Prædiken 1. søndag i advent Pernille Østrem 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Matthæusevangeliet 21,1-9

Det er advent – det første lys er tændt. Advent betyder ankomst. Både den ankomst, vi hører om i dagens evangelium, men også den ankomst, vi skal genopleve julenat. Advent lyder jo lidt som ”at vente”. Og ankomsten i dagens tekst sætter os også på sporet af en eftertænksomhedens ventetid frem mod det julens højdepunkt, som man kun opdager, hvis man standser op og lytter til sit eget og barnets hjerteslag.

Så lad se om vi kan hjælpe hinanden med det i dag. Og det er ingen skam at spørge om hjælp. For eksempel hos Søren Kierkegaard. Der findes en brevveksling mellem ham og hans svigerinde, der næsten 200 år gammel nu. Hun var syg og langvarigt sengeliggende. I brevene bliver det klart at hun ikke HAR meget, men hun har megen tid til at tænke. Hun formår ifølge sit eget vidnesbyrd ikke meget, men formår dog at bruge den megen tid til at tænke på, at hendes liv intet nytter. Det er en slags tortur-tilstand, som hun er fanget i.

Kierkegaard skriver til hende, at når man er lidende og ikke kan gøre meget for andre, kan man let komme til at føle, at man er til overs, og måske lader andre mennesker også én det vide. Men Gud måler efter en anden målestok, som vi alle har lov at stille os hen til og måle os ved: Nemlig det, at et hvert menneske er uendeligt vigtigt, og derud af vokser også egenkærligheden, som siger ”Jeg er også målt med den stok”.

Det er altså ikke os selv, der skal præstere ”at elske din næste som dig selv”, det er os, der skal læne os op ad Guds målestok og fra den synsvinkel se verden, os selv og de andre.

Altså har selv den fuldstændig lammede eller handlingslammet lov at bruge alle sine uvirksomme timer på at betragte den målestok, at hvert menneske er uendeligt vigtigt.

Og tilføjer Kierkegaard: Ja skulle endog have været sådan, at nogle VAR mere vigtige end andre, måtte det være de allermest krumbøjede og forslåede, der er nærmest Guds omsorg. Den største sorg omfattes med den største trøst, Et hvert håbløst tilfælde omfattes med håbets muligheder. I guddommeligt perspektiv.

Og det er altså den Gud, der rider os i møde denne søndag morgen! Jesus er Guds målestok, og han stiger af og stiller sig, ja endog knæler ved hvert enkelt menneske.

Og husker I hvad de råbte, de der stod langs vejen, da han ankom? Hosianna – ”Frels os” – eller bare ”Hjælp” råbte de. Tænk hvad der skal til, hvis man skulle stille sig ud til Nørrebrogade og råbe på hjælp: En god portion forslåethed, en god portion håb om at blive hørt!

Og da de så havde råbt om hjælp, så råbte de videre og kaldte Jesus for ”Davids søn”. Det vil sige, at de tog imod ham som konge.

Kierkegaard siger et andet sted, at Jesus når han rider ind, både er hadet af de mægtige, fordi folket vil gøre ham til konge, og han er hadet af folket, fordi han ikke vil være konge, sådan som de forestiller sig en konge skal være.

Det perspektiv kan man ane i salmen ”Gør døren høj, gør porten vid”, som vi sang for lidt siden for at byde advents-tiden og adventsgæsten velkommen. Hele billeddannelsen til denne salme har vi fra det gamle testamentes salmer, hvor man havde store processioner ved højtiderne og bar pagtens ark op til det jødiske tempel i Jerusalem. Pagtens ark er den kiste, man opbevarede de ti bud i. Men nu er det ikke lovens tavler, der ankommer i dag, det er Guds levende ord, som dørene åbnes for.

Det er en konge, der ankommer, og den dør, der skal åbnes, er hjertes dør. Og han bliver hyldet som en konge fra fordums tid, som Davids efterkommer.

Men alt er nyt, for hans scepter er ikke af guld, men af barmhjertighed, og han kommer sagtmodig med sin hjælp, det modsatte af at voldsom og demonstrativ. Og tid og rum er ophævet, nu er det ikke længere Jerusalem, men hvert et menneskehjerte, hvor den barmhjertige konge gør sit indtog.

Og som vi sang det i vers seks af salmen.

”Jeg hjertets dør vil åbne dig,

o Jesus, drag dog ind til mig!

Ja ved din nåde, lad det ske,

at jeg din venlighed må se!”

Og op igennem tiderne har mange allerede mærket, hvordan han fandt vej til deres hjerters dør. Med et scepter af barmhjertighed, en krone af venlighed, en kappe vævet af værdighed, som han bredte ud og lod de, der ellers kun blev trådt på, svøbe sig i.

Jeg vil gerne her i slutningen af dagens prædiken citere Jens Arentzen, som døde i den forgangne uge og efterlod sig nogle vigtige vidnesbyrd om netop det, vi taler om i dag.

Han har sagt sådan her: ”Hvis man kommer fra et hjem, hvor verden kan gå under med døren, der går, så bliver man meget lydhør: Hvordan lyder skridtene i gangen? Hvordan sætter min far nøglen i døren?

Du bliver over-opmærksom på andre”, sagde han, ”og hvis du mærker andre meget, er den, du er dårligst til at mærke, dig selv".

Det handler om at vokse op i et dysfunktionelt hjem, men det kunne også være et dysfunktionelt samfund eller hvilken som helst relation, med love og strukturer, der trykker ned. Men det kan også være i relationer, hvor der bare er utrolig meget pres på, sygdom, virkeligheder, som ikke kan laves om. Man spidser ører: Hvordan lyder det andet menneskes skridt, når de nærmer sig, er der vrede, skældud, tavsheds, hån på vej? Du bliver over-opmærksom.

Mærker du andre meget, er den du er dårligst til at mærke, dig selv.

Jens Arentzen talte om barnet, men også den voksne, der får sine grænser overskredet, fordi den andens vrede eller tavshed eller magtudøvelse trumfer barnets frygt eller sorg eller for den sags skyld barnets glæde. Eller at virkeligheden bare trumfer det man føler. Pludseligt og nådesløst, ubarmhjertigt og uden varsel.  Og alligevel øver barnet sig i at lytte: Den voksnes fodtrin og stemmeføring sætter dagsordenen, så barnets eget håb og drømme bliver svækket. Mennesket mister troen på sig selv og dets plads i verden. Mennesket håber ikke sit eget håb. Mennesket dømmer sig selv med andres dom: ”Du er forkert, dine følelser har ikke ret.” Symbolske eller helt konkrete råb lyder, tramp og endda spark mærkes.

Og DET forslåede menneske kommer Jesus til, til hvert enkelt menneskehjerte kommer Jesus, også i dag, sagtmodig, ridende på et æsels føl. Sådan er hans kongedømme.

En magt, der ikke trykker ned, men løfter den undertrykte op. En magt, der ikke vil bestemme, men vil befri.

Lyt engang, måske med lukkede øjne. Lyt engang, hvordan de fodtrin lyder, først hvordan dyrets hove lyder, når det træder på vejen hen til dig, og hvordan det lyder, da han stiger af, først den ene fod, så den anden, lander sagtmodigt i støvet, hør hvordan hans knæ rammer underlaget, da han bøjer sig ned og ser til dig. Lyt engang, hvordan han forsigtigt banker på til dit hjerte. En banken, der straks slår i TAKT med dit hjerte. Og alt hvad det rummer. Og lyt når han breder kappen ud, suset i luften, ånden er her. Det er advent, han er kommet til stede igen – og velsignet være han som kommer i Herrens navn. Og nu er ventetiden i gang, og når barnet kommer, da må også vi knæle ned og lade Jesusbarnets hjerteslag blande sig med vores. Amen.

Lad os bede: Vi beder dig, Gud, lad adventstiden omfavne os, giv os tid til eftertænksomhed og ro til vore hjerter.

Vær med alle der ikke fandt hvile i nat, alle der kæmper med et misbrug og de der ikke tror de har nogen steder at vende sig hen.

Vi beder også for de, der ikke fandt vej til kirke, og for de, der har mistet håbet.

Vi beder for alle der er langt væk hjemme fra, og de fangne og de på flugt. Lad os se os selv i lyset af dig, og lad os måle os med din målestok. Giv din visdom til magthaverne, der har andres liv i deres hænder. Lad dit ord blive hørt overalt på din jord, lad din mildhed bryde igennem selv de tykkeste mure, og lad os alle samles hos dig under din kappe, og lad vores hjerteslag slå helt ind i din evighed. Amen