Sonnergaard-evangeliet

Thomas Høg Nørager
4. søndag i advent
18. dec 2016
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.
Joh 1,19-28
Tekstrække: 
1

»Jeg mener grundlæggende at vi i disse tider savner en blanding af fire ting: oplysningstidens tanke om, at mennesket skal træde ud af sin selvvalgte umyndighed; 68’ernes ide om, at alt kan lade sig gøre, og at eventyret venter lige om hjørnet; punkens antiautoritære ideal om, at man ikke skal finde sig i noget; og så den gode gamle borgerlige ide om, at dannelse egentlig er et gode i sig selv

Ordene her, er Jan Sonnergaards. Jan Sonnergaard døde den 18. november i år, i Beograd 53 år gammel, og blev i fredags bisat fra Københavns Domkirke. I foråret var Jan her i Stefanskirken og reciterede fra sit forfatterskab, imens Kevin på orglet akkompagnerede. En mindeværdig aften.

Når jeg drager Jan Sonnergaard frem denne søndag, så er det for blive ved den tanke, at de bedste kunstenere, der skyder op omkring os – billedkunstnere, dramatikere, digtere, filminstruktører, forfattere osv. ̣̣– besidder noget profetisk. De kan ane noget og beskrive noget vi ikke kan se, men som igennem kunsten kommer til syne for verden. Kunstneren kan gennem kunsten fortælle os sandheder, afsløre hykleri, pege hen på en større virkelighed.

Jeg mener grundlæggende at vi i disse tider savner en blanding af fire ting: oplysningstidens tanke om, at mennesket skal træde ud af sin selvvalgte umyndighed; 68’ernes ide om, at alt kan lade sig gøre, og at eventyret venter lige om hjørnet; punkens antiautoritære ideal om, at man ikke skal finde sig i noget; og så den gode gamle borgerlige ide om, at dannelse egentlig er et gode i sig selv.

Således råbte Jan Sonnergaard det, fra stenørkenen i Nordvest, imens han igennem sit forfatterskab afslørede magtens hykleri og gav selv det usleste menneske en stemme. Som en moderne profet – ikke i kraft af sin person, men igennem sin kunst - stod han, som Johannes Døberen stod.

Johannes Døberen som vi har hørt om i dag, der stod i ørkenen og kaldte til omvendelse. Kalder på at vi får øje på mere. Og som så mange kunstnere og profeter både før og efter ham, står han underlig isoleret der. Må distancere sig fra verden for at kunne beskrive verden. »Jeg er en der råber i ørkenen,« siger Johannes Døberen og peger hen på en virkelighed, der er større end han selv. Peger væk fra sig selv. Peger hen på sandheden. »Han, som kommer efter mig; hans skorem er jeg end ikke værdig til at løse,« siger Johannes Døberen.

Og når Sonnergaard råber at mennesket skal genfinde oplysningsidealet om at træde ud af sin selvvalgte umyndighed, er det så ikke et ekko fra den bibelske verden, dengang Johannes Døberen kaldte til omvendelse? Jeg mener, at omvende sig er kun noget du kan gøre. Jeg kan ikke træffe valget for dig. I at omvende sig fra det ene til det andet – og faktisk uanset hvad det er – heri ligger et valg, en personlig afgørelse. Og når du træffer et valg, og ikke lader andre træffe det for dig – ikke lader reklamerne, eller traditionen, eller den politisk korrekte mening diktere dig – men når du selv træffer valget, da er du trådt i karakter, som et myndigt og ansvarligt individ. Åh, det har vi brug for…

Og når Sonnergaard råber på 68’ernes - altså hippie-tidens ide om at alt kan lade sig gøre, og at eventyret venter lige om hjørnet, er det så ikke et ekko fra den bibelske verden, der forkynder at en frelser skal fødes os, at Gud vil besøge sit folk? Fortællingen fra julenat, at selv i verdens mørkeste afkroge skal der blive tændt et lys. At der er håb selv for Aleppos børn – at handling nytter!

Og når Sonnergaard råber på punkens antiautoritære ideal om, at man ikke skal finde sig i noget, så ser jeg for mig Jesus der som 12 stikker af fra sin papfar Josef og sin mor Maria så de ikke kan finde ham. Det er da »børnemagt«! Han vil være hvor sandheden er. Eller da Jesus nu som voksen smadrer vekselerernes borde der på den samme tempelplads, fordi de har glemt sandheden. Eller da Jesus vanhelliger helligdagen, med ordene om at mennesket ikke blev til for sabbattens skyld, men sabbatten blev til for menneskets skyld. Ja, vi savner dette antiautoritære ideal, for hvem i dag vælter bordene på Christiansborg og på Rådshuset og råber »Hallo! Mennesket skal ikke være til for paragraffernes skyld – loven og paragrafferne skal være til for menneskets skyld!«?

Og når Sonnergaard råber på den gode gamle borgelige ide om at dannelse er vigtigt og egentlig et gode i sig selv, er det så ikke ligeledes et ekko fra den bibelske verden? Jeg tænker at vi her blot behøver at kaste et blik på kirkens altertavle.

Vi ser Martha på vej i køkkenet og vi ser Maria sidde og lytte. Martha skælder ud. Burde Maria ikke hjælpe mig med det praktiske. Men Jesus svar hende »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting.  Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«

Og i denne tid hvor alt bliver gjort op i nytteværdi; og hvor ord kun har betydning, hvis de kan omsættes til penge; i denne tid, hvor viden kun har betydning, hvis den kan omsættes til penge, hvor menneskelivet kun har betydning hvis det kan indgå som et produktivt instrument i konkurrencestatens Danmark kapløb med Kina;

i denne tid, måske mere end nogensinde – fordi vi har glemt den gamle visdom, fordi vi har ladet hånt om de gamles optjente erfaring, fordi vi har ladet hånt om alt det, der gav os livet - har vi brug for at profeter og kunstnere råber på den indsigt, at ordet, at viden, at menneskelivet har værdi i sig selv; thi »Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende«.

Lad ikke profeterne råbe forgæves!

Amen.