Ned ad bjerget – ud i verden

Thomas Høg Nørager
sidste søndag efter helligtrekonger
5. feb 2017
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«
Matt 17,1-9
Tekstrække: 
1

Det er en utrolig tekst vi just har hørt. »Forklarelsen på bjerget« hedder den. Skulle man give denne prædiken en overskrift kunne den passende være: »Ned ad bjerget – ud i verden«. Med fantastiske og smukke billeder.

Men det smukke ved dagens evangelium er ikke, at Jesus oplyses, med profeterne Elias og Moses der på bjerget, og disciplene, der hører Guds stemme og englene synge. For sådan ser det ud, når hellige tekster beskriver åbenbaringer og hellige øjeblikke.

Og det fantastiske er heller ikke, at disciplene gribes af ærefrygt. Selvfølgelig gribes de af ærefrygt. Det har mennesket altid gjort når det stod over grænsesituationer, såsom fødsel og død, pubertet og familieskabelse, eller fik en pludselig indsigt i evighedens gåde.

Og det ekstraordinære er heller ikke at disciplen Peter vil bygge huse til de hellige, til Elias, Moses og Jesus deroppe på bjerget. For det har mennesket også altid gjort, bygget templer, kirker og paladser på bjerge og byens højeste punkter. For der, hævet over menneskene, syntes man at guderne hørte til.

Nej, det ekstraordinære ved denne beretning er, at Jesus går hen til disciplene og fortæller dem at de ikke skal være bange. For traditionelt har guder levet af at menneskene frygtede dem.

Og det ydermere fantastiske ved denne beretning er, at han rejser dem op. For traditionelt har guder levet af, at menneskene underkastede sig.

Og det absolut smukke ved denne beretning, det er, at Jesus ikke bliver på bjerget, som enhver traditionel gud ville have gjort det, men at han sammen med sine venner – arm i arm – går ned ad bjerget igen. Der spadserer de. Ned af bjerget, ud i verden. Fra det ophøjede til det lave. Fra det hellige til det almindelige. Fra det rene til det plettede.

Og det er utroligt! For traditionelt har guder levet af, at leve rent og fjernt fra den beskidte verden.

Fordi her bliver vi givet en fortælling vi kan være i. Her skal jeg ikke forstille mig. Her skal jeg ikke kravle på mine knæ op ad bjerget og håbe på Guds gunst. Her er guden selv kravlet ned og kommet vores verden i møde. Og jeg tror det betyder noget, at blive givet en sådan fortælling.

Martin Luther, hvis reformation vi fejrer i år, digter det så fint et sted: Fattig kom du til jorden ned, adlede armod og usselhed.

Er det ikke selve grundimpulsen bag en demokratisk tankegang, at selv det mindste menneske bærer et menneskeværd? Ja, er det ikke grundimpulsen bag vores tanke om menneskerettigheder og individets ukrænkelighed, at selv det mindste menneske bærer et menneskeværd?

Fattig kom du til jorden ned, adlede armod og usselhed. Jesus er guden der træder ned fra piedestalen – fra en bjergtop taler man ned til sine tilhørere, giver dem fx 10 bud uden yderligere diskussion, men for foden af bjerget taler man sammen, i øjenhøjde med hinanden. Diskuterer, bliver klogere. Jesus er guden der træder ned.

Og jeg ved ikke om man i dette billede kan mærke en religionskritik; en kritik af de guder der blot kommunikerer igennem bud og dessiner og uden mulighed for appel. Kritikken af de guder der kræver underkastelse, uden anden grund end underkastelse. Det er ikke uden grund kristendommen er blevet kaldt den eneste kvalificerede religionskritik. Det ligger i bevægelsen. Guden der træder ned.

Og det er vel også magtkritik i det hele taget. Kritik af den magt der regerer uden at lytte. Regerer fra sit bjerg i stedet for at træde ned blandt folket…

og her ville jeg så gerne komme med en fræk og smart kommentar om verdenssituationen. Noget om Donald Trump, og noget om EU og så selvfølgelig også om Danmark. Men jeg er forvirret som aldrig før.

Jeg kunne også godt tænke mig at sige noget om finanssektoren. Noget om skattely og børnearbejde Men jeg er forvirret som aldrig før. Og jeg synes hverken jeg kan være sjov eller klog eller noget andet.

Og så faldt mine øjne alligevel på noget, på Inger Christensens digtsamling, Det, fra 1969. Derinde gemte sig et noget tidsbestemt, men også et uhyggeligt aktuelt billede af vores tid og jeg prøver lige at læse lidt, så man kan høre hvad jeg mener… uddraget jeg læser lyder sådan her:

Inde i det første parlament er der et andet, inde i det andet er der et tredje, inde i det tredje et fjerde etc parlament

I parlament nr 3517 diskuterer man magten //

I parlament nr 1423 diskuterer man magten

Mand nr 8611 har hele tiden fablet om lidt mere fantasi.

For enden af alle de forenede parlamenter sidder der en vellønnet rådgiver

---

Inde i den første koncern er der en anden, inde i den anden er der en tredje, inde i den tredje en fjerde etc koncern.

Inde i koncern 3517 sidder der en mand og beregner en arbejders indsats // I koncern 1423 sidder der en mand og beregner en arbejders levetid

Mand nr. 8611 har hele tiden fablet om den enkeltes ret til eget liv

For enden af alle de forenede koncerner sidder der et pengedynasti

Så vidt Inger Christensen som i alt opregner 8 variationer over samme tema

Det forstemmende og golde. Menneskefjendske parlamenter og koncerner med deres robotagtige rådgivere og upersonlige dynastier..

Og så alligevel. Derinde et sted sidder der en mand. - Mand nr. 8611 - og taler om noget helt andet. Taler om ret til eget liv. Fabler om fantasi. Taler om samfund og taler om lykken; taler om retfærdighed og hensyn og fred og om frihed.

Og der tænder mand nr 8611 et lille lys i mørket, og bringer et lille håb ind i verden om at ikke alt er kold magt og kontorlandskaber, men at der stadig er fantasi, at der stadig er menneskelighed…

… og det tror jeg også det handler om dette billede hvor guden ikke bliver fjernt på sin top, men går med sine disciple ned af bjerget og ind i verden, og bringer håbet fantasien og menneskeligheden tilbage og ind igennem parlamenternes og koncernernes mure og helt ind i menneskenes hjerter. »Ned ad bjerget – ud i verden«.

Sådan!