Da vandet blev til vin

Thomas Høg Nørager
2. søndag efter Helligtrekonger
15. jan 2017
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
Joh 2,1-11
Tekstrække: 
1

Jeg husker en person fortælle om dengang han var udvekslingsstudent i USA. Han boede hos en værtfamilie hvis kristendom var regelret og mådeholden.

Kristendommen betød, at man i det hjem afstod fra mange ting. Alkohol var én af tingene. Nå, men danse måtte man vist gerne, og da skoleåret nærmede sig sin afslutning skulle der være afdansningsbal. Forud for dette afdansningsbal var det tradition, at man mødtes hos en eller flere familier for at drikke et glas champagne eller et glas vin.

Lige præcis denne tradition med dette glas før ballet var værtsfamilien meget i mod, og de forbød vores udvekslingsstudent denne fornøjelse. Men de hellige skrifter kendte han dog og argumenterede over for sin værtsfamilie, at det dog var Vorherre selv, der havde forvandlet vand til vin ved brylluppet i Kana. Dette fik nu ikke værtsfamilien til at skælve, og værtsmoren replicerede prompte at, »Ja, det var sandt at det havde Jesus gjort – men det var således også den eneste fejl han havde begået!«

Der var og blev således ingen pardon for vores ven i denne omgang.

Jeg har tit tænkt på denne situation, når man skal prøve at forstå og måske også forklare hvorfor mennesker der kalder sig kristne, kan komme med livsfornægtende og moralistiske fortolkninger af disse fortællinger, der egentlig synes at sprænge al moral.

Ja, for hvordan kan det lade sig gøre, når vi i de bibelske fortællinger hører om at Jesus plejer omgang med alverdens skæve eksistenser, forvandler vand til vin, og afslører hykleriet og dobbeltmoralen hos de hellige og rettroende – hvordan kan der komme et livsfornægtende tilværelsessyn ud af det? Jo, hvis man som den amerikanske familie, tilregner det en fejl, når man hører kristendommen fremmale et billede som ikke passer ind i ens eget forsnævrede verdensbillede, så kan alting hurtigt blive indsnævret og amputeret.

For det er et vidunderligt billede der med dette vinunder fremmales for os. Vi er til bryllupsfest. Vinen slipper op. Der diskuteres. På Jesu ord fyldes der vand i 6 jødiske stenkar og vandet forvandles til vin. God vin endda, som skafferen påpeger.

Nu er der selvfølgelig straks nogle der vil spørge: Jamen, tror du virkelig Jesus kunne forvandle vand til vin? Men den der spørger således, spørger forkert. Det rette spørgsmål vil lyde: hvad betyder det når Jesus forvandler vand til vin? Hvis vi forestiller os denne fortælling som et stort maleri, hvad betyder maleriet så?

Og det første vi lægger mærke til i billedet er de 6 vandkar af sten som bliver fyldt op med vand inden det forvandles til vin. Som også historien siger, så står de 6 vandkar der, fordi de skal bruges i forbindelse med de jødiske renselsesskikke. Det er altså religiøse kar.

Så allerede her er der masser af betydning på spil. For hvis der var noget der kendetegnede den antikke jødedom, så var det love og regler; det var detaljerede anvisninger på snart sagt hver detalje i livet. For man havde de 10 bud, men så også alle de detaljerede forklaringer til hvordan man levede op dertil. Og renselsesregler var fremtrædende. Man kan sige, at man så verden igennem optikken rent eller urent. Og var man ren var man indenfor, var man uren var man udenfor. Og det gjaldt det gode selskab i samfundet; og det gjaldt over for Gud.

At det det nu er disse renselseskar – der om noget symboliserer, den gamle religions strenge regler om rent og urent – hvori vandet forvandles til vin, bærer en kæmpemæssig betydning med sig. Heri ligger der et opgør med de gamle renselsesregler. Symbolikken er total. Renselsestiden symboliseret med vand, er forbi; festtiden symboliseret med vin er begyndt. Reglernes tid er forbi; frihedens tid er begyndt. Renselseskarene er forvandlet til vinkar. Dette er en ophævelsen af at se på os selv, hinanden og vores medmennesker igennem optikken ren/uren.

Og hvad gør det ved os; hvad gør det billede ved os?

Hos de første kristne betød det en ophævelse af de traditionelle fromheds- og renhedsregler – mænd og kvinder, jøder og ikke-jøder kunne pludselig spise sammen. Mænd og kvinder, jøder og ikke-jøder kunne fejre gudstjeneste sammen. Omskæringskravet forsvandt. Forbuddet mod at spise svinekød forsvandt.

Og hvis vi bliver lidt længere i dette betydningsmæssige billede, så er der flere ting der begynder at trænge sig på. For dette billede rummer også en flytning af Gudsforholdet, fra den ydre synlige verden til den indre usynlige verden.

Vandet, som stod i de jødiske renselseskar, blev brugt til ydre afvaskning. Og det var noget som foregik i det synlige. Man kunne vaske sig, og så kunne alle se at man var ren.

Vin løber igennem på indersiden og skaber forvandling indeni.

Og når billedet fortæller at vandet blev til vin, så er det også fortællingen om at det sande gudsforhold, den sande religiøsitet, flyttes fra den ydre verden til den indre verden. Vandet har sin funktion i det ydre, vasker støv og snavs af; vinen har sin funktion i det indre, hvor selv den mindste dråbe med sin kraft kan trænge ud i det yderste blodkar. Og denne transport, flytningen af det religiøse sted fra det ydre til det indre, bliver derved også en ophævelse af, at vi kan holde dom over hinanden. For hvem kan nu dømme hinanden? Det ydre er blevet uden betydning, og det indre det kender vi ikke hos hinanden.

Og hvad gør det ved os; hvad gør det billede ved os? Den Gud der kommer til syne i dette billede er ikke en smålig og nøjeregnende Gud; det er en ekstravagant og generøs Gud; en Gud der ikke forlanger, men en Gud der giver. En Gud der ikke afkræver os vores underkastelse, men skænker os sin kærlighed. Nå ja, det glemte jeg måske at sige: vinen er jo billedet på Guds kærlighed.

Og jeg tænker at hvis man selv var til stede der ved bordet, til den der bryllupsfest, og man sidder der og man kan egentlig ikke forstå, at man har fået lov at være med; og den gave man har haft med, var alligevel ikke rigtig noget, og det tøj man tog på var alligevel ikke det bedste, og de ord man fik sagt til borddamen, var nu noget klodsede… Der sidder man, og man har mest lyst til at gå, gemme sig, ønske man aldrig var kommet… og der er heller ikke mere vin!

Men så finder værten alligevel mere vin frem og den smager ikke som noget du har smagt før, og af en eller anden grund skænkes du som den første, for nu skænkes der for de nederste rækker først, og du forstår det ikke for det har du da som den sidste fortjent, og nu rejser du dig op og du slår på glasset, og måske de samme ord ville komme ud af din mund som de kom ud af General Løwenhjelms mund dengang han var inviteret til Babettes Gæstebud og talte:

Vi mennesker, mine venner, er kortsynede. Vi ved vel, at der findes nåde i universet. Men i vor menneskelige kortsynethed forestiller vi os endog den guddommelige nåde som endelig.

Men det øjeblik kommer, hvori vore øjne åbnes, og vi forstår at nåden er uendelig. Den forlanger intet andet af os, end at vi skal forvente den i Tillid og erkende den i taknemmelighed. Den stiller ingen betingelser og udvælger ikke nogen enkelt iblandt os; den deklarerer almindelig amnesti. Se! Det som vi har valgt skænkes os, og det som vi har afslået bliver os, tillige og på samme tid, tildel. Ja, det som vi har forkastet, rækkes os indtil overflod.

 Amen.