Guds kærlighed er Jul, Påske og Pinse!

Thomas Høg Nørager
4. søndag efter påske
14. maj 2017
Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.«
Joh 16,5-15
Tekstrække: 
1

Prædikenen blev holdt som del af den radiotransmitterede gudstjeneste i Stefanskirken. Gudstjenesten kan høres her.

* * *

Kære du: velkommen!

Du har i dag valgt at bruge en time her søndag formiddag på at spejle din personlige livsfortælling i Guds store kærlighedsfortælling til mennesket. For det er, hvad gudstjeneste og kristendom dybest set er: Guds kærlighedsfortælling til mennesket. En fortælling som vi kan tage imod eller tage anstød af. En fortælling der måske, måske ikke ændrer vores liv. Men uanset hvad, så er fortællingen i gang, og du er inviteret indenfor.

Se, i ny og næ kan der komme en person hen til mig, som kan finde på at sige »hey præst, det lyder godt det der med Guds kærlighed, men kan du komme det lidt nærmere?«

jeg svarer ja, jeg er jo præst. Og mit svar lyder nogenlunde sådan her:

Guds kærlighedsfortælling, siger jeg nu, har tre fixpunkter. Tre fixpunkter som svarer til kristendommens tre højtider, nemlig jul, påske og pinse. Så jeg siger: Guds kærlighed er jul påske og pinse.

I julen, siger fortællingen, der bliver Gud til menneske og kommer til syne som det lille jesusbarn. Og udover at være en på én gang hyggelig og vanvittig historie, så er det en historie, der vil fortælle os noget.

At vi som mennesker er mødt af Guds kærlighed i al vores menneskelighed, sagt på kort formel. Mennesket skal i dette billede ikke stræbe efter himlen, for himlen har mødt os – ja adlet os - i al vores menneskelighed. Eller sagt med Gruindtvig: »Fattig kom du til jorden ned / adlede armod og usselhed.«

Jeg tror det nogen gange kan være svært for os at se for al juleglitter og gavebånd hvor betydningsmættet denne fortælling til os mennesker er.

Men jeg tænker faktisk at denne fortælling kan have betydning sådan helt konkret ind i samfundet i dag – thi vi lever i et samfund hvor krav om produktivitet og profit i konkurrencestatens tjeneste har gjort stress til en folkesygdom; og vi lever i en tid hvor fremdriftsreformer og skønhedsidealer har fyldt vores ungdom med angst.

Så lige netop her er det måske på tide at nogen gentager Guds kærlighedsfortælling til mennesket: forvent ikke det guddommelige af hinanden, eller af dig selv - forvent det menneskelige; forvent ikke det perfekte af hinanden eller af dig selv - forvent det menneskelige.

Se, det er julens kærlighedsfortælling: du skal ikke være guddommelig, thi du er adlet i al din menneskelighed; og måske vi deraf kan lære at favne og adle hinanden i al vores menneskelighed.

Og så er der påskens fortælling, der føjer endnu en dimension til Guds kærlighed. I påsken hører vi om gude-mennesket Jesus Kristus der fremfor at kræve underkastelse og ydmyghed, selv ydmyger sig.

I stedet for at bede sine undersåtter vaske sine fødder, vasker han sine disciples fødder.

I stedet for at bede sine skabninger ofre sig for ham, ofrer han sig selv på korset.

Påskens fortælling er historien om guden der stiller sig solidarisk med dig og ikke viger fra din side – selv ikke i den sorteste stund.

Og udover at være på engang en uhyggelig og vanvittig historie, så er det en historie der vil fortælle os noget. At kærlighed er at ofre sig for den anden. Kærlighed er at sætte sig selv til side for den anden. Kærlighed er blive hos den anden selv i den sorteste stund.

Et politisk slagord op igennem det 20.årh. lød: gør din pligt og kræv din ret. Kristendommens kærlighedsord lyder: gør din pligt og kræv intet til gengæld.

Vi lever i et samfund hvor et tidens slagord er: du skal gøre det der gør dig glad. Jeg tror sågar vi har et postkort hængende på vores køleskab derhjemme, hvor der står noget i retning af: du skal gøre mere af det der gør dig glad. (det hænger der selvfølgelig fordi nogen uforvarende har sendt det til os). Og citatet lyder da også rigtig positivt og tilforladeligt. Men det er det ikke, for det ville betyde at vi skulle stikke af fra hinanden så snart det blev lidt svært.

Budskabet fra Guds kærlighedsfortælling er anderledes. Budskabet er her – hvis vi skulle blive i det slagordsagtige: du skal gøre mere af det der gør din næste glad – også når det er svært. Gør din pligt og kræv intet til gængæld; thi alt er os allerede givet. For påskens kærlighedshistorie er fortællingen om en kærlighed der ikke forlader os, selv ikke i den mørkeste stund!

Så hvordan er Guds kærlighed? Guds kærlighed er jul og den er påske; den er menneskelig og den er selvopofrende og så er den Pinse – Pinsen er kærlighedens tredje fixpunkt – Pinsen er den fantastiske fortælling om Gud der sender sin kærligheds og sandheds ånd over menneskehedens hoveder – og skubber os ud i tilværelsen og ind i samfundet, med et spørgsmål vibrerende: hvad gør det ved os og hvad gør det ved vores samfund med hinanden, at leve i lyset af Guds nåde - den kærlighed der selvopofrende favner alt menneskeligt…?

Bliver vi blidere væsner – får vi mindre travlt – bliver vi klogere… bliver vi bedre til at tilgive – lærer vi at elske vores fjender - at stole på Guds nåde - hvad gør det ved os… gør det os sårbare… fjernes stenhjertet fra vores krop og får vi et hjerte af kød i stedet..?

Pinsen gør os samfundsvendte og skubber os ud af kirken og ind i fælleskab med hinanden – også med dem vi er uenige med…

se, mange religioner kræver at mennesket skal være helligt; kristendommen siger, du skal være menneske. Mange religioner kræver at mennesket skal underkaste sig; i kristendommen underkaster guden sig - stiller sig solidarisk med alt menneskeligt. Så megen religion kræver renhed for frelse, kristendommen rummer alt menneskeligt og lader ingen gå fortabt. Og så meget religion handler om at vende tilbage til fortidens antikke skrifter og levemåder og helst gemme sig bag helligstedernes beskyttende mure; kristendommen puster og skubber dig ud i fælleskab også med den du ikke er enig med.

… ja, skubber dig ud af kirken og ind i fælleskabet med fortællingen om Guds kærlighed, som er jul, påske og pinse – menneskelig, selvopofrende og samfundsvendt med det altid aktuelle spørgsmål vibrerende – for det er, hvad Gudstjeneste og kristendom handler om; at spejle vores personlige livsfortælling i Guds store kærlighedsfortælling til mennesket - med det altid aktuelle spørgsmål vibrerende: hvad gør det ved os…?

Og det er ind i det betydningsunivers vi skal høre denne søndags evangelietekst fra Johannes-evangeliet, hvor vi hører fortællingen om Jesus-Kristus, gudemennesket, der snart skal forlade sine disciple. Og nu holder han sin afskedstale til dem. Og her taler han netop om sandhedens ånd – Pinsens Ånd - som skal komme og vejlede dem – og lære dem hele sandheden… og vi hører at denne sandhedens ånd – også kaldet talsmanden, også kaldet Helligånden – skal belære verden om synd og om dom og retfærdighed …

Og der er så mange fantastiske og banebrydende perspektiver i denne tekst. Og først og fremmest lægger jeg mærke til at hele sandheden endnu ikke er givet; sandheden er noget der kommer, således at sandheden her ikke kan eller skal forstås som gentagelse af gamle dogmer eller som opslag i gamle skrifter. Men kan måske nærmere forstås således at sandheden er det der bliver til i vores liv og i vores relationer og i vores samfund, der hvor kærligheden viser sig, som menneskelig, selvopofrende og samfundsvendt…

Og så lægger jeg mærke til at billedet – jeg mener selve billedet; kig godt på det: scenen er den sidste nadver som vi kender den fra Leonardo da Vincis vægmaleri fra Santa Maria klosteret i Milano; disciplene er sikkert stadig i vild diskussion – og vi ser at de er mennesker og ikke alvidende; blev Judas smidt ud eller gik han selv? ikke alle har fået sandalerne på, for Jesus har lige vasket deres fødder; disciplen Peter ser lidt underlig ud for Jesus har lige forudsagt hans svigt…

Og det vi skal lægge mærke til og som vi ofte glemmer, det er at sandhedens ånd, overdrages til helt almindelige mennesker; Det er jævne folk; ufaglærte, fiskere, håndværkere og vi ved at der var kvinder i Jesu følge – ja det var helt almindelige mennesker som sandhedens og kærlighedens ånd blev givet… Og det er der en stor pointe i, for på denne tid var jævne mennesker ellers kun biroller i de fine og de hellige menneskers liv.

Og i dag tænker vi nok ikke meget over det, men det er faktisk første gang i verdenslitteraturen at almindelige jævne folk bliver trukket ud af birollen og får lov at spille hovedrollen; i sandhed en guddommelig fortælling … jo, der er banebrydende perspektiver på spil her; at lyset ikke er for de lærde blot

Se jeg tror at enhver tids synd er at vi forbeholde sandheden og kærligheden for de få. Og jeg tror at det er evangeliets dom over enhver tids snæversyn; at sandhed og kærlighed ikke er for de lærde blot

Og det lyder måske fluffy, men det er det ikke; for det efterlader os, også i dag med et påtrængede spørgsmål; hvorledes indrette vores samfund og vores fælleskaber så også vor tids biroller får en hovedrolle at spille? … Ja, så er spørgsmålet stillet. Så må sandhedens ånd vejlede os i lyset af Guds kærlighed;

Guds kærlighed som er jul påske og pinse; så forvent kun det menneskelige; Gør din pligt og kræv intet til gengæld og stil så spørgsmålet; ja, hvad gør det ved os?