Det splittede, snavsede, pjaltede og tvivlende

Thomas Høg Nørager
1. søndag efter påske
16. apr 2017
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.
Joh 20,19-31
Tekstrække: 
1

Prøv lige at se de beskidte hænder Thomas har. Man kan se det omkring højre tommelfingernegl. Og selvfølgelig er de beskidte. For som vores fortælling just har oplyst os om, og som dette billede er malet over, er Thomas først senere stødt til selskabet af desillusionerede og bange disciple.

Mon ikke han har været tilbage ved sit gamle arbejde, sit gamle håndværk. Det er en arbejders hænder han har. Muskuløse, stærke, hærdede, senede; man kan se det på hans venstre hånd. Og han har slidt; hans tøj er blevet slidt, han har ikke skiftet tøj. Der er hul i hans tøj på venstre skulder.

Det er en slidt, og beskidt finger, der føres ind i Jesu åbne sidesår. Og den slidte beskidte finger bærer med sig en dyb pointe ind i dette billede, som i sig selv er en kunstners prædiken.

Og billedets kunstner vil jeg begynde med at fortælle om. Det er Caravaggio, født Michelangelo Merisi da Caravaggio, 1571-1610, fra byen Caravaggio ved Milano. Efter sin læretid inviteres han som andre talentfulde kunstnere til Rom i begyndelsen af 1590'erne.

Caravaggios magtfulde figurkompositioner revolutionerer kunsten med det nærværende nærmest skræmmende virkelighedspræg gennem en dramatisk lyssætning, som bliver en forløber for fotokunsten. Man kan også se det på vores billede.

Baggrunden er mørk og sort. Det er en pointe i sig selv. Som et livsvilkår. Lyset, hvis kilde ofte er skjult, og kun forekommer glimtvis, og kommer det indefra, udefra, ovenfra? oplyser det vigtige og drager vores øjne.

Den nærgående realisme og indførelsen af helt dagligdags elementer i de religiøse værker vakte opsigt i samtiden, som når Caravaggio kunne vise disciplen Matthæus med snavsede fødder eller når han malede Den døde Maria efter en prostituerets opsvulmede lig.

Eller som vi ser det her, disciplen Thomas med beskidte hænder og hullet tøj. Caravaggio, malede rigtige mennesker. Og disciple og andre bibelske personer blev ikke malet som hellige, men som mennesker; ikke med glorie, men med historie.

Med Caravaggio, bevæger tiden sig fra Renæssancens pæne og renskurede og idealiserede menneskebillede og verdensbillede, hvor man troede at Guds rige kunne materialisere sig på jord frem til Barokkens erkendelse af at verden er skævvredet og beskidt. Den lutherske og andre reformationer, har splittet kirken udefra. En korrumperet pavestol i Rom indefra. Enhed er ikke længere en mulighed. Bagrunden er mørk, verden er splittet, kirken er splittet, mennesket er splittet; har huller i tøjet og beskidte hænder. Ikke glorie, men historie.

Det vidste Caravaggios om nogen, han var homoseksuel i en tid hvor det ikke var acceptabelt, han var slagsbror, han skyldte penge og måtte flygte Rom efter en drabanklage, som der vist nok var noget om.

Men værkerne hænger der endnu. I kirker og på museer. Dette billede, af tvivleren Thomas, kan den dag i dag ses Schloss Sanssouci – det smukke sommerslot i Potsdam, lige udenfor Berlin

Den fortælling vi har hørt i dag, kaldes om tvivleren Thomas. Og maleriet kaldes også St. Thomas’ tvivl. Men det kan godt gøre mig vred. Ja, vred. Fordi man igennem kirkehistorien og traditionen, har fjernet fokus fra det smukke - fra det evangeliet i denne fortælling.

Kirken har historisk set, med denne fortælling i baghånden, gjort kristendommen til et spørgsmål om tvivl over for tro. Det er godt at tro, det er skidt at tvivle. Disciplen Thomas repræsenterer tvivlen og er det dårlige eksempel, for han skal se, røre og mærke; og salig er den der tror uden at have set. Vær ikke en Thomas har kirken fortalt os. Vær troende, ikke tvivlende. Og nogle kirke fortæller det sådan endnu. Skam over dem.

For denne fortælling, dette billede, handler ikke om tro vs. tvivl. Denne fortælling, dette billede, handler om at det splittede, snavsede, pjaltede og tvivlende menneske ikke afvises. Se på billedet, hør fortællingen. Med kærlig hånd og milde øjne bydes det splittede, snavsede, pjaltede og tvivlende menneske velkomment, helt ind. Der hvor der ikke er afstand tilbage. Uden bud om at vaske hænder først. Se, det er evangelium! Skam over de kirker, der prædiker tro vs. tvivl; dette handler om at anerkende og integrere det splittede, snavsede, pjaltede og tvivlende, i sig; i kirken; i verden. Mennesket; ikke med glorie, men med historie.

Traditionelt op igennem århundrederne har man sagt at Kristus er kirkens hoved; at Kristus er idealet for kirken. Man kan således kritisere kirken ud fra billedet af Kristus. Og se her, hvilken kritik der ligger i dette billede. Hvilket spejl der holdes op for vores øjne. Hvis Kristus er kirken, så fortælles der her, om at åbne op, og invitere ind, helt ind, at invitere det splittede, snavsede, pjaltede og tvivlende, helt ind, med fare for betændelse i kødet.

Dette er billedet, dette er spejlet der holdes op, for vores kirke, og for os som mennesker og som samfund.

Se, det er påfaldende nogle i den offentlige debat, hvordan kunstnere, digtere, malere og filmskabere opfordres til at tage mere del i den politiske debat. Mens ofte i samme åndedrag, præster og kirke, bedes holde sig langt ude fra den politiske debat. Kirken må ikke politisere siger man. Religion og politik skal holdes adskilt siger man.

Det kan jeg for min sag for så vidt kun være enig i – og jeg er som præst, fuldstændig kold overfor, om den nye politiskole der skal bygges, kommer til at ligge i Herning eller Vejle, eller et helt tredje sted.

Men som præst og som kirke har jeg noget at sige både den nye og den gamle politiskole, samt al anden øvrighed i dette land: Forvent ikke mennesker med glorie, men forvent mennesker med historie! Forvent ikke et samfunds renhed, men lad turde at anerkende og integrere det splittede, snavsede, pjaltede og tvivlende.

Dette er billedet, dette er spejlet der holdes op, også for mig selv; og tør jeg anerkende at også jeg er splittet, snavset, pjaltet og tvivlende; med historie, men uden glorie… Og tør du forlade dig på, fæste tillid til, at du alt dette - og tvivlen til trods – er budt velkommen, helt indenfor?

Thi, dette er hvad tro betyder i en luthersk-protestantisk optik, at forlade sig på og fæste tillid til, at du tvivlen og snavset til trods – er budt indenfor. Og uden yderligere krav om håndvask.