Kristi Himmelfart refleksion 2020: Genåbningsgudstjeneste: Prædiken ved sognepræst Pernille Østrem

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Amen

Kære alle! ”Sammen, hver for sig” og ”Sammen, men på afstand”. Vi har hørt og læst de udtryk mange gange, siden statsministeren tog dem i brug for et par måneder siden.

For nogle betyder det: Nye former for samvær, fredagsbar på tværs af gården i andelsforeningen, banko gennem bilruden, kirke på internettet, tryghedsopkald via telefonkæder, til fællessang med hele Danmark. For nogle betyder det øget isolation og ensomhed, for nogle betyder det nye fællesskaber. Sådan har vi og mange andre medlemmer af vores samfund forsøgt at finde veje til at være sammen, hver for sig, i denne tid. Og i dag fortsætter vi, så godt vi kan.

I dag sidder og står vi sammen til gudstjenesten for første gang i samme rum, men stadig med afstand, uden at give hånd eller kramme, for på den måde kan vi være sammen og passe på hinanden.

Og mange andre er også sammen med os på afstand derhjemme –  for at passe på sig selv, hver enkelt for sig; og denne prædiken vil også kunne læses af dem lige nu.

Siden det blev klart, at vi sandsynligvis ville komme til at fejre Kristi Himmelfarts-gudstjeneste som en del af genåbningen, har jeg tænkt meget på, at de bibelske beretninger om Kristi Himmelfart er startskuddet til at forstå hvad det i kristen forstand vil sige at være ”sammen hver for sig”.

Jesus genopstod påskedag og gik derefter på jorden i 40 dage, hvorpå han skiltes fra sine disciple og blev båret op til himlen. DET er i sin simple form Kristi Himmelfart. Han bliver taget væk fra denne verdens tid og sted og rum. Og vi skal forstå det sådan, at han bliver taget bort for ikke at være bundet til et bestemt fysisk sted.

For at kunne være allesteds-nærværende, og ikke mindst så vi kan tro, at han er det.

Det er alt sammen for vores skyld: At han må bo ved troen i vore hjerter, at vi må stole på, at han kan være til stede med os i nadveren, ved døbefonten, i bønnen; og at han kan være med mennesket også dér, hvor den enkelte føler sig allermest ladt i stikken.

At han kan være med os, hvor både fysisk afstand og mental afsondrethed gør mennesket fortvivlet – at han kan være med os dér, uden at mangle nogen andre steder.

Og dette at han er taget ud af tid og sted og rum, gør også at ingen heller mere skal have lov at tage patent på Gud; Gud bor ikke i ét bestemt tempel, tilhører ikke ét folk eller ét land. Når disciplene går til det jødiske tempel efter himmelfarten, som vi hører det i dagens evangelium, finder de ikke eksklusivt Gud dér, selvom det ellers er hvad deres forfædre er blevet fortalt i århundreder, at DE har særlig forrang, at Gud bor i DERES tempel.

Man kan sige, at fra og med Himmelfarten bliver hele Guds fortælling aktualiseret til det enkelte menneske, ja til  hver ENESTE menneske, ikke eksklusivt til nogle få. Vi er alle på afstand af begivenhederne, i tid og i rum. Vi skal ikke have oplevet det selv, vi skal ikke se hans mirakler eller gå ved siden af Jesus på vejen for at møde ham.

Det er vores hjerter, der møder ham og er sammen med ham, netop fordi han ikke mere er bundet til tid og rum efter Himmelfarten. Så vi er sammen med ham, hver for sig.

Og først når han ikke er bundet til tid og rum, holder kristendommen op med at være en lille jødisk sekt for en gruppe mænd og kvinder i Palæstina, og folder sig ud til ethvert menneske. Nu kan ethvert menneske få del i evangeliet om Jesus Kristus.

Jeg bede jer skæve til salmearket i dag: til den første salme vi sang vers 4:

”Møder ham med gyldne kroner, ham og mange millioner, dyrekøbte med hans blod, stigende fra jammerdale, nu med ham til fredesale!”

Ethvert menneske kan være sammen med ham i alle aspekter af fortællingen, både i alle aspekter af hans fortælling og i alle aspekter af VORES fortælling.

Og så sker det, at vi stiger op fra jammerdale sammen med ham, mens vi synger. Vi stiger op af hans og vores jammerdale. Og som vi også sang det: I det øjeblik lige nu og her, og dog uden for tid og rum, men sammen med ham, dér hvor han opstår fra sin død, da kan vi også stå op til nyt liv.

Og når vi rejser os med ham, mens tonerne løfter sig i salmesangen, og hjertet gør hvad hjertet skal, så sker det forunderlige, at vi rejser os sammen med millioner af andre, sådan som salmen også siger det.

Løsrevet fra tid og rum, frigives vi også fra eksklusiviteten og muligheden for at få eneret Jesus.  Det vil sige vi bliver forenet med menneskeheden i kraft af himmelfarten.

Det er også i det lys, at Jesus sender sine disciple ud for at døbe og fortælle om hans ord. I lyset af himmelfarten må vi tro på, at vi er sammen som menneskehed, selvom vi også er hver for sig. Uanset om vi sidder med afstand på kirkebænkene eller grænserne er lukkede.

Og om lidt skal vi synge sammen igen. Det som jeg her taler om, kan godt være lidt abstrakt. Men faktisk er det det, som langt de fleste af vores salmer handler om. At vi åndeligt og i hjertet forenes med Gud og dermed med menneskeheden. Det udtrykkes måske simpelthen bare bedst poetisk.

Så prøv at lægge mærke til det i dag, og også andre dage, at salmeteksterne igen og igen på nye måder fortæller dette mageløse og svært begrib-bare, uden at det dog bliver mindre mageløst. Hele vores kirkeår, alle vores ritualer og vores salmer er designet til at hjertet skal få lov at åbne sig og lukke ham ind.

Som når vi bøjer os ned og ser ind under hyttetaget i stalden og ser det lille Jesusbarn ligge nyfødt, når vi løfter blikket og ser op på Golgata, som vi skal synge de i salmen efter prædikenen. Som når vi knæler ved nadveren og spiser med ham og med alle andre, der har knælet og nogensinde kommer til at knæle.

Vi er i kirken, fejrer nadver, synger, beder, hører bibelteksterne, og vi gør det også på vegne af de, der ikke kan være her i dag. På afstand og dog sammen.

Vi holder gudstjeneste i det rum, som Kristi Himmelfart har etableret til os alle: Uden for tid og sted og rum, og dog midt i verden, forbundne og uadskillelige, på afstand og dog sammen. Amen.