Formålet med livet

Pernille Østrem
Første søndag i advent
27. nov 2016
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
Matt 21,1-9
Tekstrække: 
1

 

”Når jeg står op om morgen, så kan jeg ikke se formålet med livet. Og det er hver dag. Hver dag.”
Sådan siger Jørgen Leth i en samtale for nylig over et glas vin i karnappen i en hjørne lejlighed på Frederiksberg.
”Når jeg står op om morgenen, så kan jeg ikke se meningen med livet. Og det er hver dag. Hver dag.”
Videre siger han: ”Så overvinder jeg det så, ved den sanselige beskæftigelse at drikke en kop kaffe, læse en avis, og så er jeg tilbage i sporet. Men inden da er det mørkt.
Nogen af os som er her i dag vil sige: Det kender jeg godt, og det er faktisk en hel befrielse, at han siger det. Det simple at man være genkendt i et andet menneske, også der hvor det er allermørkest. Nogen kan også få den samme skuldrene-kommer-ned-fornemmelse, når de hører Jesu ord på korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”. Hvis Gud kender til at gøre Gudsforladt, så er jeg ikke alene. Jørgen Leth udgaven er lidt mindre dramatisk og i bogstaveligste forstand nede på jorden, når han ligger der i sengen og det hele er mørkt. Selvom solen er stået op.
Han fremstår jo i ord og tale generelt som et meget levende og netop sanseligt menneske. Og alligevel ligger han som i sin grav hver morgen. Så er der også håb for sådan nogen som mig, der lever endnu tættere ved jorden og aldrig andet end en sjælden gang i tanken bevæger sig i de højere luftlag, og hverken har været oppe i de franske alper, eller på endsige helt oppe på Golgata.
Nogen andre her i kirken vil sige: Ja sådan har jeg prøvet at have det i ny og næ, eller sådan plejede jeg at have det. At jeg ikke kan finde meningen, når jeg vågnede. Men at så kommer den til mig, når jeg dufter, lytter, ser, rører ved. Det er sansningen der gør mig levende. Pludselig faldet håbet i hak igen. Jeg kan lugte og høre og mærke nutiden og tror derfor også på resten af dagen eller resten af livets potentielle virkelighed.
Og så er der nogen her i kirken, der vil sige: Det har jeg lige godt aldrig prøvet eller spekuleret over: At vågne og opdage at meningen er forsvundet i nattens løb. Måske har man slet ikke haft tid til at tænke over det, før man sprang ud af sengen og ind i dagen.
Jeg har tænkt på, om der mon også er nogen der er morgensure, formiddagsvrantne og eftermiddagsfornærmede, som i virkeligheden er ramt af denne morgenens døde følelse langt op ad dagen, men hvis de ikke kan identificere den, ikke bryder sig om at give den navn, hænger den ved som en dødvægt hele vejen gennem dagen, bundet om foden, skjult, og så begynder man at gå skævt og måske at skyde skylden på konen og vejret og kollegerne og buschafføren. Man må se sin egen død i øjnene for kunne kaste sig ud i livet, sagde pastor emeritus Ivan Larsen altid. Måske var det også dette han talte om.
I dag denne søndag morgen begynder vi også på en ny dag. Vi begynder forfra endnu en gang. Og vi begynder forfra på kirkeåret, på årshjulet, på høj- og på lavtidernes gang. Vi begynder forfra på adventskransen, på ventetiden. Vi begynder forfra på at glæde os eller grue for den tid, der kommer. Håbet fornys i dag, da Jesus rider ind i Jerusalem, som konge også for de allermest håbløse af os.
 
Indtoget i jerusalem palmesøndag var begyndelsen på enden, men også begyndelsen på evigheden. Jesu liv gik mod døden og mod opstandelsen. I Jerusalem smeltede angsten og håbet sammen, sorgen og kærligheden. Tabet og troen.
Der er mange andre begyndelser, der tager form lige nu her blandt os som er her i dag. Nogle begyndelser er uundgåelige, de sker med os, hvad enten vi vil det eller ej. Nogle begyndelser skal der tilløb til. Måske tvivler nogle på, om de skal tage skridtet. Når noget nyt begynder, så er der en dør der åbner sig. Men der er også en bog der lukkes. Det er ikke bare noget nyt der begynder, det er også noget gammelt der bliver ladt tilbage på den anden side af natten, på den anden side af byporten eller søbredden, eller hvad man nu end må forcere, før begyndelsen begynder at begynde.
Lucas Cranach har et maleri, som vi også kan se på vores salmeseddel, hvor man ser ældre, forkrøblede, svage kvinder blive hjulpet, trillet og båret til en stort bad midt i landskabet. På den anden side af badet stiger de forfriskede og ranke og raske op. Det er et mirakel, noget man ikke turde håbe på, det er utroligt faktisk, for det fine spindelvæv ved øjnene og den rundede ryg er da om noget kommet for at blive, så vidt vi ved.
Undtagen dog hvis man vover at synge med på blomstre som en rosengård efter prædikenen:
Ryste mer ej noget knæ,
ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde!
Der er altså ifølge Grundtvig et sted, en tid, en tilstand, hvor de øde vange skal blomstre. Og det skal ske på trods, det skal ske, selvom det er utroligt.
Eller måske sker det fordi det er en ny morgen. I min familie har vi en gammel kvinde, hun skal altid lige ”i gang” siger hun, så virker knæet lidt endnu, fingrenes stivhed letter lidt. Som Jørgen Leth har hun brug for at sanse livet, på sin måde, når hun langsomt rejser sig, går ud og trækker morgenluften ind, tager fuglefrø mellem gamle fingre, løfter hænderne, strøer det ud og tiltrækker liv og fuglefløjt. Konstaterer morgenens tilstand med hvad synet tillader, mærker sig himlens farve, luftens fugtighed, jordens fasthed under fødderne, ja nu begynder det urolige blod at rinde lidt lettere, der langt ude på landet i en slidt, men levende 90-årig krop. 
Andre vil sige, at dette sted, hvor frygten og sorgen forsvinder, som Grundtvig digter det i Blomstre som en rosengård, det er ikke noget der sker på denne side her i livet, men netop på den anden side af vores konkrete fysiske død. Mange af os har nok set den dødes forklarede, glattede ansigt, når det sidste åndedræt er draget bort. Men hvis døden er en søvn, kan søvnen da også være en død, som vi vågner og opstår fra hver morgen?
Det kræver mandsmod og kvindekraft at rejse sig fra lejet, det kræver håb og sansning. Hos Paulus opstår vi hver morgen med muligheden for at tage lysets rustning på, kæmpe for det, lyset og livet. Og kampen er altid på trods, hos Paulus. På trods af, at jeg skal dø. På trods af, at jeg døde i nat. På trods af alt det mistede, alt det der ryster og bæver og forfalder uroligt i os.
 
Det modsatte af at stå op i trods og stå op på trods, det er naturligvis at gå op og lægge sig i afmagt, og arketypen på det er Maud i Matador. Og selv denne karikatur, som Maud jo er, vågner i rette tid til dåd og ifører sig om ikke lysets rustning, så sin pels og kørerhandsker og bevæger sig med Hr. Stein ud i mørket for at tjene lyset og livet. Glædelig advent og godt nytår. Amen.