Klokkeringning

Morgen- og aftenringning

Til hverdag ringer kirkeklokkerne solen op og solen ned. Men det er nu ikke for at sætte skub i solen, at klokkerne ringer, men for at sætte gang i noget i os. Formålet med morgen- og aftenringning er fra gammel tid at minde om, at tiden er inde til bøn, at tiden er til at huske Gud i hverdagen, i sit arbejde og om aftenen, at tiden er inde til at takke for dagen og betro sig i Guds hånd for natten.

Morgen- og aftenringningen sker kl. 8 om morgenen og kl. 18 om aftenen (men i december og januar kl. 9 og 17). Lørdage høres dog kun de 3 × 3 bedeslag, der ellers afslutter ringningen.

Ringning ved gudstjenester

Om søndagen ringer klokkerne for at melde, at det nu er tid til kirkegang, altså atter for at huske på Gud i livet. Og med klokkens lyd runger et budskab ud over landskabet, og de tre gange tre bedeslag, som slås for Faderen og Sønnen og Helligånden, minder os om fra hvilken kant vi har lov at vente os livet. Der ringes tre gange op til gudstjenesten: kl. 10.30, kl. 10.45 og straks inden gudstjenesten.

»Kimer, I klokker!«

Ved de store kirkelige højtider kimer kirkeklokkerne højtiden ind. Det gør de som en påmindelse og en optakt til festen for Helligånden. Tilbage til 400-500 tallet blev de første klokker anvendt i kirkens tjeneste, og sådan skulle det gerne vedblive at lyde over det ganske land. Kirkeklokkerne er som kirkens hjerte, der slår og viser, at her er liv.

Når man kimer, bruges klokkens almindelige knebel ikke. I stedet slås hurtige slag på klokkens yderside med en hammer af træ. Der kimes over en halv time indtil den almindelige aftenringning aftenen før påskedag, Kristi himmelfartsdag, pinsedag, allehelgensdag og første søndag i advent.

Juleaften, juledag, påskedag, Kristi himmelfartsdag og pinsedag kimes der desuden mellem de tre almindelige ringninger før gudstjenesten.