Stefanskirken
Et gudeligt slag i bolledejen!

Tro er ...

Tro er ubetinget tillid til at vores liv midt i alle ting er meningsfuldt

Prædiken af Thomas Høg Nørager, holdt i Stefanskirken den 9. august 2020

Den 9. søndag efter Trinitatis over Lukasevangeliet 12,32-48

Tilbage i juni citerede jeg den ungarske forfatter Imre Kertesz her fra prædikestolen. Kertesz, som døde i 2016, var holocaust overlever; og altså havde overlevet Hitler-Tysklands udryddelseslejre, sagde i 2002 følgende i et interview til en dansk avis:

”For mig er det vigtigste spørgsmål ikke, om Gud er til eller ej, men om vi lever, som om Han var til. Jeg kan ikke acceptere et gudsbillede, der får os til at spørge, hvorfor Gud tillod Auschwitz. Min gud åbenbarer sig i mit håb til livet. I dét at jeg overhovedet ønsker at leve videre efter »overlevelsen«.

Jeg vil på ingen måde sammenligne den eksplosion der skete på havnen i Beirut i Libanon i tirsdags med hvad der skete under 2. verdenskrig, hvor der er sket skader i en radius af 5 kilometer hvor hundredvis af mennesker er døde og folk stadig leder efter deres pårørende i huse der ikke længere findes.

Men jeg vil tage citatet fra Imre Kertesz og prøve at erstatte et ord eller to så det lyder således:

For mig er det vigtigste spørgsmål ikke, om Gud er til eller ej, men om vi lever, som om Han var til. Jeg kan ikke acceptere et gudsbillede, der får os til at spørge, hvorfor Gud tillod havneeksplosionen i Beirut 2020. Min gud åbenbarer sig i mit håb til livet. I dét at jeg overhovedet ønsker at leve videre efter »overlevelsen«

Lige nu leder folk efter pårørende på trods af sund fornuft; det håb er Gud for mig. Lige nu gør folk oprør, og kræver opgør med den korruption der leger russisk roulette med egne borgeres sikkerhed; det oprør er Gud for mig.

Husker I den første tekst jeg læste fra alteret som lød: Ve jer, der giver onde love og udsteder uretfærdige forordninger for at afvise de svages sag og berøve mit folks hjælpeløse deres ret, for at udbytte enker og udplyndre faderløse.

Man skulle ikke tro denne tekst var snart 3000 år gammel, men var udråbt i går!

Der bor mange libanesere på Nørrebro og mange danskere med libanesiske rødder og familie. Vores tanker går til jer og til Libanon. Må I finde styrke og mod – og må den hjælp, som andre formår at give, falde i god jord.

Vi spørger ikke hvorfor Gud tillod havneeksplosionen i Beirut 2020 for et sådan gudsbillede accepterer vi ikke. Den Gud vi tror på, åbenbarer sig i håbet til livet og i kampen mod uretfærdigheden.

Den er så smuk den lignelse vi har hørt læst op fra de bibelske tekster i dag. Smuk af flere grunde. Enken der ikke giver op. Enken der insisterer på en bedre verden. En større retfærdighed. En verden hvor kynismen ikke råder, men hvor ting kan forandres.

På denne her tid hvor lignelsen fortælles, er en enkes status i samfundet vel mindre end en utilpasset skoledrengs; men alligevel insister hun på at gå til samfundets højeste post – til den der har ret og magt til at føre beslutninger ud i livet: Dommeren. Og imod alle odds lykkedes det. Rationelt set var det et håbløst foretagende, at hun skulle kunne ændre dommerens sind. Men kvinden insisterede på håbet og hun lykkedes. Ikke på en dag, ikke med det samme, men ved at bede også selvom hun var træt. Måske med kræfter hvor hun ikke selv anede hvorfra de kom.

Der findes nogen der siger om denne verdens uretfærdigheder: Sådan har det altid været og sådan bliver det ved med at være, og lader kynismen råde. Og så er der en stemme der siger: Nej, verden kan forandres, verden kan blive et bedre sted. Og netop dette er lignelsen, som evangelierne fortæller den: At der er håb. At verden kan forandres. Aktuelt som nogensinde.

Fik jeg i øvrigt fortalt at Imre Kertesz som jeg først citerede var jøde. Og mange af dem som nu lige nu lader håbet gå forud for ituslået liv er muslimer – som igennem deres skæbner kaster lys denne kristne lignelse.

Og det fortæller noget – at denne lignelses yderste sandhed ikke handler så meget om kristendom som den handler om menneskelighed; noget grundmenneskeligt på tværs af religion.

Og jeg må vende tilbage til en af mine faste overbevisninger; at god religion altid peger hen på det menneslige fællesskab på tværs af grænser; mens dårlig religion adskiller.

God religion er det der tilskynder der til at gå ud i fællesskabet på torvet og danne samfund; dårlig religion er det der tilskynder dig til at gemme dig bag de tunge religiøse mure eller i lukkede samfund.

Den protestantiske teolog og religionsfilosof Paul Tillich taler om, at Gud er vores ubetingede anliggende; og du spøger dig selv: Hvad angår dig ubetinget? Som betyder noget i retning af; hvad er det der i yderste instans bærer dit liv? Og måske kan du ikke svare; måske svarer du Konge og fædreland; måske svarer du villa Volvo og vovse; eller også svarer du, at når alt kommer til alt så er det håbet, der i yderste instans bærer dit liv; håbet om at livet midt i alle ting er meningsfuldt

Og jeg tror, at når vi mødes om håbet til livet, om det er i Libanon eller på Nørrbro; så mødes vi som mennesker uanset vores religiøse baggrund; for der mødes vi i et fælles ubetinget anliggende

En anden protestantisk teolog Gerd Theissen siger: Tro er ubetinget tillid til at vores liv midt i alle ting er meningsfuldt.

Og siger endvidere sådan her: Tro nærer ikke tillid til verden som den er, men som den ved Guds vilje kunne være.

Tro er ikke tillid til at alt bliver godt af sig selv, men til at vi kan gøre noget godt, trods modstand i os og i verden.

I morgen starter et nyt skoleår, og børn og lærere båder gruer og glæder sig; verden over kæmper forskere med at finde en kur mod Corona; i går i Nørrebroparken blev to mennesker fra hver sin verdensdel kærester da de trodsede alle forbud og mødtes i et kys. Måske bliver netop deres barn den der opfinder vaccinen.

Tro er ubetinget tillid til at vores liv midt i alle ting er meningsfuldt!