8. søndag efter trinitatis

Prædiken af Thomas Høg Nørager
Holdt i Stefanskirken den 7. august 2022
Se teksterne her:

https://www.bibelselskabet.dk/...
---
God is gonna Cut You down.

Gud vil hugge dig ned. Du kan løbe alt det
du vil; før eller siden hugger Gud dig ned. Både Elvis, kongen af Rock n
Roll og Johnny Cash, kongen af Country, har alle taget livtag med denne
gamle amerikanske folkesang som handler om at ingen i sidste ende
undslipper Gud.
Jeg har været nede på mine knæ, og jeg talte med manden fra Galilæa;
så fortæl det til snyderen, til hasardspilleren, til overløberen, før eller
siden, Gud vil hugge dig ned. Du kan løbe alt det du vil. God is gonna Cut
You down.
Gad vide hvorfor, Elvis og Johnny Cash har følt sig draget af denne sang,
disse ord. Siger de noget sandt, selvom de er hårde at høre?
Jeg vil vende tilbage til en passage i den bibelske tekst vi just har hørt,
Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit
navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort
mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er:
Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!
Det er barsk tale vi hører fra Matthæusevangeliet. Der hvor vi støder til
teksten, taler Jesus om regnskabet time. Det som altid lyder som noget i
fremtiden, men som eksistentielt set altid er nu. Jesus sender dem væk,
som siger: ”har vi ikke profeteret, uddrevet dæmoner og gjort mange
mægtige gerninger i dit navn.”
Ja, det er ikke bare barskt, men også gådefuldt. De lyder som gode
fromme religiøse mennesker, så hvorfor bliver de så sendt bort. De har
tilsyneladende gjort alt de rigtige? Kunnet de 10 bud både forfra og
bagfra.

Men djævelen ligger som bekendt i detaljen. For troede de virkelig, at

det var dem selv der havde gjort det? Da har de gjort sig selv lig med
kærligheden, uden at tænke at de blot var et redskab for kærligheden.
Jamen har vi ikke, spørger de, og allerede der har de vel afsløret sig selv
– for troede de virkelig det var dem selv og ikke alt det livet havde givet
dem, som trængte sig på gennem dem.
De ville selv tage æren for de muligheder livet gav.
Det er hård tale, men det er måske egentlig et meget godt spørgsmål at
stille sig selv fra tid til anden: tager vi selv æren for de muligheder og de
udførelser som livets veje nu engang bringer med sig.
Jeg tror det handler om taknemmelighed. Da Albert Camus, den franske
eksistentialist, stiller spørgsmålet om livet er værd at leve eller ej, må
han alligevel bøje sig til livets fordel; for det var livet der overhovedet
havde givet ham muligheden for at stille spørgsmålet – derfor forstod
han, at det slet ikke var ham der skulle vælge livet, for livet havde
allerede valgt ham.
Var det en flig af Guds nåde, som Camus oplevede der. Jeg tror ikke
Camus selv ville bruge de ord, for Camus troede ikke på Gud, men
apropos så hed Camus sidste store roman Faldet og på dansk kender vi
ordsproget: Hovmod stå for fald, som grangiveligt er et udtræk
Ordsprogenes Bog i Det gamle testamente der siger: Hovmod går forud
for ulykke, overmod går forud for fald.
Og cirka samme tidspunkt i verdenshistorien havde de filosofiske
grækere opfundet deres egne ord for hovmod og fald; de kaldte
hovmodet for hybris og faldet for nemesis – hvilket man udløste når man
hovmodigt troede at man selv kunne skabe og kontrollere sin
livsbestemmelse.
Så uanset om man er til amerikansk guitarrock, fransk eksistentialisme,
gammeltestamentlig visdom, græsk filosofi eller nytestamentlig
kristendom – så har alle gjort erfaringen af at hovmod står for fald, og
noget man ikke kan flygte fra.

Og så er det måske egentlig et meget godt spørgsmål at stille sig selv fra
tid til anden: tager vi selv æren for de muligheder og de udførelser som
livets veje nu engang bringer med sig, eller er vores øjne og vores hjerter
åbne for erkendelsen af, at alt som er, er gave.
Tager vi livet med dets muligheder som vores rettighed og fortjeneste;
eller modtager vi livet og jordens muligheder med agtelse og
taknemmelighed?
Der er sådan en fin fortælling som jeg har fra den navnkundige
religionsfilosof nu afdøde Ole Jensen. Langt oppe bjergene i Sydindien
levede der et lille stammefolk, rester af den oprindelige urbefolkning, der
for mange århundreder siden var trængt bort fra lavlandet. De levede på
et eksistensminimum med høj børnedødelighed, underernæring og
megen sygdom. Et hold vestlige landbrugs eksperter ankom til stedet. Og
de vidste med det samme hvad er skulle til for at vende udviklingen. De
indfødte skulle have nogle dyberegående plove, så kunne jorden give
afkast nok til at skabe vækst og udvikling. Men så fik eksperterne nok
noget i retning af deres livs største overraskelse. Det viste sig at disse
forhutlede stammefolk hellere ville dø en ærlig død af sult end at rive
Moder Jords bug og skød op med disse skarpe knive.
For stammefolkene var panteister, som tror på at finde det
guddommelige i alle jordens tilskikkelser og i jorden selv. De udsendte
eksperter har modsat tænkt at jord er jord, objektivt beskrivelig,
jordbundsanalyserbar, og har stået fuldstændig uforstående over for
forestillingen om jorden som et levende guddomsvæsen; og
stammefolkene har stået absolut lige så uforstående over for
eksperternes kolde forestilling om jorden som dødt analyserbart
materiale.
Men begge har vel ret og uret. Moder Jord forestillingen er vel overtro.
Men omvendt er forestillingen om jorden som kun dødt analyserbart stof
en for forsimplet reduktion – for jorden er jo stadig meget mere end
biologisk analyserbar. Den er æstetisk indtryksfuld, den er forunderlig,
den er pragt og den er skønhed. Den er digterne muse og skaberen af

ilten til vores lunger. Er kilde til fantasi, glæde og beundrende
forundring.
Fortællingens videnskabseksperter ser alene jorden i dens
anvendelighed, til menneskelige formål, og mange sultproblemer er løst
på den konto.
Men det ser ud til at vi har mistet enhver fornemmelse for grænser. Det
ser ud til vi har glemt at passe på jorden – agte jorden - som en gave, som
en medspiller – og efterhånden kun lærer at se jorden som vores
rettighed til uhæmmet ressource udvinding. Som Ole Jensen anfører: Vi
har glemt agtelsen.
Vi kan for så vidt godt blive enige om at stammefolket, ved at tale om
Moder Jords bug, var overtroiske; men at se jorden kun som ressource
reservoir for vækstens skyld kan vel med lige så god ret så kaldes
undertro.
Skulle vi i stedet tage det bedste fra begge verdner så er det agtelsen og
taknemmeligheden vi må genopdage. Og det gør vi ved at stille
spørgsmålet: tager vi livet med dets muligheder som vores rettighed og
fortjeneste; eller modtager vi livet med dets muligheder med agtelse og
taknemmelighed? Og svarer vi ja til det sidste, så er det hverken overtro
eller undertro; så er det er bare tro - det som står tilbage når hovmod
står for fald.
Og mon ikke det i grunden er den erfaring som spiller med i dagens
evangelium og som Elvis og Cash havde i tankerne da sang om den Gud
du ikke kan undslippe – som hugger dig ned – evangeliet som i al sin
poetiske skønhed lyder:
Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en
klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og
floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke,
for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og
ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på
sand

Eller sagt helt kort: At hvor hovmod står for fald, er der du møder Gud;
og at møde Gud er - sagt helt kort - at erfare – som Elvis, Cash og Camus
- at det ikke er os der har skabt livet med dets muligheder, men det er
livet og dets muligheder, der har skabt os - som en guddommelig gave at
agte og ære, passe på og give videre.

Amen