Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Fri og bundet

Sognepræst Pernille Østrem prædiker 4. søndag efter påske 2020

Den bibeltekst, der hører til dagen er fra Johannesevangeliet og lyder sådan her:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

 Johannesevangeliet 8,28-36

 De mænd Jesus taler med i dag er mennesker som du og jeg. De er jøder og dermed efterkommere af Abraham, som er en af stamfædrene fra det gamle testamentes fortælling om, hvordan jøderne blev et folk, som synes at stå i et helt særligt forhold til Gud. Abraham blev lovet, at Gud ville være med ham og alle hans efterkommere. Generationer efter var jødernes blevet et stort folk men ad omveje var de endt i Egypten som slaver. Måske har du set den film, der hedder Prinsen af Egypten eller hørt historien om, hvordan jøderne var slaver i Egypten men ved Guds og Moses’ mellemkomst blev flygtninge i 40 år i ørkenen for til sidst at komme hjem som fri mennesker til Israel.

Derfor vil ny-omvendte kristne, der er født jøder, som Jesus står og taler med en dag gerne have sig frabedt at blive kaldt for trælle og for ufri. Og det er jo rigtigt, at lige præcis de mænd, som Jesus taler med den dag, de har aldrig været slaver, men det har deres forfædre. Men samtidig påkalder de sig en særlig arveret helt tilbage til tiden FØR Egypten – til en ubrudt forbindelse til Abraham.

Man kan vel sige, at de er som folk er flest: De fleste har en tendens til at bruge de kan fra historien og smide det væk, der ikke passer ind. Hvad enten det nu gælder ens familiehistorie eller ens lands historie. Ja helt ned til sportsresultater kan man se det: Hvis Danmark vinder, så har VI, altså hele landet, vundet.  Hvis Danmark derimod taber, så har DE, altså holdet, tabt. Men vi bryder os heller ikke om at være en nation af tidligere slaveejere, men vi vil gerne tage lidt ejerskab på Peter von Scholtens bedrifter.

Men det er jo heller ikke helt dårligt at forsøge at finde den gode historie i ens historie. Ikke mindst fordi der som regel altid er mere end en måde at fremstille en fortælling på. At man blev sendt hjem på grund af corona og at statsministeren lukkede landet, har selvfølgelig helt individuel betydning for forskellige mennesker, men selv den enkelte kan fortælle sin egen historie i versioner og dermed også vælge hvilken lære man kan drage af det, man har oplevet.

Jeg har lagt mærke til, at mange mennesker taler om at de oplever at corona-krisen har givet dem anledning til at komme ned i tempo eller få styr på fokus eller gøre det klart, hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt. Og at de har taget ved lære af det.

Der er også mange for hvem corona-krisen har bragt stress og frygt med sig, for helbred og økonomi, for fremtid og ens børns velbefindende. Og nogle mennesker rummer at fortælle en blandet og flertydig historie om sig selv. Nogle ting smerter, andet løfter op. Regeringen er ikke kun en samling lusede amatører og socialdemokrater, selvom ens bryllupsfest gik i vasken og forretningen vakler. De er også mennesker, der gør deres bedste. Og måske kan man godt føle begge dele i et menneskehjerte.

I dagens evangelium taler Jesus til nogle mænd, som ikke har draget nogen ydmyg lære af, at deres forfædre var slaver og fanget i et fremmed land. Næh tværtimod så hævder de, at DE har ALDRIG været ufri! Men det er også en flok mænd, der samtidig stiller sig på skuldrene af deres forfar Abraham og derfor synes, at de er noget ganske særligt. Og hvis man synes man er noget ganske særligt på den dér måde, så synes man også at nogle andre er noget væsentligt mindre særligt, og måske ikke har lige så meget ret, og man ser ikke nødvendigvis andres menneskeværd så klart, som det er muligt.

Og i tilgift er mændene altså også nyomvendte kristne. De har hørt Jesus prædike og er kommet til at tro på ham. De er det man kalder de sidste dages hellige, man kender det nok godt enten fra sig selv eller nogle andre: De nygifte, der mener at de aldrig vil komme til at skændes. De nye ikkerygere, der synes en hel masse om det.

Og så må vi nok også tro, at disse mænd er en slags billede på det at være mennesker. Altså det er bestemt ikke sikkert, at Jesus lige præcis har stået og talt med lige præcis Jan og Carsten og Paul, de der særligt selvgode typer omme fra Hjortesprings-alle. Men det er sandsynligt at vi i hvert fald gerne må kunne spejle os lidt i dem som typer. Og så må de jo både gerne være troværdige og samtidig også lidt skarpt trukket op, som når man ser en film og kan sætte sig i de medvirkendes sted.

Og Jesus siger altså så til dem og os: Lad nu være med at sige at du er fri. For det første er du altid forbundet til noget eller bundet til noget, på godt eller ondt: Din historie, din familie, dine oplevelser. Måske har du fået noget forærende, måske har du kæmpet for det du har fået. Måske er du undertrykt af noget, du ikke behøver været trykket ned af, og som du har chancen for at gøre dig fri af. Måske har du lært en lektie af noget du selv eller dine forfædre har bedrevet, så du siger: Sådan vil vi ikke gøre i fremtiden – eller det vil vi aldrig glemme.

For det andet, hvis du nægter at være bundet eller forbundet til noget, fornægter du hvad det vil sige at være menneske: Alle mennesker er forbundne og bundne af hinanden på kryds og tværs. Selve det at være menneske vil sige, at man har brug for hinanden, at vi skylder hinanden noget – en mor skylder sin datter at passe på hende, når hun er ung, og senere bliver det omvendt, og nogle gange lykkes det ikke, og så føler vi skyld, eller føler at det er synd for os – hvilket ikke bare er en dårlig ting, i den sunde skyld, der forstår vi netop hvor stort vores ansvar er for hinanden. Forældre har dårlig samvittighed, fordi de elsker deres børn og gerne vil gøre det godt. Politikere har forhåbentlig også dårlig samvittighed når de laver fejl eller deres beslutninger rammer skævt, og kan have skyldfølelse, fordi de føler ansvar og sammenhængskraft med befolkningen.

Det værste man kan forestille sig er et samfund renset for skyldfølelse, hvor alle svæver som autonome enheder totalt ligeglad med andre end sig selv. Det er klart, at nogle føler en skyld, som er for tung og som er dem pålagt, og som er usund. Og det skal vi hjælpe hinanden at gøre os fri fra. Men den sunde fremaddrivende samvittighed er god – den vi føler fordi vi er forbundne.

Så i et ganske almindeligt samfund bestående af Jan og Carsten og Paul fra Hjortesprings-alle er vi alle syndige mennesker: Synd er alt det der er synd for os, det der smerter os. Og synd er alle de vilkår vi har eller får. Og synd er det vi ikke fik nået og det vi gjorde og sagde, som gjorde andre ondt. Og der kan ingen ærlig talt sige sig fri fra.

Og målet er ikke at sige sig fri eller at blive fri for hinanden. Men det Jesus kommer for at sætte os fri fra, det er dømme hinanden og os selv. Jan og Carsten og Paul og alle os andre har med det kristne budskab en evig chance for at blive sat fri fra at skulle dømme andre, sætte sig over andre eller sætte sig under andre. I det budskab Jesus kommer med er den store frihed at være Guds børn – være bror eller søster til Jesus, være ligemænd og ligekvinder, og tro på at det er sandt, øve sig i at leve efter det. Få skyldfølelse, når vi ikke lever efter det, prøve igen, og tro på at Guds tålmodighed er større end vores, at hans tilgivelse er større en vores, men at vi er sat fri til at spejle os i ham. Nu og alle dage. Amen.

Jul og advent

Det sker i Stefanskirken