Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

At leve er at have fået i gave også muligheden for at fejle

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 2. august 2020

Den 8. søndag efter Trinitatis over Matthæusevangeliet 7,22-29

Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?  Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!

Det er barsk tale vi hører fra Matthæusevangeliet. Stykket hører til afslutningen på den berømte bjergprædiken, hvor man har fået at vide at man skal elske sine fjender at man skal vende den anden kind til, at skal se til bjælken eget øje og splinten i din broders. Og just forud for Dagens tekststykke hører vi de berømte ord: tag jer i agt for falske profeter og et træ skal kendes på dets frugt.

Der hvor vi støder til teksten, taler Jesus om regnskabet time. Det som altid lyder som noget i fremtiden, men som eksistentielt set altid er nu. Jesus sender dem væk, som siger: ”har vi ikke profeteret, uddrevet dæmoner og gjort mange mægtige gerninger i dit navn.”

Ja, det er ikke bare barskt, men også gådefuldt. For hvorfor bliver de sendt bort. De har tilsyneladende gjort alt de rigtige?

Men djævelen ligger som bekendt i detaljen. For troede de virkelig, at det var dem selv der havde gjort det? Da har de gjort sig selv lig med kærligheden, uden at tænke at de blot var et redskab for kærligheden. Jamen har vi ikke, spørger de, og allerede der har de vel afsløret sig selv – for troede de virkelig det var dem selv og ikke alt det livet havde givet dem, der trængte sig på gennem dem.

De ville selv tage æren for de muligheder livet gav.

Det er hård tale, men det er måske egentlig et meget godt spørgsmål at stille sig selv fra tid til anden: tager vi selv æren for de muligheder og de udførelser som livets veje nu engang bringer med sig.

Jeg tror det handler om taknemmelighed. Taknemlighed ud i livets yderste afkrog. Da Albert Camus, den franske eksistentialist, stiller spørgsmålet om livet er værd at leve eller ej, må han alligevel bøje sig til livets fordel; for det var livet der overhovedet havde givet ham muligheden for at stille spørgsmålet – derfor forstod han, at det slet ikke var ham der skulle vælge livet, for livet havde allerede valgt ham.

Var det en flig af Guds nåde, som Camus oplevede der. Jeg tror ikke Camus selv ville bruge de ord, for Camus troede ikke på Gud, men derfor kan man vel godt erfare Guds nåde. At man er valgt til, selvom man ikke selv har valgt eller måske endda valgt forkert; for det beror netop ikke på din egen fortjeneste. Livet har valgt dig!

Så handler det pludselig om frihed. Så handler det om, at du måske ikke skal nå noget. Og at det hele ikke står og falder med om man tager fejl i nogle af de valg man ellers går og foretager sig, for uanset hvad du vælger, har livet allerede valgt dig.

Digteren, præsten, modstandsmanden Kaj Munk holder i 1941 prædiken over samme tekst. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at det er under krigen. Falske profeter allevegne. Den danske regering samarbejder med besættelsesmagten. Kaj Munk er blevet glødende modstandsmand. Man skulle tro der ville komme en brandtale mod falske profeter, men nøgternt slutter prædikenen: At leve er, at have fået i gave også muligheden for at fejle.

Da den berømte Århus-teolog Johannes Sløk holder prædiken over samme tekst, nogle år efter i 1947, lyder det anderledes bastant: Hvad vil det sige at være en sand profet? Det er at forkynde om noget andet end sig selv, at gå en andens ærinde og bringe et budskab han har fået overdraget af en anden og større. Det er forskellen mellem den falske og den sande profet. Den falske profet forkynder sig selv, sin egen visdom og herlighed; den falske profet peger på sig selv og siger: se her, det liv jeg lever er det sande liv. Den sande profet forkynder aldrig sig selv, siger højest: Mig skal I ikke se på – se på budskabet. Den falske profet er bekymret for budskabet står og falder med ham selv; den sande profet kan ubekymret give sit budskab for han lader budskabet leve sit eget liv. Den falske profet vil bestemme hvad du skal høre; hvad du skal have ud af budskabet.

Det handler igen om frihed. Prøv at lægge mærke til det. Jeg tror Sløk har fat i noget. Der er dem der siger noget og så også vil bestemme hvad du skal høre. Og så er der dem der siger noget, men du må selv afgøre hvor du vil placere det du har hørt.

Også P.G Lindhardt, den navnkundige professor, holdt i 1956 prædiken over samme tekst hvor han om kristendom og tro siger:

Man glemmer et par væsentlige ting: Kristentroen kan kun frit bekendes hvor den også frit kan benægtes. Er det ikke en vidunderlig sætning: Kristentroen kan kun frit bekendes hvor den også frit kan benægtes. Og siger så: for kristentro er noget andet end rettroenhed.

Rettroenhed er et spørgsmål om rigtige meninger og træffende formuleringer, men i kristendommen spørges kun efter frugter…

Jeg tror P.G. Lindhardt på mange måder kredser om den samme frihed som synes at gå igen fra prædiken til prædiken. At rettroenhed og gode gerninger og fine præstationer aldrig kan være adgang til livet; for livet har allerede skaffet sig adgang til dig … du står midt i det; og som Kaj Munk skrev det: At leve er at have fået i gave også muligheden for at fejle…  det tror jeg er en af kristendommens mange fine frugter.

Som den smukke digt, vi sang i gudstjenesten indledning: ”Troen er ikke en klippe, midt i et stormpisket hav, tro er at sejle trods bølger, over en truende grav. Troen er ikke det sikre, midt i en verden af fald, tro er at være til stede, høre, når nogen har kaldt”.

Og til sidst slutter dagens tekst med de ord som skal have lov at stå i al deres livspoetiske vælde:

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen.  Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Amen.