10. søndag efter trinitatis 

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 21. august 2022 

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/10-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

---

Den verdensberømte forfatter Salman Rushdie som blev født i 1947 i en muslimsk og borgerlig familie i Bombay er heldigvis i bedring efter at for nylig at være blevet stukket i halsen. 

Hvad var det der stak ham i halsen – det gjorde ideen om at jorden er en kamp mellem rent og urent. Ingen mere djævelsk ide findes, at verden kan deles op i rent og urent.

Salman Rushdie blev født i et kvarter, hvor indere og europæere boede side om side. I et interview fra 1993 bemærker han:

»For alle, der vokser op i enhver storby, især i en by som min, hvor øst og vest mødes, er en af de realiteter, man får påtvunget, at kultur er hybridisering – en blanding, kort sagt: en uren form. For mig bør romanen være en fejring af urenheden.«

Det tror jeg også er det kirke og kristendom skal være: En fejring af urenheden. biblen er vel mest af alt en uren bog. Bibelen er en samling af 66 forskellige skrifter eller bøger og de er samlet i to bøger, som igen er samlet i en bog, Bibelen. De første 39 bøger har overskriften Det Gamle Testamente, og de resterende 27 Det Nye Testamente. Fantastiske fortællinger men indbyrdes modstridende. Også biblen kunne vi kalde en hybridisering – en blanding, kort sagt: en uren form.

Men hvad så med os selv. Ja, vores nuværende kultur geråder i problemer hver gang den tror vi skal fremstå i ren form. 12-talspigerne er blevet et begreb for personer der lider under, at alt skal være perfekt, at der ikke må være en plet at finde, ikke en finger at sætte; med stress og udbrændthed til følge.

Det gamle kristent-protestantiske menneskesyn var mere nådigt. Luther begreb mennesket som en synder. Dvs. en der uundgåeligt begik fejl, fordi det i udgangspunktet var egoistisk. Men samtidig kunne mennesket ånde lettet op, og slet ikke fokusere på at gøre godt – for Gud havde allerede erklæret mennesket retfærdigt, omsluttet det med sin kærlighed på trods af egoismen.

Ligningen, hos Luther var så, at når mennesket ikke længere behøvede at hoppe på tungen for at fremstå god, så ville de næstekærlige gerninger komme af sig selv, frit, bagom om ryggen på det egoistiske menneske, så at sige. I vores ligning kunne vi med det luthersk-protestantiske menneskesyn også kalde mennesket for en hybridisering – både synder og retfærdiggjort - en blanding, kort sagt: en uren form.

Men også Jesus-figuren som vi kender ham fra bibel og tradition er vel en uren figur. Jeg mener, han er jo ikke ren Gud, han er jo også menneske. Ej heller er han ren menneske. Han er jo også Gud; men en hybridisering – en blanding, kort sagt: en uren form.

Og vi kunne forestille os at det er den figur – Jesus som den urene form – som råber op, revser og vredes. Vredes han over vores renhedstrang. Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. Var vi blevet kolde og mere interesseret i en kritisk bedømmelse end at gå ind i musikken? Lyttede vi mere efter urene toner og stillede os derfor på afstand? Blev vi fremmede for hinanden?

Og når Johannes Døberen fastede i fordybelse over livet, så hånedes han for det. Og når Jesus af Nazaret festede i glæde over livet, så hånedes han for det Ligesom en finsk Statsminister. Ja nogen ting synes ikke at forandre sig. Jagten på renhed.

Og når Jesus-figuren siger Ve dig Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned!  Så tror jeg det renhedstanken han advarer mod. Vi kan ikke forvente byer der ikke lugter, der ikke larmer, der ikke roder. Vi kan ikke forvente mennesker der ikke lugter, larmer og roder – eller ministre der fester. Gør vi det, ja, så går vi under.

For mig bør romanen være en fejring af urenheden, siger Salman Rushdie. Det tror jeg også er det kirke og kristendom skal være, hvis den altså ønsker at være tro mod sit ophav. 

En af de mest geniale moderne fortællinger om at rumme blandingen, det uklare, det alt andet end entydige, er »J.K. Rowlings romaner om troldmandslærlingen Harry Potter.

Historien tager sin begyndelse da Harry Potter indskrives på kostskolen Hogwarts, skolen for spirende troldmandsaspiranter. En kostskole med uniformer og hierarki som vi kender det fra fx Herlufsholm herhjemme.

Skolens elever skal ved indskrivningen fordele sig på de 4 kollegier som er opkaldt efter skolens grundlæggere. Der findes Gryffindor-kollegiet som er for de modige og iderige; Hufflepuff-kollegiet som er for fællesskabsorienterede og demokratisk mindede; Ravenclaw er kollgeiet for de stræbsomme og vidensbegærlige; og de fjerden kollegie Slytherin er adeligt orienteret og magt og privilegier opøves og tildeles går til sine beslægtede, sit eget blod så at sige.

Allerede nu kan man fornemme at skolen Hogwarts er et billede på vores samfund, og de 4 kollegier -  de innovative, de fællesskabsorienterede, de videnselitære og dem der fokuserer på privilegier til eget blod – alle er sider vi kender i det politiske spektrum – men vel også sider vi kender fra os selv.

I en bred kontekst kan det lyde usympatisk med Slytherin kollegiet – det emmer af racistiske undertoner, at man kun under privilegier til dem man er blodsbeslægtet med. Og usympatiske er de også. Mudderblod kalder de alle dem, der ikke har deres rene blod i årene.

Men visdommen er at vi må lære at genkende også det usympatiske hos os selv. Faktiske er vi i en smal kontekst forpligtede på det. Ved lov er forældre forpligtede på deres egne børn, forpligtede på at tage vare på sit eget kød og blod; men ikke i samme grad forpligtede på at tage vare på naboens kød og blod.

Så det der er usympatisk og grænsende til racistisk i en bred kontekst, fx at man prioriterer sit eget lands borgere overfor sultende flygtninge – er samtidig sympatisk og et lovkrav i en smal kontekst - nemlig at vi i først tager os af – og giver privilegier – til vores egne børn.

Og det demokratiske som vi er vant til altid er godt, er ikke nødvendigvis altid godt. Hvad nu hvis man demokratisk bestemte sig for at en bestemt menneskegruppe ikke har værdi. Lige netop der har vi brug for eksperterne – de videns-elitære som kan gøre os bevidste om grundlæggende love for livet som ikke demokratisk kan diskuteres – nemlig at ethvert individ har værdi – det skal der ikke stemmes om.

Men vi har også brug for de modige, dem der tør bryde reglerne, ja, ellers ville der aldrig blive tænkt nye tanker eller opfundet nye redskaber.  Loven siger hold for rødt. Men hvis én er i nød, må man gøre en undtagelse – vi har brug for den innovative til at tænke sådan.

Men brød de innovative altid reglerne så kunne man aldrig regne med dem. Her må de holdes i ave af den demokratiske dimension.

Hverken kollegiet Slytherin som favoriserer det blodsbeslægtede, eller Gryffindor-kollegiet for de innovative, Hufflepuff-kollgegiet for de fællessakbsoreinterede eller, Ravenclaw-kollgeiet for de videnselitære, kan stå alene selvom de ønsker det…

Og her har vi kilden til dramaet i Harry Potters univers – at alle 4 kollegier ønsker sig selv i sin rene form – 

og her opstår den geniale indsigt, at først i sin urene form, når de hver især anerkender afhængigheden og nødvendigheden af hinanden, først i en hybridisering – en blanding, kort sagt: en uren form, hvor alle 4 kollegier arbejder sammen - kan man komme ud af konflikten og ind i freden. Først der hvor man sætter sig til bords med dem og med det man i udgangspunktet væmmes ved, kan man komme ud af konflikten og ind i freden…

Og indsigten på et mere overført plan bliver så, at først når vi erkender de motiver hos os selv og hinanden, som vi i udgangspunktet væmmes ved, finder vi ud af konflikten og ind i freden.

Så skulle vi oversætte lidt af teksten til i dag kunne den lyde: Ve dig Nørrebro og ve dig Danmark, forventer du rene mennesker, og rene byer og rene verdener, ja, så går vi under. Først når vi finder ind i en hybridisering – en blanding, kort sagt: en uren form, bliver samfund muligt.

Som Salman Rushdie siger: »For alle, der vokser op i enhver storby, især i en by som min, hvor øst og vest mødes, er en af de realiteter, man får påtvunget, at kultur er hybridisering – en blanding, kort sagt: en uren form. For mig bør romanen være en fejring af urenheden.«

Og det bør – for mig at se – kirke og kristendom også. Amen