Bohemen og kontoristen

Thomas Høg Nørager
3. søndag i fasten
19. mar 2017
Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«
Luk 11,14-28
Tekstrække: 
1

Det er en dogmatisk grundsætning i kristendommen, at Jesus Kristus, skal forstås som på én gang Gud og menneske. Ikke halvt af hver. Men fuldt og helt menneske og fuldt og helt Gud. Fordi kun som Gud kan Jesus Kristus frelse mennesket. Kun som menneske kan Jesus Kristus være vores – menneskets -stedfortræder.

Jeg indrømmer gerne det umiddelbart kan lyde som gammeldags kirkesnak: Jesus Kristus; udelt Gud & Menneske. Men måske er der alligevel et frelsende potentiale i – med kristendommen - at kunne tænke identiteten dobbelt.

Martin Luther – den tyske reformator, hvis reformation vi fejrer 500 året for i år, gjorde det til en dogmatisk grundsætning i den protestantiske kristendom, at mennesket på én gang skal forstås som synder og på én gang retfærdiggjort. Ikke halvt af hver. Men fuldt og helt synder og fuldt og helt retfærdiggjort. For mennesket var nu engang menneske og netop ikke Gud, og derfor en synder. At bilde sig ind at man kunne – ved hjælp af gode gerninger, eller ved hjælp af at blive indrullet i præstestanden – kunne gøre én lidt mere guddommelig og lidt mindre menneskelig, var for Luther synd i 2. potens. For set med Guds øjne var og er mennesket kun retfærdiggjort fordi Jesus Kristus har stedfortrædende taget skraldet, så at sige.

Jeg indrømmer gerne det umiddelbart kan lyde som gammeldags kirkesnak: Mennesket; samtidig Synder & Retfærdiggjort. Men måske er der alligevel et frelsende potentiale i – med kristendommen - at kunne tænke identiteten dobbelt.

Forfatteren Søren Ulrik Thomsen fortæller om dengang han som ung flyttede fra Stevns til København og fik de første indtryk af byens mangfoldighed. Her var der en særlig type han bed mærke i: Kontorbohemerne. Mennesker der på én gang var borgerlige og bohemer. I dagtimerne passede de deres arbejde til punkt og prikke, men om aftenen hang de på værthusene. I bogen – Mens verden venter, samtaler på Københavns værtshuse - fortæller Søren Ulrik Thomsen: ” Nogle af dem var homoseksuelle, og nogle af kvinderne var måske lidt promiskuøse. Om aftenen levede de et bohemeliv på værthusene i Indre by – Parnas og Skindbuksen og sådan nogle steder – men de mødte på kontoret præcis klokken ni næste morgen. (og så siger Søren Ulrik Thomsen noget særdeles interessant). I modsætning til i dag skulle man ikke erklære sig og definere en sammenhængende identitet”.

Søren Ulrik Thomsen får her på én gang adresseret, hvad jeg tror er vores tid største menneskelige forbandelse; at vi tror vi skal præsentere og definere en sammenhængende identitet. Tror du på Gud, spørger én. Og man kan blive helt forvirret. ”Ja, noget i mig gør”, får jeg svaret; men ligeså meget tvivler. Find dig selv, siger tiden; ok, hvem af dem, siger jeg.

Men Søren Ulrik Thomsen får også adresseret en frelsende vej ud af problemet, ved at kunne tænke identiteten dobbelt; at man på én gang – udelt og samtidigt - kan være både kontorist og boheme. Befrielsen ved at opdage at der i et liv kan være rum for både lyssiden og skyggesiden. Det gode er ikke at skulle erklære sig og definere en sammenhængende identitet.

Pointen er her, at vi alle bærer en kontorist og en boheme i os. At vi samtidig med alt det vi gerne vil vise frem også er syndere; er mennesker

Men det er ikke spliden. For spliden opstår først, hvis vi tror vi skal vælge den ene identitet til og rense den anden identitet ud. Hvis vi tror, at vi skal vælge mennesket fra, for at være guddommelige; synderen fra, for at være retfærdiggjorte; kontoristen eller bohemen fra, for at have en sammenhængende identitet.

Og her er min tese: Jeg tror det er et ekko fra den kristne billedverden, overhovedet at kunne og turde tænke vores identitet dobbelt.

Lad mig gå til dagens tekst. Ethvert rige i splid med sig selv, lægges øde, lyder det. Og det kunne synes som en modsigelse af det foregående. For er man ikke i splid med sig selv om man både bærer bohemen og kontoristen i sig. Troen og tvivlen. Det rene og det urene.

Er det hvad teksten siger? At bærer man både troen og tvivlen; det rene og det urene, så lægges vi øde? Og gælder det derfor om at rense ud; rense bohemen ud; rense tvivlen ud; rense det urene ud? Nej! Og dagens evangelium advarer faktisk mod det. Og det er her kristendommen viser os hvad der gør den unik. Se, traditionel religion er kendetegnet ved at dele verden op i rent og urent. Med et krav om at udrense det urene.

Kristendommen advarer mod denne udrensningstankegang. Hvilket er hvorfor kristendommen også er blevet kaldt den eneste kvalificerede religionskritik. Man kunne også kalde kristendommen for guddommelig religionskritik. Fordi det her er guden selv, der kritiserer tanken om udrensning. Fordi der er guden selv – Jesus Kristus – der kritiserer det forhold, at se verden og hinanden igennem prismet rent/urent.

I dagens tekst ved et fantastisk billedsprog. Det er Jesus der taler og han siger:

”Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første. ”

Forfatteren Tom Kristensen blev engang spurgt hvorfor han begyndte at drikke igen efter at han været på vandvognen i alligevel nogle år? ”Jeg gik sgu og blev så farisæisk” sagde han. Hovmodig, nedladende og bedrevidende var han blevet.

Freud talte om at det vi fortrænger, det vender tilbage i destruktiv form. At fortrænger vi driften, da lurer raseriet.

Og filosoffen Adorno er citeret for at sige: ”Hvor alt er hvidt, er det fækalierne der hersker”.

I den svenske film fra 1982 ”den enfoldige morder” er der en arketypisk ågerkarl, fabrikanten der udlejer sin lille jordlod til den fattige Johansen. Men han kan ikke betale huslejen. Og for ikke at blive sat ud, må Johansen sælge sin families eneste livsgrundlag, deres ko. Og han aflægger fabrikanten besøg med pengene. Fabrikanten står halvfuld ved kaminen. Johansen står våd og forkommen. Fabrikanten tager imod de dyrt købte pengesedler – og kaster dem i ilden, og kommenterer: ”Nu må Johansen jo ikke tro, at det er for pengenes skyld. Nej, det er for princippets skyld.”

Ja, principper er så fine og så rene og så hvide, men hvor alt er hvidt, er det fækalierne der hersker:

(Jeg har senere tænkt på, om fabrikanten mon fejrer overholdelsen af sit princip med kage)

Se, det er ikke tvivlen der er det dæmoniske; thi det er den der aldrig tvivler, der bærer det dæmoniske, thi den tvivlfri har gjort sig selv til gud.

Og, det er ikke det urene, der er det dæmoniske, det er omvendt: thi i det hus der fejet og prydet og pletfrit er der ikke til at bo. Og den menneskesjæl der ikke rummer både troen og tvivlen; kontoristen og bohemen er ikke til at leve med.

Og det synes mig at kristendommen, fremfor at afkræve mig renhed og enhed i identiteten, nærmere åbner rummet og verden op for at jeg kan bære min flertydige identitet og mit urene trav, ja, åbner op for at jeg kan tænke min menneskelige identiet dobbelt - når den netop advarer mod yderligere udrensning. Åbner op for at jeg på én gang kan både tvivle og tro.

Fordi kristendommen på én gang fortæller os at vi er skabt i Guds billede, men samtidigt at det er i det menneskelige livet findes; så sandt, som den gamle dogmatik fortæller os, den himmelske skabergud blev sandt menneske i Jesus Kristis.

Fordi kristendommen fortæller os, at det være menneske, på én gang er at være både synder og retfærdiggjort; på én gang er at være både sin skyggeside og solside; på én gang er at være både boheme og kontorist. Uden krav om yderligere udrensning. Ja, fri os fra den.

- Og den der ikke er for, er imod! Amen