingen slet og ret, med værker af denne bemærkelsesværdige skagensmaler som kunne noget med lyset.

I fredags, i vores menighedshus Karmel, til vores månedlige rundstykker og højskolesangsarrangement have vi besøg af Lektor Lillian Munk Rösing som igennem sit billedforedrag gjorde os alle klogere på Anna Anckers måde at male lyset på.

Og hun kunne fortælle os hvordan et særligt motiv gik igen, nærmest som en signatur i malerierne, nemlig billedet af sollys der skinner ind igennem et vindue og rammer væggen i et rum, således af man rummets væg nærmest får et ekstra vindue af fire oplyste firkanter, fordi sollyset sætter så kraftigt et aftryk.

Rummene som Anna Ancher maler er almue rum dvs. almindelige jævne menneskers jævne stuer. Med almue menneskenes almue farver – jordfarverne, og menneskene som portrætteres var almindelige jævne mennesker. Ikke konger, dronninger eller kendisser, men fx en blind mand rynket og slidt efter et langt liv. Eller en gammel kone ligeledes rynket og slidt. Og i disse jævne rum, og på disse jævne mennesker, falder der nu et lys, som verden sjælden har undt dem.

For mig er det helt tydeligt at der er en særlig form for kristendom på spil. Ikke fordi Anna Ancker var bekendende religiøs, det var hun, så vidt vides, ikke. Men fordi billedmotiverne i sig selv bærer noget med, som vi genkender fra kristendommens ældste tekster.

At der falder lys der hvor der ej før var lys. At vi så at sige stadig er i gang med skabelsens første dag, hvor Gud som bekendt sagde: lad der blive lys… og igennem Anna Anchers billedkunst falder der nu også lys i de stuer og på de mennesker som ingen før skænkede en tanke.

Og derved anslår motiverne ikke bare skabelsen men også beretningerne Gudesønnen Jesus der om sig selv siger at han menneskesønnen kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Hvilket lige såvel kan det betyde det oversete og det glemte.

Man kan derfor sige at når Anna Ancher kaster lys igennem vinduerne i de oversete bondestuer og oplyser de glemte almindelige mennesker, så fortsætter hun et bibelsk grundmotiv, at bringe de mindste til ære og værdighed.

Således kan der i Anna Anchers malerier meget vel være mere kristendom på spil end man finder det i en traditionel dansk kirke.

Men dette afføder også et kritisk spørgsmål. Hvorfor overså du mig så længe? Hvorfor var jeg dig ikke værdig? Hvorfor er det først nu du vil se på mig. I al deres skønhed begynder billederne også at råbe til os. Mig overså du i går! men hvem overser du i dag?

De bibelske tekster vi har lagt øre til i dag er igen på den måde forbavsende moderne. Jeg kunne godt tænke mig at tage fat i Kain og Abel teksten som vi hørte i gudstjenestens indledning. Kain har slået sin bror Abel ihjel. Og nu konfronterer Gud Kain og spørger ham »Hvor er din bror og Kain svare de berømte ord: Skal jeg vogte min bror?« Og Gud siger: Din brors blod råber til mig fra jorden.

Og der er så meget kraft i din sætning, ligesom i Anna Anchers stille mennesker også fra dybet synes at råbe: Hvorfor overså du mig så længe? Så råber det spildte blod fra jorden.

Hvor aktuelt dette er kan man på tragisk bagvendt vis erfare ved at se til hvad der lige nu sker i Ungarn. Her fjerner man lige nu den litteratur fra skolernes pensum som skulle lære børn og unge om 2.verdenskirg og om forfølgelsen af jøder og minoriteter.  Imre Kertesz roman De skæbneløse om en 14-årigs oplevelser i Auschwitz har været obligatorisk læsning for skoleelever i Ungarn. Den bog erstattes nu af forfattere som har støttes nazismen. Man prøver så at sige, at lukke munden på det råbende blod.

En af de mest bemærkelsesværdige nutidige stemmer, der har bragt de skæbneløse frem i lyset er den hyperaktuelle Sydafrikanske digter Koleka Putuma. Koleka Putuma revolutionerede den sydafrikanske litteraturscene med digtsamlingen Kollektivt Hukommelsestab i 2017.

Putuma skriver fra et queer-perspektiv om politik, race, religion, seksualitet og feminisme og meget mere. Kollektivt hukommelsestab hedder hendes prisvindende digtsamling, som ved sin væren, gør det modsatte, nemlig restaurerer en fælles hukommelse, bringer det oversete, det undertrykte og det misforståede ud af glemslen og ind i lyset… Og bruger bevidst bibelske metaforer og figurer fra den kristne tradition..

Et bemærkelsesværdigt digt fra samlingen hedder Genopstandelse. Og når vi lytter til digtet så prøv også at lægge mærke til hvor meget det råbende blod fra Kain og Abel fortællingen spiller med:

Genopstandelse: Gravstederne bløder trauma. Minderne siger, luk mig ud. Massakrerne siger, husk mig. Gravstederne siger, det gør stadig ondt. Skelletterne peger på de ømme steder. // Blodet siger, find mig på gerningspersonernes hænder. Blodet siger, vask mig af ofrenes lig. // Blodet siger lad ikke børnene se badet. Blodet siger, lad ikke de unge vaske sig i det. Blodet siger, gravstedet er ikke egnet til helbredelse.

Der er spildt nok blod til at kortlægge de lande det har oversvømmet. Der er mistet nok blod til at vi kan dø. Der er nok blod tilbage til at vi kan overleve. // Deres tunger brænder i vores munde. Når vi taler om vores historie slukker vi ilden.//

Når jeg har taget dette digt med i dag, så er det ikke kun for at vise hvordan den bibelske billedverden får nyt liv i moderne digtning, men det er også for at vise, hvordan der igen er så meget kristendom der trænger sig på som hverken kommer ud af præsters mund eller gamle kirkebygninger, men kommer frem alle mulige andre steder og i alle mulige andre sammenhænge… fordi der er kristendom til stede der hvor der hvor lyset falder på de oversete og øret lytter til det blod der råber fra jorden …

---

Og lad mig her til sidst kort vende mig mod Evangelieteksten som er nådesløs overfor de selvcentrerede disciple.

Scenen, som ikke nævnes i vores uddrag, er aftenen for den sidste nadver, aftnen før Jesus skal dø, skærtorsdag aften. Jesus har lige talt om at en skal forråde ham. Og i forlængelse heraf begynder de gudhjælpemig at diskutere hvem af dem der skal regnes for den største,

og de forstår slet ikke, at de, ved at diskutere dette, allesammen forråder ham… Og da lyder ordet: Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.

Sådan. Og så ikke mere. Amen.

 

 

Salmer er godt for sjælen

Nogle vågner op med et nyt salmevers på læberne hver morgen. Andre kan synge med på Et barn er født i Bethlehem, sådan cirka. I Stefanskirken elsker vi at synge. Og hvis du gerne vil synge, kan du gøre det om søndagen og mange andre dage året rundt. Men du kan også øve dig lidt hjemmefra. Se her: Lyt til danske salmer og her: Den danske salmebog.

Vi glæder os til at synge med dig. Både melodier og tekster kan være til glæde, trøst og inspiration.