Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Alle helgen: Det, de lærte os

Sognepræst Pernille Østrems prædiken til alle helgen 2020

Alle helgens dag 2020 Prædiken

På den lille ø Øsel ud for Estlands kyst fandt man for 10 år siden resterne af to klinkbyggede skibe, der var brugt som begravelsesplads for mindst 42 skandinaviske krigere, der havde fundet deres død der sådan cirka halvvejs mellem Uppsala og Sankt Petersborg.

De var alle dækket af hver deres skjold, i deres stiveste puds, deres våben var med i sarkofagen, mange af dem havde en enkelt spillebrik eller mønt i lommen eller i munden, og de havde små personlige ejendele som kamme og smykker med sig. Selvom de var langt væk hjemmefra, og vi ikke kender deres erindre, om det var diplomatisk eller krigerisk, der syd for Tallinn for 1300 år siden, så kan vi se at de var de lagt værdigt til hvile. Aller øverst var de dækket af det enkelte skibs sejl. Mange af dem havde synlige skader, der givet har kostet dem livet, men også afværgelæsioner og gamle ar og knubs.

De mange mønter og spillebrikker har nok været billetter til færgemanden, som vi også kender det fra den græske forestillingsverden. Og mange af os har nok også gennem årene været med til at lægge vores døde til hvile med personlige ting i kisten, effekter som skabte forbindelsesled mellem denne verden og de dødes land. En hovedpude, en bamse, en sten, et brev. Og de, der går foran os ind i døden har som regel også gamle ar og knubs, som synlige beviser på, at de har levet og kæmpet og stridt. Nogle har stridt den gode strid, nogle er kommet lettere til det end andre, og nogle har kæmpet mod vejrmøller og dæmoner.

Hver gang vi går i kirke og sætter os og ser os omkring har vi også en række forbindelsesled mellem denne verden og de dødes land. Vores glasmosaikker af i første omgang anonyme skikkelser her i stueetagen er det tanken, at vi kan tage til os som vores egne rollemodeller, de der er gået foran hver især os. De står på den anden side af dødens mørke og venter på os i lys.

I himlen glæder de sig og har sejrskronen på. Der er ikke flere smerter, ikke mere sygdom, ingen sult og plage, alt er forklaret i Guds lys. Og de venter på deres levende, ja venter gør de ikke en gang, for hvordan skulle man vente i evigheden, hvor tiden ikke er mere. Og det kan synes at evigheden, når disse ruder skimtes eller gennembrydes af lys, ja at evigheden så bryder igennem til vores verden. Vores tid og ikke mindst tidsfornemmelse belyses gennem de vinduer af et andet lys, der ikke kan sættes under en skæppe.

Og når vi skuer op til alteret eller knæler der selv, kan vi blive opmærksomme på, at vi knæler ved en halvcirkel, når vi ser med det blotte øje. Hvis hjertet får lov at se med, kan vi måske ane, at den cirkel i åndelig forstand er hel. Og hvem knæler så der i den hele ubrudte cirkel? Dem vi savner, dem vi har mistet. Alle der har knælet før os.

Hvis vi skulle sætte en fysisk form eller et symbol på erindringen og minderne om vores døde, så kunne det måske netop være denne cirkel.

Vi befinder os på den samme cirkels streg, har gået den samme vej, men vi her er ET sted på cirklen, den vi har mistet er på et andet sted. Vi er forenet i vores fælles historie, og samtidig er vi fra hinanden. Døden skabte denne afstand. Hjertet opretholder denne nærhed.

Måske netop kombinationen af denne nærhed og denne fjernhed er derfra sorgen og smerten stammer. Døden og kærligheden kan gå hånd i hånd, men vandringen kan være meget hård at blive taget med på ned ad sorgens vej.   

Vi hører i aften Stefanskirkens kor synge en række af de salmer, som er forbundet med det at miste sine kære og det at sørge. Men mange af teksterne taler også om en stor glæde i himlen. På et andet sted af cirklen, end der hvor vi er, der modtager himlens engle vores døde med åbne arme og glæde, sådan siges det. For nogle er det en trøst og en lindring at få tilsagt. For andre en voldsomt provokation og et ubrugeligt modbillede til sorgen.

I aften siger vi de dødes navne højt. Et for et. Hvert liv og hver efterladte er helt sin egen. På en gang er vi forenet om at have tabt den mistede, og samtidig er hver menneskelig fortælling og hver relation unik. Det som vi kan sige, vi har til fælles, er at vi hver især har lært noget af de døde.

Og hvad har vi så lært af de døde: Jo de er gået foran os og gået forud. De er vores, uanset hvad. De der har mistet et barn ved nok, at børn viser nye veje og kalder hidtil usete evner frem i deres voksne. Børn stifter fred, skaber samling, hvor der ellers var tomt. Uanset hvor kort tiden blev, lærte vi uendeligt meget.

De der har mistet en forælder, ved måske at man arver et og andet. Når man ser ned på sine hænder, ser man måske sin fars hænder i dem. Man arver tankegange og værdier, som de gik foran med, nogle af dem tager man til sig. Andre tankegange må man en gang for alle eller igen og igen bevæge sig væk fra.

Hen ad vejen forstår man også nogle af de kampe, de kæmpede, og man ser måske også, at de ryddede en vej, for at vi kan gå andre veje og kæmpe andre kampe.

De døde er vores orienteringspunkter. De gjorde nogle ting, som man vil forsøge at følge op, andre ting, man vil prøve at undgå. Har man mistet en ven, kan man ikke tænke på den ven, uden at tænke på deres holdninger, egenskaber, deres valg, som man var vidne til og stadig bevidner, så længe man tænker på dem.

Selv de unge vi har mistet, hvor tungt det end er at bære, også deres liv lyser op og bringer glæde. Nogle havde store evner til at klare sig, spredte mildhed og trøst i blandt os.

Når vi tænker på den vi har mistet. Så kommer sorgen nogen gange først. Men ofte kommer den dødes liv først: Alt det vi lærte, alt det dejlige, at det der skabte og stadig skaber håb. Sorg er der også. Og ærgrelse og skyld. Nogle gange bare over, at vi ikke fik mere tid, andre gange over det, vi ikke fik gjort.

Man kan måske mærke efter i ny og næ; er det smerten, der kalder mindet frem? Eller er det taknemmeligheden eller tankerne om det vi har lært, der kalder sorgen frem? Og vi kan måske mærke at det skifter, det bevæger sig. Ligesom vores relationer i levende live bølger og bevæger sig, således bevæger vores relationer til vores døde sig også, og de bevæger os. Ofte i et andet tempo, end mens de var i live. Men det er stadig en relation, en udveksling, en vej, et punkt hvor vi lærer om os selv.

Og der er nogle døde, som vi kan føle vi allerede mistede, mens de var i live, fordi det destruktive og det smertelige fyldte meget. Og JA, da har vi lov at sige, at nu er kampen slut, den døde er hos Gud. Glæden fandt han ikke altid i dette liv. Og vi må minde hinanden om tilgivelsens og forsoningens kraft. Hvis ikke i vores hjerter, så må vi give det over til Gud i evigheden.

Til sidst: I aften tændes der lys for de døde. Vi tænder et lys for hvert enkel navn, der siges højt. Mange andre navne er også i vores tanker, fra nær og fjern, også de navnløse.

Grundet de nuværende restriktioner for gudstjenester og ophold i rummet, kan vi i år desværre ikke tilbyde, at vi selv hver enkelt af os kan gå op og tænde lys i lyskorset. Men når I går fra kirken i dag, vil præsterne og konfirmander stå i døren og dele et kertelys ud til hver enkelt, til at tage med hjem og tænde. Og samtidig vil konfirmanderne også give hver af jer en sten med hjem. Det er en mindesten, en trøstesten, en krammesten, til at have i lommen. Hver sten er helt unik, malet med kristne symboler og ord til trøst og omsorg. Tak til konfirmanderne for det. Jeg håber at I alle vil tage imod en sten og tage den med videre på jeres vej.

Guds fred være med dem, der gået foran os. Guds fred være med os alle. Amen.

 

Nyeste prædikener

Det sker i Stefanskirken