Thomas Høg Nørager
Sognepræst
Medlem af menighedsrådet
mail:
thn@km.dk - brug denne mail til generelle spørgsmål
Sikker mail - brug denne mail hvis du skal sende fortrolige eller personfølsomme oplysninger eller spørgsmål.
telefon:
6122 4126
Fredag er fridag
Min morfar var kommunist. Og så var han murer og fra Valby. Min farfar var konservativ. Og så var han politibetjent og fra Lyngby. Han blev i øvrigt taget til fange og holdt i KZ-lejr under 2. verdenskrig. Både min morfar og min farfar var glødende ateister. Min morfar mente religion var opium for folket. Min farfar kunne ikke se, hvad gudstro skulle gøre godt for.
Mine forældres ungdomsoprør bestod i at søge tilbage til kristendommen og dens rødder. Derfor mødte de hinanden på det teologiske studium i Århus. Således fik jeg en masse spørgsmål ind i hovedet i dåbsgave: Hvad vil det sige at være menneske? Giver det mening at tale om Gud? Hvad er tro, håb og kærlighed? De spørgsmål slap mig aldrig. Så jeg blev selv teolog og nu også præst her ved Stefanskirken på Nørrebro.
Og når jeg står og kigger ned ad Nørrebrogade, synes jeg det er sjovt, hvor mange tråde der løber sammen. Jeg har ladet mig fortælle at min oldemor, min morfars mor, voksede op i Den sorte Firkant i Blågårdsgade-kvarteret. I 4. baggård. Her blev man bundet til et nedløbsrør når mor skulle på fabrik, for der var ingen vuggestuer. I dag er er der lys, og vand og varme i enhver lejlighed. Ikke mindst på grund af arbejderbevægelsens kamp og solidaritet som min morfar kæmpede for.
På den anden side er Nørrebro også det sted, hvor folk søger hen, når den personlige frihed skal udleves. Unge der er stukket af hjemmefra. Udenlandske lykkeriddere. Autonome og anarkister. Gøglere og gademusikanter. Og her kommer jeg til at tænke på min farfar, der ofte spillede tennis med en tændt cigar i munden. Han havde en gang været i fængsel. Ingen skulle nogensinde igen tage den personlige frihed fra ham.
Og sådan er mit Nørrebro, et sted mellem solidaritet og personlig frihed. En rejse fra 4. baggård mod lyset. Ungdomsoprør, men forankret i vores historiske arv. En smeltedigel, hvor tro og sprog blander sig med hinanden på kryds og tværs. Sådan skal Stefanskirken også være.
Der findes sådan en smuk historie i den kristne bibel. Det er Jesus der kommer ud til en brønd i ørkenen. Her indleder han en samtale med en samaritansk kvinde. Se, her brydes grænser mellem køn. Her brydes grænser mellem nationer og religioner. Og da spørger kvinden nu Jesus: ”hvorfor tilbeder I jøder Gud i templet, og vi samaritanere tilbeder Gud på bjerget”? Og da lyder svaret: ”Der skal komme en time hvor det hverken er på bjerget eller i templet Gud skal tilbedes, for sand tilbedelse vil være i ånd og sandhed”!
Kunne dette ikke være en tanke: At det en dag ikke længere handler om kirke, moske eller synagoge; Men handler om at vi mødes i ånd og sandhed? ”Menneske først”, sagde Grundtvig. Det vil jeg godt tilslutte mig.
Håber vi ses!
Kh Thomas Høg Nørager