6. søndag efter trinitatis 

Prædiken af Mette Juul

Holdt i Stefanskirken den 24. juli 2022 

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/...

---------------------------------------------------------------------------

Jeg ved ikke med jer, men jeg er typen, som elsker at skrive en lang to-do-liste over de ting og opgaver, som jeg skal nå, og så strege opgaverne over, efterhånden som jeg løser dem. Ja, jeg kan endda finde på at føje ting til listen, som jeg allerede har klaret – bare fordi det føles så godt at strege dem over igen.

Det giver mig en høj grad af selvtilfredshed at leve op til de opgaver, som jeg har stillet mig selv.

En tidlig aften sad jeg så i en venindes have og nød et glas køligt hvidvin sammen med hende. Og så begyndte jeg ellers at føre mig lidt frem. Jeg udbredte mig nemlig om de mange opgaver, som jeg ikke bare havde stillet mig selv den dag, men også rent faktisk havde udført:

Det var min have, som jeg havde arbejdet i, så den nu stod toptunet.

Det var huset, som jeg havde gjort rent, og nu det duftede frisk og lækkert.

Det var noget arbejde, som jeg havde fået fra hånden.

Og så var det selvfølgelig løbeturen på 5 km., som faktisk var klaret i en ret god tid.

Og det med to-do-lister er jo fint nok, hvis det er dét, som motiverer en. Det er en udmærket metode, og ganske ofte er det jo nødvendigt, at man får noget fra hånden.

Men hvorfra kommer trangen til at fortælle andre om det, man har udrettet? Hvorfor ikke bare fikse det, man skal, og så komme videre? Jeg kender ikke svaret på det spørgsmål – men jeg tror, at det er meget menneskeligt. Og jeg kan lige så godt indrømme, at jeg sad dér i min venindes have og udstrålede selvtilfredshed og selvretfærdighed på en måde, som ellers kun farisæerne på Jesu tid kunne gøre det. Det var en fed fornemmelse at kunne signalere, at jeg havde totalt styr på mit liv.

Min veninde lyttede til mig, og hendes ansigt udtrykte en blanding af irritation og overbærenhed, og så sagde hun til mig:

"Øh, Mette, ved du godt, at vi er nogen, som godt kan lide dig, selv hvis du ikke udretter en helt masse?"

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg smilede bare lidt forlegent, og i hvert fald indgik jeg ikke i nogen længere samtale om det.

Min venindes ord har siddet i mig, selvom det efterhånden er nogen tid siden, at hun sagde dem. Episoden og hendes ord dukkede igen op i min erindring, da jeg læste evangelieteksten til i dag.

Her kommer en ung mand til Jesus og spørger, hvad han skal gøre for at få evigt liv. Jesus svarer ham, at han skal holde budene, dvs. ikke begå drab, ikke bryde ægteskabet, ikke stjæle, ikke vidne falsk, ære sine forældre, og elske sin næste som sig selv.

Alt dette kan den unge mand leve op til, bedyrer han selv, og så spørger han:

Hvad mangler jeg så?

Jesus svarer ham:

"Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!"

Den unge mand siger ikke noget, han går bedrøvet bort – han, som var rig, kunne ikke ofre alt det jordiske gods, som han ejede. Jesus forklarer så sine disciple, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Dvs. det er umuligt uden et mirakel. Uden guddommelig indgriben.

Det er for så vidt ikke så underligt, at disciplene bliver forfærdede og må spørge hinanden, hvem der så kan være fuldkommen og blive frelst og komme ind i Guds rige – for hvis det ikke er nok at overholde den lov, som Gud selv gav Moses på Sinaibjerget, og at det heller ikke er nok at elske sin næste, sådan som Jesus har befalet os, hvad kan vi mennesker da gøre for at komme ind i Guds rige?

Svaret fra Jesus lyder, at det ikke er muligt for mennesket at gøre noget. Kun Gud kan frelse mennesket. Kun Gud kan føre os ind i sit rige.

Så kan vi jo spørge, hvad vi skal med loven og næstekærlighedsbuddet, hvis ikke det er for i sidste ende at blive frelst netop ved at overholde loven og buddet.

Men som Paulus sagde i det stykke, som jeg læste fra tidligere, er loven alene til, for at vi kan få nogle retningslinjer for, hvordan vi skal opføre os ordentligt over for hinanden og over for Gud. Vi får noget at leve efter. Noget at stræbe efter.

Men lovens gerninger kan ikke føre os til frelse. Loven er altså ikke givet til os, for at vi kan blive frelst ved den, efterhånden som vi krydser gerninger af, som var det en to-do-liste liste. Loven er heller ikke til, for at vi kan hævde os over for hinanden og nyde vores egen godhed og følelse af perfektion, blot fordi vi overholder loven.

Mennesket kan ikke blive fuldkomment, og mennesket kan ikke frelse sig selv. Ikke nok så mange bønner, gode gerninger, end ikke et fromt klosterliv, hvor man har opgivet alt for Jesu skyld, vil gøre én fuldkommen og derved føre til frelse. Frelsen kommer alene fra Gud.

Den unge mand må have opbygget hele sin identitet omkring det, han præsterer, og han har åbenbart et behov for at fortælle andre om sine mange gode gerninger. Og ja, så må han blive vældig skuffet over sig selv, da det går op for ham, at han ikke har en jordisk chance for at gøre sig fortjent til det evige liv.

Men han var lige hurtig nok til at vende sig og gå bort. Det havde han slet ikke behøvet, for hvis bare han var blevet lidt endnu og havde hørt, hvad Jesus sagde til sine disciple, ville han vide, at Jesu ord rent faktisk er en trøst. For det er da en trøst, at uanset hvad vi mennesker præsterer eller ikke præsterer, så beror det på Guds nåde at berige os med evigt liv.

Den trøst gælder i særdeleshed, når livet går os imod.

Jeg hørte engang en podcast med en hospitalspræst. Hun fortæller i podcasten, at mange alvorligt syge mennesker spørger hende, hvad de dog har gjort, siden de skal straffes med at stå ansigt til ansigt med døden pga. deres sygdom. Det føles så uretfærdigt.

Og hun fortæller, at hun altid bekræfter dem i, at det er uretfærdigt. At de ikke har gjort noget, som betyder, at deres situation skal ses som en straf for deres handlinger eller mangel på handlinger. Og heldigvis for det!! For tænk engang hvis vi selv var skyld i vores ulykke og sygdom. Hvis det var retfærdigt.

Det, vi ser i dagens tekst, er, at Jesus gennemskuer den unge mand, ja han gennemskuer os, fordi han ser, at den unge mands spørgsmål dækker over en stræben efter at være fuldkommen. Og Jesus ser, hvad der er netop denne unge mands hæmsko for at opnå fuldkommenhed; i hans tilfælde er det hans kærlighed til sit liv i rigdom. 

På samme måde har vi alle hvert vores ømme punkt i forhold til at være fuldkommen. Stræber de fleste af os ikke efter at være fuldkomne, når det gælder forældreskabet, når det gælder at være lydige og nyttige samfundsborgere, at være økologisk bevidste, sunde, sporty osv. osv.?

Og har vi ikke alle sammen en rem af huden, når det gælder trangen til at fortælle om vores gode gerninger? Om alt det, vi har udrettet.

Ja, opbygger mange af os ikke vores identitet omkring fortællingen om alt det, vi gør? Om alt det, vi har krydset af på to-do-listen?

Det glade budskab i dag er, at vi ikke skal blive forfærdede den dag, hvor det op for os, at vi aldrig kan opnå at blive fuldkomne. Vi behøver ikke at lægge hele vores identitet i det, vi udretter. Og vi skal slet ikke udleve trangen til at udbrede os til andre om vores stræben efter fuldkommenhed. Vi skal ikke hævde os over for andre, hvor menneskelig denne trang end er. For vores manglende fuldkommenhed til trods behøver vi ikke at føle os fortabt. Vi behøver ikke at vende os om og gå, ligesom den unge mand gjorde.

Vi inviteres derimod til at tage imod det løfte, som Jesus giver os: nemlig at for Gud er alt muligt. Nåden fra Gud gives os kvit og frit.

Min veninde sagde til mig:

"Øh, Mette, ved du godt, at vi er nogen, som godt kan lide dig, selv hvis du ikke udretter en helt masse?"

Jesus siger til os:

"Øh, du menneske, ved du godt, at Gud elsker dig, selv hvis du ikke udretter en helt masse?"

Amen