Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Ordet blev født om natten

Læs dagens tekster her.
Sognepræst Pernille Østrem prædiker denne 22. søndag efter trinitatis.

​Hvem er den største i himmelen? Lyder indgangsspørgsmålet i dag til Jesus fra disciplene. Egentlig et dumt spørgsmål: Det er Gud selvfølgelig.

Og skal man nu lave noget rangorden derunder ud fra hvad dagens evangelium indeholder, så kommer englene neden under Gud, det er dem der talsmand for de mindste og de mest udsatte, og dernæst kommer netop disse mindste og dernæst de, der bøjer sig ned til de små og ikke lader børn og udsatte i stikken.

Når Jesus svarer på spørgsmålet: Hvem er den største i himlen, så gør han det meget konkret og pædagogisk. Det er Guds ord, der er blevet menneske, der taler. Og han tager et lille barn frem og stiller i deres midte, og så begynder han at tale, alt imens vores øjne så er rettet mod barnet. Hvis vi vel at mærke ikke er for optaget af vores eget, så vi slet ikke får kigget ned.

Det er nogle voldsomme billeder af afskårne lemmer og udstukkede øjne og møllehjul om halsen, som brager imod os. Man må da håbe de har holdt det lille barn for ørene den dag i Palæstina for 2000 år siden.

Har I tænkt på, at det præster har om halsen til forveksling ligner en hvidvasket møllesten? Men faktisk ikke er det. Det er heller ikke nogen forudsigelse om helvedes plager og straf, som nogle ellers gerne vil have det skal være, når Jesus taler om møllesten og afskårne hænder og fødder og blindhed her i dag. Det er heller ikke, selvfølgelig ikke opfordring til selvskade! Men det er som et minimum en advarsel, et fingerpeg om, hvad det gør ved os, når vi ikke lader barnet komme til, hvad enten det er vores eget indre barn eller om det er andre udsatte vi lader i stikken.

Det sænker os dybt ned, afskærer os fra os selv, og fra vores evne til at række ud, det blænder os eller gør os blinde og hårde og tunge – enten dybt nedtrykte eller højt og flot fløjtende ligeglade.

Tanken er, at ingen går voksne rundt i livet uden at være vanføre, uden at have tabt eller ladet noget ligge. Uden at have nedsat syn eller hørelse for både sine egne længsler og andres behov. Det virker som den naturlige tilstand. Men det er det ikke. Det mest naturlige og gudsgivne er det allerdybeste i os: Barnets behov. Det er der, vi kommer Gud nærmest. Men det er også der, vi kommer hinanden nærmest. Når vi beder om hjælp, viser os sårbart frem, viser vovemod, afprøver nye veje, flyder over med tårer eller begejstring. Fortsæt selv listen. Og udforsk det.

Og den tale om at stikke sit øje ud og skære sin arm af er også en meget konkret måde at tale om, at når vi skal bøje os ned og passe på de mindste og på de mest udsatte, så forudsætter det et tab; at vi giver noget fra os, som vi måske ikke er villige til at give, en ydmygelse, helt fysisk at bøje sig ned, eller gå steder hen vi ellers ikke kommer, eller ikke ønsker at komme. At mennesket må give afkald og give fra sig for gøre Guds vilje. Det er helt fra at give afkald på sin nattesøvn, når spædbarnet er kommet til verden, give afkald på økonomi, tid og tryghed og det man synes man selv har fortjent, det man ikke vil dele eller miste, når medmennesket kalder i det store og det lille perspektiv. Man bliver bundet til en opgave, får en klods om benet, må droppe at føre visioner ud i livet, man ellers havde set for sit indre øje skulle komme en selv til gode. Man bliver blændet, lammet, smadret, standset af at være næstens næste. Det er en modstand indbygget i os mod at overgive os til. En frygt ligefrem.

Mange gange vil vi også opleve en stor glæde og stor tilfredsstillelse ved at være næste for de mindste, for den sørgende, den ramte. En stor glæde ved at lade Guds vilje ske i sit liv. Og alle er vi eller har vi været, og vil vi på et tidspunkt også regnes blandt en af disse mindste, som Gud ser på med allerSTØRST omsorg, og vi får brug for at englene som vores talsmænd.

Og når Jesus står der og drager det lille barn frem, peger han også på sig selv og på den begivenhed, som er udgangspunktet for den kristne tro og som vi hastigt nærmer os at skulle fejre, nemlig at Gud selv lod sig føde som et lille barn julenat, englene sang, og menneske i hans nærhed bøjede sig ned og tog ham i favn og til hjertet. Guds ord blev kød, og som vi skal synge det efter nadverenfejringen dag:

"Kristus fra de høje himle, Kristus, Gud i evighed! Hjertet bæver, vi må svimle: Gud til os på jord steg ned. Skaberen som os sig klæder, engle nu med os sig glæder, syng med fryd hver bange sjæl: Kristus, vor Immanuel.

Hil dig, du, som fred os bringer, retfærdssol med lys og vår. Under dine stærke vinger  liv og lægedom vi får. Du forlod din høje trone, gav os livets gyldne krone, byder sønderknuste ly, giver lys og håb på ny. Ære være Herren Gud for et saligt glædesbud."

Det at det skete om natten kan også være med til så at sige at belyse vores tekst i dag. For det kan ske, at tingene er så stærkt oplyste, at vi ikke kan se. Når vi ser op på himlen om dagen, kan vi ikke se stjernerne, hvis disciplene ikke havde ændret deres synsvinkel og set ned, havde de ikke set det lille barn. Det lille Jesus barn blev født julenat, for at vi mennesker skal ændre synsvinkel. Var han kommet om dagen som en sejrshelt med solen i ryggen, var der noget vigtigt vi ikke havde set.

Vi lever i en meget oplyst tid, så hvad vide hvor meget vi kan se? Meget af det vi ikke kan få øje på, når oplysningen er voldsom, det findes i kirken, og derfor kan man også godt forestille sig, at kirken også er det sted man går ind i det dunkle, der hvor man giver afkald på at se alt i dagens klare lys, men i stedet går ind i julenats mørke, for at kunne høre englene synge, går ind i langfredag nats mørke, for at se hvor dybt Gud bøjer sig ned og ydmyger sig og giver afkald på sit eget, ja på sit eget liv. Så kirken kan være med til at skabe det mørke, der gør at vi kan se stjernerne, høre englene, kende Gud og komme hinanden nær. Amen.

Det sker i Stefanskirken