Thomas Høg Nørager prædiker denne søndag på skrift. Du kan læse hans prædiken her. Du kan også finde en lydoptagelse med prædikenen ude til højre her på siden.

Dagens prædiken:

I dag er den, 3. søndag efter påske 3. maj 2020, og det stykke bibelske litteratur som knytter sig til denne søndag er at finde i Det ny Testamente i Johannesevangeliet kapitel 14. vers 1-11. I dette stykke er der et par linjer som er blevet særligt berømte. Det er Jesus-figuren der taler om sig selv og siger: Jeg er vejen sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Og det er de ord jeg vil gøre ophold ved i dag. For de ord har altid fascineret mig. At komme til Faderen. Altså at komme til Gud. Jeg er vejen sandheden og livet. I bestemt form. Som om der skulle være en vej, en sandhed, en måde at leve på.

Men den der siger de her ord er jo i sig selv tvetydig. Jesus-figuren. I traditionens forståelse er Jesus-figuren både Gud og menneske. Så er det guden Kristus der taler eller er det mennesket Jesus der taler. Det er den tvetydighed jeg finder fascinerende, og måske er det pointen. At livet altid må forstås som noget tvetydigt. At sandheden, at den vej vi går på altid er tvetydig. Således vi siger: Det er tvetydigheden der er vejen, sandheden og livet.

Her begynder det at blive spændende. For nu de synes det at svare til de erfaringer vi gør med vores eget liv. Hvor vi opdager mangfoldigheden, nuancerne og kompleksiteten ved tilværelsen som et livsvilkår. Vi godt ved at der ikke findes enkle løsninger og simple svar. Det er det paver og politikere tit har haft svært ved at forstå. Fritænkere og digtere har derimod ofte vidst det.

Som præst har jeg fundet trøst i dette perspektiv. Når jeg tvivlede. Og tabte modet. Som det er sket mere end en gang. At tvetydigheden er et livsvilkår. At man ikke var ansat til at komme med sandheden, eller skulle anvise vejen, men nærmere at vi er sat til at stå i tvetydigheden sammen. Og ikke være bange når vi møder den. Fordi den er vores livsvilkår. Og det er måske en af de gode ting de gamle tekster kan lære os i dag. Til gengæld kan man godt frygte nutidens kultur som synes at fascineres af og hylde forsimplede løsninger og tomme paroler

Fra den gamle verden lyder ordene: Jeg er vejen sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. De ord oversætter jeg til: Tvetydigheden er vejen sandheden og livet; i tvetydigheden kan du møde Gud.

Det har fritænkere og digtere mere end ofte vidst.

Den prisbelønnede danske digter Nikolai Stockholms nyeste digtsamling fra 2018, synes i sin titel at have foregrebet den krise verden står i nu, hvor Covid-19, den onde coronavirus hærger verden.

Udenfor Pesthospitalet, hedder digtsamlingen, der handler om identiteten som digter, som mand og ikke mindst som søn af en døende far. Men som på så mange måder også bare handler om at være dig og være mig i verden lige nu. Fordi den slår nogle toner an som er universelle og som er tidløse. Og som i sin smukke digtform siger lige præcis det som ikke kan siges på andre måder.

Bogens 2. kapitel hedder Tilfældige indlæggelser, og minder os om det vi alle sammen må forholde os til lige nu. Kan det ramme mig? Vil det blusse op igen? Kommer jeg ud herfra og bliver jeg nogensinde fri? I dette afsnit hedder det første digt Opstandelse, et digt jeg vil læse lige om lidt.

Titlen opstandelse leder jo tankerne hen på den kristne påske, hvis urbillede er fortællingens om den korsfæstede Kristus der opstår fra de døde.

Jeg betragter nu ikke Nikolaj Stocholm som en kristen digter eller en religiøs digter. Det er ikke derfor. Måske tværtimod. Almindelige salmedigtere er jo så sige propagandister, og sådan nogle kan være svære at stole på.  Så er det nemmere at stole på en som ikke er ude på at sælge mig noget.

Det er for mig langt nemmere at stole på en digter som igennem sproget giver udtryk for de erfaringer og visioner, længsler og drømme som livet i sig selv bærer på.  Det er der hvor den religiøse og den ikke-religiøse kan mødes: der hvor livet træder uforfalsket frem.

Det kan både være et skræmmende sted og et fascinerende sted. 80’er digteren Michael Strunge, siger et sted:  Stik mig med knive og poesien sprøjter. Hvilket nok ikke skal forstå bogstaveligt, men som et udtryk for at der hvor livet stikker, kildrer, prikker og gør ondt, der trænger ord sig på til nye konstellationer for at forsøge at fastholde og begribe det egentligt ubegribelige…

Det er ud af denne tradition Nicholaj Stocholm skriver og hans digt Opstandelse, fra digtsamlingen Udenfor Pesthospitalet lyder:

Opstandelse

Giv mig en morgen for hele livet

når du ude af dig selv taber

et instrument på køkkengulvet

og lykkelig samler det op igen

 

Giv mig en morgen for hele livet

når du kigger ned ad gaden

og ser dig selv i den gruppe

der står og vinker dig hen til sig

 

Giv mig en morgen for hele livet

når motorsave kæntrer i din mave

løb indtil dine fødder bliver stærke

som træer og mærk at jeg griber dig

Så vidt digtet…

Fra den gamle verden lyder ordene: jeg er vejen, sandheden og livet,

Fra den nye verden lyder ordene: løb indtil dine fødder bliver stærke // som træer og mærk at jeg griber dig.

Begge har de tvetydigheden til fælles, tvetydigheden om det er guden eller mennesket, der taler i den gamle tekst, og at den tvetydigheden netop er sandheden… eller den nye tekst fornemme billedsprog: Fødder der skal blive stærke som træer. Men træer har rødder og fødder kan flytte sig.

Men et menneske der kun flytter sig og aldrig slår rod, kalder vi rodløst; men fastgroet, kalder vi det menneske der aldrig flytter sig. At være menneske, er hverken eller, men at finde sig i det tvetydige. Der hvor fødder rimer på rødder. At være i tvivl. At være uenig med sig selv. Der kan en morgen fylde et helt liv ud. Og hvem ved. I tvetydigheden kan du møde Gud, vejen sandheden og livet Eller som digteren skriver:

Giv mig en morgen for hele livet

når motorsave kæntrer i din mave

løb indtil dine fødder bliver stærke

som træer og mærk at jeg griber dig… 

Sådan og så tror ikke jeg skal sige mere om det. God søndag. Amen