7. søndag efter trinitatis 

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 31. juli 2022

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/7-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

---

Måske man stadig har den smukke passage i erindring som vi læste i gudstjenesten begyndelse; en tid til at fødes en tid til at dø. En tid til at plante en tid til at rydde, græde, le, klage danse, opsøge, miste, tie, tale, En tid til at elske en tid til at hade.

Benny Andersen har en vidunderlig linje i forårsdigtet som blev udødeliggjort af Poul Dissing hvor han med sin karakteriser stemme sang: Og en gang går solen sin runde uden mig – men når forårssolen skinner lever jeg.

Jeg har ofte tænkt på om der er mere i de linjer end den blotte konstatering; lige inden de ord falder har Benny Andersen udtrykt – igen udødeliggjort af Poul Dissings stemme og melodi – at han nu er begyndt, at forstå at alt og intet er os givet.

Det er religiøse kategorier. At forstå livet som en gave. Tilværelsens fænomener som en gave. Planterne og træerne og solen og vandet der bringer os den livgivende ilt som vi ånder ind og ånder ud i en vedvarende bevægelse – både når vi elsker og hader og tier og taler – at vi er blevet givet livet og givet livets mulighed, Thorkild Bjørnvig kalder det for et umotiveret gode, men vi har fået det for at passe på det og give det videre, og alting bliver skævvredet i det øjeblik vi tager det givne for givet. Som om vi havde fortjent det. Som om det var vores til ejendom; som om det var vores fortjeneste.

Det er det han mener med at alt og intet er os givet; tænk vi har fået det hele, men hvor vi dumme at vi begyndte at tage det for givet… for en dag går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner lever jeg.

Men er der også mere til den sætning. At i den solskinstime vi fra tid til anden er heldige at få, der kommer alle dem vi var så heldige at dele solen sammen med til syne. Jeg kan stadig huske min farfar der spillede fodbold i baghaven med en tændt cigar i munden og prøvede at få bolden forbi mine nye målmandshandsker. Og det er som om at når forårssolen skinner, så lever han også, når jeg prøver at få bolden forbi min egen søn.

Jeg ved godt der mange der gerne vil gøre religion til et spørgsmål om at der mere mellem himmel og jord; jeg vil nærmere plædere for at det handler om at genopdage det liv det er blevet os givet, så ordene nærmere skulle lyde: Der er mere ved himmel og jord. Og vi kunne se med beundrende taknemmelighed, dette det givne, hvis bare ikke vi tog det givne for givet.

En tid til at fødes en tid til at dø; måske er det tid til at stoppe op. Efter 200 års gigantisk rovdrift på alle naturressourcer der kunne forøge vores velstand og velvære og velfærd, ja så er det hele ved at være brugt op. 200 år har det taget hvad det har taget jorden millioner af år at spare sammen; måske er det tid til at stoppe op; skifte spor måske. Villy Sørensen spurgte retorisk for nogle årtier siden: Ja, det kan nok være vi har fået det bedre; men har vi fået det godt?

Kristendommen er en underlig størrelse for den fortæller os ikke hvad vi skal gøre – den fortæller os blot hvad der burde være fortegnet for det vi gør. Jeg tror den store misforståelse omkring kristendommen baserer sig på at man tror det er et sæt leveregler. Og pludselig så kan man se at der er forskellige bibelske udsagn der modsiger hinanden.

I den tekst jeg hold prædiken sidste jeg stod her, lød at man skulle hade og afvise sin mor og sin far; mens som den bibelkyndige vil vide at det 4. bud ud af 10 fortæller at man skal ære sin far og sin mor. Så hvordan nu med det?

Ja, jeg tror der er en tid til at ære og holde i hævd; der kan meget vel også være en tid til at hade og forlade. Spørgsmålet er nemlig ikke hvad du gør, men med hvilket fortegn du gør det. Gør du det ud af bedrevidenhed eller gør du det ud af kærlighed. Gør du det ud af bedrevidenhed eller gør du det ud af taknemmelighed. Gør du det ud af bedrevidenhed eller gør du det ud af ydmyghed.

Paulus siger et sted; og om jeg så taler med engles tunger og har al tro så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, så gavner det mig intet. Hvis ikke kærligheden er fortegn, så kan alt være ligegyldigt. Og omvendt, hvis kærligheden er fortegnet, så kan alt andet lige være gyldigt. Det er derfor vi slår korsets tegn når vi døber. Det er kærlighedens fortegn. Det er også derfor det kan være helt super at slå korsets tegn for sig i ny og næ. Ikke som en magisk besværgelse, fordi der er mere mellem himmel og jord; men som en eksistentiel huskepille – at man husker sig selv på hvorfor vi står op om morgenen – at alt og intet er os givet – og derfor sætter vi kærligheden, taknemmeligheden, ydmygheden som fortegn; der husker vi på ikke at tage alt og hinanden for givet.

Til denne søndag hører sig den tekst som jeg for lidt siden læste op. Der er en sætning der lyder: En discipel står ikke over sin mester. Det må være nok for en discipel at det går ham som hans mester. Ord som vinder betydning når vi forstår at de første kristne blev forfulgt, som mange kristen verden over også bliver forfulgt i dag. På verdensplan er kristne den trosgruppe der er mest udsat for forfølgelse. Denne tekst ønsker at huske forfulgte på at deres mester Jesus selv led døden, det kan være svært for os at sætte sig ind hvilket pres forfulgte i det hele taget lever under. Syrien, Ukraine, Kina. Men det sker.

Der er nogen der mener det er hyklerisk at hjælpe – for det gør mere skade en gavn; der er nogen der mener det er hyklerisk at lade være med at hjælpe – for det gør mere skade end gavn. Kristendommen har desværre ikke svaret, den har kun et spørgsmål: træffer du dit valg ud af bedrevidenhed eller ud af kærlighed. Nej, det tænkte jeg nok. Netop derfor taler kristendommen også om tilgivelse. Det er tilgivelsen af dig den taler om.

Og så til sidst er der en vidunderlig, skrækindjagende og vild passage: Frygt ikke dem der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i helvede.

Se, nu tror jeg ikke man skal læse alt for mange middelalderlige forestillinger ind i talen om helvede. Middelalderen er på længere afstand af Jesus end vi er på afstand af middelalderen. Skal vi forstå det rigtigt, så hører man det bedst sådan, at den der ikke har kærligheden som fortegn for sit liv har det ad helvede til.

I middelalderen der oversatte man også den sidste passage den med spurvene sådan her: Og ikke en spurv falder til jorden uden at det er Guds vilje; men det står der faktisk ikke. Der står, som det heldigvis også er korrekt oversat i den nyeste bibeloversættelse, at ikke en spurv falder til jorden uden at Gud er med den.

Og det betyder i al sin enkelhed, at uanset om du er flygtet og forfulgt. Uanset om du er tvivlende eller vantro. Uanset om du falder – som en spurv ville falde til jorden – uanset hvad er du omfattet af Guds kærlighed. Derfor siger teksten også i dag – 3 gange faktisk – frygt ikke.

Uanset om du falder – som en spurv ville falde til jorden – uanset hvad er du omfattet af Guds kærlighed. Og det er i øvrigt derfor vi går i kirke, ikke for at blive omfattet af Guds kærlighed, men for at blive husket på at vi allerede er det – for det glemmer vi tit – at alt og intet er os givet.

En tid til ødes en tid til at en tid til at glemme en til at huske, en tid til at prædike en tid til at holde inde. Amen.